Video : Tipsbladet
Superliga

Transferugen i Danmark: Superligaen venter på topligaerne

Det blev en stille uge på transfermarkedet i Danmark, hvor klubberne tydeligvis venter på, at der kommer penge i omløb.

Transferugen er fra Tipsbladet fredag og kommer også de følgende tre fredage. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren hver fredag - se mere her.

Norske Jørgen Skjelviks fremtid i OB har været et lidt større tema, end den slags normalt ville være omkring habile, 29-årige venstre backs, der meget sjældent gør forskellen på sølvtøj eller ej i midterklubber.

Det påfaldende i sagen om Skjelvik er, at OB’s sportsdirektør, Michael Hemmingsen, allerede i sommerens vindue erklærede, at backen fortsatte i OB i 2021.

Det var nyt for spilleren og hans moderklub LA Galaxy, så indtil den forgangne uge vidste man ikke med sikkerhed uden for OB og Skjelvik-lejren, om den aftale nu også blev til noget.

Læs også:Officielt: Vejle køber forsvarsspiller i Kroatien

Det gjorde den så for en lille uge siden, og det er da et spørgsmål mindre for OB at forholde sig til med cheftræneren Jakob Michelsens stop lurende forude senest til udgangen af juni.

20-årige Ertegrul Teksen forlod for et halvt år siden Brøndby i jagten på seniorspilletid i Lyngby, og han skal nu fortsætte selvsamme jagt i tyrkiske Konyaspor, der har indgået en længere kontrakt med den tidligere U16-landsholdsspiller.

Bozhidar Kraev, omtalt andetsteds på disse sider, kom tilbage og fik chancen i FC Midtjylland i første halvsæson, men noget stort hit blev han aldrig, og en udlejning til Familicao i Portugal tyder på, at tiden i FCM er forbi, mens Gustav Isaksen nok står til flere kampe.

Læs også:Anders Lindegaard bliver i traditionsklub trods nedrykning

Ellers har den seneste uge været mere afventende end åbningsugen. Adskillige klubber har linet nye spillere op i tilfælde af, at der bliver solgt folk fra, herunder i Randers, hvor André Rømer er interessant for svenske Elfsborg, som Ekstra Bladet torsdag kunne fortælle om. Men ifølge Tipsbladets oplysninger er også andre spillere i Randers-truppen i disse uger interessante for udenlandske klubber.

I de større Superliga-klubber afventer man, om udenlandske klubber byder nok til, at man føler sig nødsaget til at sælge profiler. Det kan ikke udelukkes i de to kommende uger, selvom flertallet af handler helt sikkert først venter til sommer.

Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub
Læs også:SønderjyskE og OB delte i kold testkamp
Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2021