Transferplanen: Viborg skal have mindst to spillere
Foto: Lars Rønbøg / FrontZoneSport via Getty Images
Superliga

Transferplanen: Viborg skal have mindst to spillere

Skal der købes spillere, og hvem skal sælges? Transfervinduet lukker snart, og tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Viborg FF.

Uret tikker. Når klokken bliver 23.59 den 31. januar lukker transfervinduet, og dermed er det slut med at hente spillere, der er på kontrakt ander steder. Dermed spidser det til på klubkontorerne rundt om i Superligaen.

Frem mod transfervinduets lukning - den 31. januar - sætter tipsbladet.dk fokus på de 14 Superliga-klubbers transferbehov.

Denne gang er der fokus på Viborg FF.

Status:
Viborg FF har været hårdt plaget af skader i efteråret, så når spillere som Osama Akharraz, Oliver Thychosen og Jeppe Curth kommer tilbage, vil det i sig selv føles som forstærkninger for Superligaens bundprop.

Først og fremmest går klubben et transfervindue i møde, hvor forsvaret skal forstærkes. Klubben vinker farvel til anfører Mikkel Rask, og der venter Viborg en kæmpe opgave i forhold til at få ham afløst. Også Donny Gorter forlader domkirkebyen efter et kort ophold, og han kan blive erstattet.

Viborg har været tidligt ude og hente den finske mesterkeeper Walter Viitala, der i foråret skal konkurrere med Peter Friis om spilletiden. Desuden er den tidligere AGF-angriber Mate Vatsadze kommet til, ligesom klubben har hentet forsvarsspiller Baba Mensah på en lejeaftale.

Vinterens tilgange:
Walter Viitala (IFK Mariehamn)
Mate Vatsadze (Fri transfer)
Baba Mensah (Inter Allies FC, lejeaftale)

Vinterens afgange:
Mikkel Rask (AGF)
Donny Gorter (kontraktudløb)
Emil Frederiksen (Heerenveen)

Kommende kontraktudløb:
Peter Friis (sommeren 2017)
Jeroen Veldmate (sommeren 2017)
Jonas Thorsen (sommeren 2017)
Mathias Wichmann (sommeren 2017)
Christian Keller (sommeren 2017)
Serge Deblé (sommeren 2017)

Her kan der sælges:
Hvis man tager udgangspunkt i klassikeren om, at det giver god mening at sælge i januar, hvis der ikke er udsigt til at forlænge en kontrakt, der udløber til sommer, kan hele seks spillere befinde sig på affyringsrampen i Viborg FF.

Et af de mest interessante navne er angriberen Serge Deblé. Viborg har formentlig i flere år haft en drøm om en dag at tjene penge på Deblé, så vi bliver nok en hel del klogere på hans fremtid i januar. Hvis Viborg ikke får forlænget, vil et salg være nærliggende. En spiller som Jonas Thorsen må også have tiltrukket sig opmærksomhed fra andre klubber - særligt fordi han har kontraktudløb til sommer.

Jeroen Veldmate ligner en spiller, Viborg tager afsked med. Hollænderen har været på orlov i flere måneder, så det trækker op til et salg eller en ophævelse af kontrakten.

Her kan der købes:
Viborg skal forstærke forsvaret. Og det er formentlig ikke nok med Baba Mensah, der er hentet på en lejeaftale i Inter Allies FC. 

Mikkel Rask og Donny Gorter er allerede væk, og det ser ikke ud til, at Viborg får meget gavn af Jeroen Veldmate, så umiddelbart kan man foretille sig, at Johnny Mølby og co. er ude efter flere midtstoppere, hvoraf den ene skal kunne gå direkte ind og markere sig som en profil fra start. Desuden kan Viborg være ude efter en venstre back - i hvert fald har der været rygter om den 21-årige svensker Billy Nordström, der har en fortid hos IFK Göteborg. 

Midtbanespilleren George Fochive er blevet langtidsskadet, og Viborgs direktør, Morten Jensen, har ikke lagt skjul på, at en ny midtbanespiller er på ønskelisten i domkirkebyen.

Det kan blive en travl transferlukning i Viborg.

Citatet:
Direktør Morten Jensen til Viborg Stifts Folkeblad om det kommende transfervindue:
- Når man ikke ligger så godt til, så vil der nok altid være flere brikker i spil i forhold til, hvis vi gjorde det godt. I den situation vil der være mere ro på, og vi vil måske i forstærket grad tro på det materiale, vi har. Nu går det knap så godt, så vi er måske mindre sikre på, om vi har det rette setup. Og jeg tror, at vi nu er nødt til at skabe nogle forandringer.

Nøglepersoner:
Morten Jensen, direktør
Johnny Mølby, cheftræner
Stig Torbjørnsen, chefscout