Det er trænersituationen, der fylder mest i øjeblikket, men det er ikke kun en ny cheftræner, sportschef Michael Hemmingsen skal på udkig efter. Der er også mulighed for at forstærke spillertruppen.
Den første halvdel af transfervinduet har været rolig på Fyn, men måske kommer der gang i svingdøren i den anden halvdel?
Vi sætter fokus på alle 12 Superliga-holds transferbehov – denne gang er der fokus på OB.
Vinterens tilgange:
Jørgen Skjelvik (LA Galaxy)
Sander Svendsen (lejeaftale udløbet)
Teitur Magnusson (Middelfart BK, lejeaftale udløbet)
Vinterens afgange:
Ingen
Kommende kontraktudløb:
Oliver Lund (30. juni 2021)
Marco Lund (30. juni 2021)
Mathias Brems (30. juni 2021)
Sveinn Aron Gudjohnsen (30. juni 2021)
Her kan der sælges:
Hvis fynboerne laver et stort salg, er det formentlig Oliver Christensen, der skydes af sted. Målmanden, der i efteråret debuterede på landsholdet, er det varmeste salgsnavn i OB, og der er helt sikkert udenlandske klubber, der har hans navn på blokken. De største transfers sker traditionelt om sommeren, så det er langt fra givet, at Oliver Christensen smutter i dette vindue.
Transfervinduet er også en mulighed for OB til at få tyndet lidt ud i truppen, og det kunne den godt trænge til. Der er især mange angribere, der har for langt til spilletid, og det er meget sandsynligt, at OB skiller sig af med en enkelt eller to fra overskudslageret i løbet af måneden. Måske en Sander Svendsen, der var udlejet i efteråret.
Her kan der købes:
Der skal formentlig ske et opsigtsvækkende salg, før OB for alvor svinger dankortet. Den nuværende trup trænger først og fremmest til at blive tyndet ud, så der er ingen grund til at blive overrasket, hvis ikke OB henter nye spillere denne vinter.
Citatet:
Sportschef Michael Hemmingsen til tipsbladet.dk:
- Vi er rigtig godt tilfredse og har været aktive i foregående transfervinduer. Vi er altid åbne for at kunne styrke vores fodboldhold, hvis muligheden kommer. Lige nu har vi også spillere som ikke har været her så lang tid. Men vi er klar på at tage fat i transfervinduet, som det nu tager sig ud. Vi har også en trup, som er stærk, og som er sat samme i nogle vinduer de foregående år.
Nøglepersoner:
Michael Hemmingsen, sportschef
Jakob Michelsen, cheftræner
Ole Nielsen, scout
Niels Thorborg, ejer