Transfer: Sådan arbejder agenterne

Bragt i Tipsbladet 21. juni 2013

Selv om græsplænen er nyslået foran villaen på Tuborgvej i Hellerup, skal man ind bag murene for at finde fodbolden. Her har spilleragenterne i Pro11 Management nemlig kontor i bygningen, der også huser andre virksomheder, men hvor man ikke er i tvivl om, hvor Niclas Jensen og kompagni holder til. Det gør de nemlig her i det åbne kontormiljø med indrammede fodboldtrøjer fra karrieren der var på væggene sammen med billeder af alle de spillere, som firmaet repræsenterer.

Set-up’et med bærbare computere og mobiltelefoner er lavet til hurtig aktion, hvis der pludselig skulle ske noget, men transfervinduet er knap åbnet, og selv om der med garanti kommer hektiske perioder i løbet af sommeren, så er der forholdsvist fredeligt på denne mandag ved frokosttid.

”It’s a very good offer,” siger Michael Johansen godt nok ind i en mobiltelefon, men Jacob ”Gaxe” Gregersen kommer over og hilser på, før 38-årige Niclas Jensen viser ind i et mødelokale til en snak om livet som agent, et liv han har levet siden han januar 2010 efter afslutningen på sin egen aktive karriere.

Sammen med tvillingen Johansen og John Sivebæk er han i dag ejer af firmaet, der oprindeligt blev startet af Karsten Aabrink og efter et par engelske ejerskaber (Pro Active og First Artist) nu er tilbage 100 procent på danske hænder i et fællesskab, hvor man kan trække på hinandens kontakter.

”Du kalder det en stille dag på kontoret, men der sker hele tiden noget. Stille dage er der ikke mange af, når vinduet er åbnet, for vi har flere spillere, der enten skal have forlænget eller skifte klub, og det holder vi løbende hinanden ajour på,” siger Niclas Jensen, der udover sin klubløse lillebror Daniel har canadiske Atiba Hutchinson som et stort projekt i sommeren der kommer.

Den tidligere FCK-holdkammerat har nemlig kontraktudløb i PSV Eindhoven her til sommer og vil gerne have en ny udfordring.

”Det er ingen hemmelighed, og det har han også meddelt dernede. Han kunne godt tænke sig at tage et skridt videre, så det er en spiller, der logisk er prioriteret ret højt for mig i sommer. Det går der masser af tid med.”

”På den ene side bliver man kontaktet af mange, der hører eller læser, at han skal videre, og det skal man selvfølgelig sortere lidt rundt i ud fra, hvad man har aftalt med spilleren. Det er jo det, man har brugt det forudgående halve år på: At afstemme forventninger og ambitioner og lægge en plan. Og i den plan ligger også, at vi griber fat i alle dem, vi kender, hvor vi tænker, at det kunne være en mulighed, at han kunne passe ind,” fortæller Niclas Jensen.

Men hvordan sikrer han så, at den 30-årige canadier, der kan spille både midtbane og back, ikke bare ender som en disk i den store DVD-stak ude i forkontoret?

”Det handler om kontakter og netværk. Hvis jeg ringer til en klub, hvor jeg ikke kender personen, jeg ringer til, men han siger, at de kunne have et behov for en spiller som Atiba, så havner han måske i DVD-bunken, som du nævner. Men hvis jeg ringer til en anden klub, hvor jeg kender vedkommende, så vil det kendskab og det netværk gøre, at han ender på skrivebordet foran manageren. Og fordi vi alle sammen har spillet fodbold på et vist niveau og i udlandet, har vi jo en bred vifte af folk, vi kan kontakte og tale med – og selv bliver kontaktet af.”

”Det er de klubber, vi selv har været i, men også kontakter gennem folk, man selv har spillet med og imod, som man kender og som nu bliver placeret rundt omkring. På den måde er der rigtig meget, man selv kan tage fat i,” fortæller den tidligere back i Lyngby, PSV, FCK, Manchester City, Dortmund og Fulham og kommer med et godt eksempel som svar på spørgsmålet om, hvordan man egentlig får fat i Manchester Uniteds nye manager David Moyes, hvis det var.

”Ham kender Michael faktisk. Efter han stoppede i Bolton, boede han i England et år og arbejdede med Karsten Aabrink, så vi har et bredt netværk i England. Men Moyes har jo nok spillet sig hen et sted, hvor vi ikke har hyldemeter af spillere til ham,” siger Niclas Jensen med et grin og et nik til tesen om, at en klub som Fulham, hvor han stadig har kontakter, kunne være en mere oplagt vej for Hutchinson.

”Ja, det er klart. Lige den formel du tænker der, er meget fornuftig og sandsynlig, så det er noget, vi måske havde tænkt for nogle måneder siden”, siger han uden at afsløre videre om, hvordan det går med et af sommerens store projektet på hans skrivebord.

Og skulle en klub, hvor Pro11 ikke selv har en direkte kontakt, ende højt på Hutchinsons liste, er der også råd for det, for et netværk omhandler også andre agenter rundt omkring i verden.

”Helt sikkert, og det går begge veje. Hvis man hører om en klub, der savner en midtstopper, men man ikke selv lige har den profil, de søger, men man ved, at en kollega har det, så ringer man selvfølgelig til vedkommende og spørger: ”Kan vi finde ud af noget her, for sådan og sådan.” Det sker meget tit, at vi på den måde arbejde sammen, og typisk vil der så være en nøgle, som man fordeler honoraret ud fra.”

”I udlandet er der også agenter, der arbejder som brokere. Det vil sige, at de taler med klubberne, får at vide at den her klub søger en angriber, og det kan så være ham og ham fra Danmark, og så tager de kontakt til vedkommendes agent. Så er de ligesom involveret i handlen, og hvis den kan lade sig gøre, får de et eller andet honorar, før de er videre til den næste. Men i Danmark er agenten som oftest spillerens repræsentant,” fortæller Niclas Jensen, der selv har 15 spillere, han arbejder sammen med. Og det tal er ikke en tilfældighed.

Hård konkurrence 
om talenterne
Erfaringen i virksomheden, hvor Michael Johansen har været agent i 10 år og John Sivebæk i 12, viser nemlig, at en 15-20 spillere er det optimale.

”Da jeg startede som agent (i januar 2010) fik jeg en håndfuld spillere med det samme. Oscar Wendt, min bror, Hjalte Nørregaard, Atiba. Det var meget fine spillere for en nystartet agent at få, men fem-seks spillere er jo ikke alverden, når man er fuldtidsagent. Erfaringen i firmaet siger, at 15-20 spillere er det rigtige i forhold til den service, vi gerne vil kunne yde alle spillerne.”

”Jeg kunne uden problemer have 30 eller 40 spillere, men det ville jeg ikke kunne overkomme, og så skulle jeg prioritere, og så ville der være 10 spillere eller forældre, der ringede mig op og sagde ”Hvad fanden, du ser aldrig vores søn spille, du ringer aldrig, nu løber kontrakten ud.” Det vil vi bare ikke have. Det er dårlig omtale.”

”Og så er jeg slet ikke kynisk nok til at kunne arbejde på den måde. Jeg ville hele tiden gå og tænke over, at nu skal jeg hjælpe ham, og shit jeg har ikke tid, for jeg skal også det og det. Det går bare ikke, så det giver lidt sig selv,” fortæller den tidligere FCK-back, der trods sin fortid også har et par Brøndby-talenter i sin trup i form af målmanden Andreas Hansen og allround-talentet Frederik Holst, som han netop har været i Portugal for at følge.

Det højt besungne U/19-landshold kæmpede om en EM-kvalifikation og faldt ved den sidste hurdle mod hjemmeholdet, hvilket selvfølgelig var ærgerligt, men Niclas Jensen fik set både Holst og sin anden U/19-spiller Mads Aaqvist i aktion på højeste niveau, hvilket var turens hovedmission, og fik samtidig netværket lidt med andre agenter undervejs. For agenter er der mange af ved sådan en lejlighed, selv om alle talenterne allerede er signet op, og reglerne for spilleragenter siger, at man ikke må spørge på spillere, der allerede har en agent.

”Til sådan en kamp som den mellem Bulgarien og Danmark, der ikke lige vækker en voldsom begejstring i lokalbefolkningen, er det nok primært klubrepræsentanter, scouts og agenter, som har flertallet af tilskuerpladserne. Så netværker man lidt med folk fra gamet, hører lidt på vandrørene og får lidt informationer om, hvad der rører sig rundt omkring.”

”Man rejser ikke derned for at hverve nye spillere, slet ikke, for der er jo også nogle regler, man skal overholde, hvis man har taget agent-licensen. Så er der selvfølgelig nogle uskrevne regler, men det er jo alt efter, hvad man har af samvittighed. Der er noget, der hedder moral, etik og anstændighed i forhold til, hvordan man opfører sig, og hvordan man gerne vil ses på af andre i branchen, spillere, forældre og så videre.”

”Der har folk selvfølgelig forskellige tærskler, men herindefra har vi alle licens, og vi har et rygte, som vi gerne vil værne om. Det gør vi meget ud af, at forsøge at opføre os ordentligt. Det er så ikke alle i branchen, der arbejder ud fra den devise, men det kan vi jo ikke tage ansvaret for.”

”For der er hård konkurrence om spillerne, og det kan jo ikke være anderledes, hvis du kigger på den historiske udvikling. I min tid som aktiv var der ikke mere end en håndfuld agenter, i dag er der 54, der har licens i Danmark. Vi er så nogle lidt mere etablerede firmaer, der sidder på mange af de ældre spillere, så hvis du kommer som ny spiller på markedet, er du måske nødt til at begynde med de lidt yngre spillere, så på den måde rykker det sig hele tiden ned mod den grænse, der hedder, at de skal være 15 år.”

”Så hvor man før ventede til U/21-landsholdet, hvor agenterne kunne sidde og plukke dem ud, så er alle i dag taget på U/19-landsholdet. Det er måske også en exceptionel årgang, men man ved jo alligevel, at det ikke er alle, der når A-landsholdet. Måske kommer der fem. Det ved man ikke. Det er meget interessant på mange måder, og det er noget, man skal være opmærksom på og prøve at rette sig ind efter.”

”Omvendt skal der heller ikke bare gå cirkus i det, og alle skal have en agent. Der må gerne være en vis seriøsitet omkring det. At man som agent tager en spiller og vil lave en aftale med ham, så forpligter man sig også til at yde en service og en rådgivning. Så kan det ikke nytte noget, at man halvandet år efter, når det viser sig, at han ikke var en af de gode alligevel, bakker ud. Så synes jeg, at man stadig har en forpligtigelse over for den spiller til at levere det stykke arbejde, som man har siddet og lovet ham og forældrene for lidt tid tilbage.”

”Men det er klart, at for mange af den slags spillere er ikke gode at have for firmaet, hvis man har den politik, som vi har, for det er typisk sværere at få job til de spillere, hvor det af den ene eller den anden grund ikke har fungeret, end for dem, hvor det bare kører. Så det prøver vi at balancere – også selv om alle vil have de bedste,” siger Niclas Jensen og fortæller om en spiller, han fik spurgt for sent, selv om han havde set masser af ungdomskampe med ham.

”Jeg havde nok set Cornelius spille 20 gange, men da jeg tog kontakt til ham, havde han allerede lavet en aftale med Per Steffensen, og så er der jo ikke så meget mere at sige. Men det relaterer også tilbage til det, vi lige har snakket om. Vi vil jo helst være så sikre som muligt, fordi det kan blive besværligt, hvis det ikke går den vej, man håber. Nogle gange koster det selvfølgelig, andre gange tager man en chance, og så går det rigtig godt. Men det er meget svært at udpege, hvem der når langt, når de er U/16.”

Da Wiland valgte at skifte
Hvis man vil være agent, skal man tage en eksamen gennem DBU for at få licens, og det er ikke lige til. I Niclas Jensens klasse var han den eneste af fire, der bestod, og for et halvt år siden, var der kun to af 10, der kom igennem. For der er et pensum, der skal læses, og der er en masse aftaleretlige og kontraktjuridiske ting, der skal sidde der, før man får licens til at virke som spilleragent – en licens der også betyder, at man indordner sig under de regler, der blandt andet siger, at agenten bliver betalt af spilleren enten med en procentsats af bruttoløn og enkeltstående beløb som sign on fees eller et fast honorar, og at man maksimalt kan lave to-årige aftaler med den enkelte spiller.

Derfor er en vis udskiftning svær at undgå, blandt andet har Niclas Jensen for nylig mistet FCK-keeper Johan Wiland, mens han så til gengæld har lavet en aftale med Lyngby-talentet David Boysen.

”Det sker forholdsvis meget, at spillere skifter, også fordi der er kommet så mange agenter på markedet. Så støder spillerne hyppigere på de andre, end hvis vi kun var 10. Og som spiller er du altid lidt lydhør over for, hvad folk siger, hvis de mener, at det er noget, de kan profitere af, at det er noget, de tror kan hjælpe dem videre.”

”Mit håb er da, at vi har spillerne og spilleren har mig for karrieren, for så har alt jo været godt, men nogle gange sker det, at der er en, der rækker hånden op på et tidspunkt og siger ”Jeg synes ikke, at det er gået som det burde eller skulle, eller jeg har været ked af det her og det her, og derfor vil jeg skifte.” Nogle få gange kan man måske godt forstå det på et niveau. Man kan have forskellige forventninger. ”Jeg synes, du skal spille i Skandinavien, men ham her har lovet, at han kan få dig til Spanien, så held og lykke. Så må han gøre det, for det tror jeg ikke, at jeg ville kunne løse.”

”Vi vil kun det bedste for vores spillere, men omvendt er det heller ikke smart at smide en spiller af sted, og så sidder han på bænken i to sæsoner. Det skal man jo også undgå. Som spiller kan man godt nogle gange være lidt for farvet af sig selv og sine evner. Det kan jeg huske fra mig selv, og det er du også nødt til at være i den verden. Du kan jo ikke rende rundt efter en dårlig kamp og tænke ”jeg er også dårlig, og jeg burde slet ikke spille her.” Det går ikke, for du skal præstere igen om nogle dage, og der er det også vores job at finde den balance at sige: ”Jeg er din største fan, jeg synes, du er fantastisk som spiller, men jeg synes også, at vi skal tage tingene i de rette tempo, og jeg vil ikke sidde og sige, at jeg har en klub til dig i Spanien.” Der er vores grænser lidt forskellige.”

”Det er igen det her med, hvor meget vil man kunne se sig selv i spejlet. Jeg synes heldigvis, at det mere er reglen end undtagelsen, at når vores samarbejde ophører med nogen, så ender de spillere ikke med at ryge til Spanien. Det er på den ene side meget rart for os, for det viser, at vi ikke har set helt skævt i forhold til, hvor dygtig den her spiller er, men omvendt er det også skideirriterende, for så er det jo et forhold, der ikke havde behøvet at blive brudt.”

”Helt skåret ind til benet handler det om tillid. Når det hele kører, og man vinder, er alt fint. Men lige så snart, der kommer lidt udfald, så gælder det om, at spilleren skal have tillid til, at det er rigtigt, når jeg siger ”tag det roligt, jeg ved godt, at du har udløb, du vil væk, du vil blive, du vil forlænge” – alle de ting der – ”men hav tillid til mig, når jeg siger, at det kommer til at gå sådan og sådan. Tag det roligt.” Og det er jo de spillere, der har den tillid, der er bedst at arbejde med.”

”Den betyder så også, at hvis de bliver kontaktet af en agent, der siger, at han kan få dig til Paris, så siger spilleren, ”det lyder skidefint, det vil jeg rigtig gerne, er du sød at ringe til Niclas, så kan I snakke sammen.” Vi er jo ikke dumme, vi vil kun det bedste for vores spillere, så vi arbejder hellere end gerne sammen med andre, om det så er danske eller udenlandske agenter, hvis det er noget, der kan gavne vores spillere. Det er helt problemfrit,” siger Niclas Jensen og understreger at eksemplerne er generelle og ikke på nogen måde møntet på Johan Wiland.

Og Pro11 har i øvrigt også lige været med til at sende en målmand til Spanien i form af Stephan Andersen, der arbejder sammen med Michael Johansen og er skiftet fra franske Evian til Real Betis.

Men der er konkurrence, og det spiller selvfølgelig også ind på forholdet mellem de forskellige agenter.

”Vi er et lille land med en lille liga, så det er en andedam, hvor man kender hinanden på kryds og tværs. Så man hilser på, men det er også logisk, at der er nogen, man snakker med og ikke ville have nogen problemer med at give en information, mens der er andre, hvor man tænker, at ham kan jeg godt lige give hånden, men så heller ikke mere end det. Jeg står ikke og small-talker eller fortæller ham en oplysning, der kunne blive god for ham,” siger Niclas Jensen, der dog generelt hellere taler om kolleger end konkurrenter.

Få resten af historien på næste side 
 

En agent-hånd til klubberne
Så agenterne hjælper hinanden, og nogle gange hjælper agenterne også klubberne, selv om de fleste nok tror, at trafikken går den anden vej. For en klub kan også ringe til en agent og bede om hjælp til at skaffe dem af med en spiller, der er for dyr eller ikke længere passer ind på holdet af den ene eller den anden grund.

”Ja, det forekommer også. Det er også derfor at klubberne nogle gange skal… Det er meget nemt for dem, hvis der er en sag med en eller anden spiller, så kan klubberne bare pege fingre af agenten. Jeg vedstår lige med det samme, at der er masser af agenter eller i endnu højere grad folk der leger agenter uden licens, der forpurrer nogle ting og opfører sig helt, helt forfærdeligt. Sådan er det, det må der aldrig herske tvivl om, men jeg synes også…”

”Vi er jo gode nok nogle gange til at prøve at løse problemerne, hvis en klub har en spiller, de vil af med. ”Han koster for meget, han er for dårlig, find noget til ham!” ”Ja, ja, men for et halvt år siden var I helt vilde, og I kunne slet ikke få nok, det har I jo skrevet under på, så vi kan ikke bare trylle. Nu må vi lige…” Der er vi gode nok.”

”De kan også ringe og sige, at ”vi mangler en højre back, og jeg ved, at du kender dem og dem i X klub, fordi du lige har handlet ham her derned, kunne du ikke prøve at hjælpe med det.” Det letter måske besværet for dem, i stedet for at de skal til at finde ud af, hvem der er agent for en spiller, og ham der sportsdirektøren kender de heller ikke. Men så kender de mig, og så kan de sige til mig: ”Få lige fat på ham der, hør hvad han koster, kan vi få ham herop.” De bruger os, som vi alle sammen bruger hinanden i forhold til, hvad vi nu kan bruge hinanden til.”

”Men jeg synes lidt, at de hele tiden har den der kattelem, at de bare kan skyde skylden på agenterne. Ikke så meget i Danmark, men du ser det hele tiden i udlandet. Vi er jo lidt det sidste led, der er koblet på. Trænere, sportsdirektører, spillere, de har altid været der og skal være der, men vi er kommet ud på siden af det hele.”

”Nu er det ved at være en accepteret del, at spillere har agenter, de bruger agenter, fordi de gerne vil bruge det. De gør det ikke, fordi vi tvinger dem til noget. De gør det, fordi det for mange spillere er karrierefremmende at have en dygtig agent. Så må klubberne bare acceptere det, og det gør de også langt hen ad vejen, men nogle gange skal de lige… hvis du forstår hvad jeg mener,” siger Niclas Jensen.

Trods spilleragenternes i offentligheden til tider blakkede ry, og selv om Niclas Jensen med sin lange karriere i store europæiske ligaer egentlig ikke behøvede at arbejde så meget som han gør, så har han ikke fortrudt, at han er gået agentvejen, heller ikke selv om det fortsat lægger beslag på familiens kalender i for eksempel weekenderne.

”Lige nøjagtig der er der den lille forskel, for det er jo fleksibelt på en helt anden måde, end hvis jeg var træner. Man kan tage en lang weekend til Paris, man kan planlægge en vinterferie med ungerne, for der har lige været transfervindue. Så tager jeg telefonen med og bruger en time om dagen på at ringe til dem, jeg nu skal ringe til, men vi kan godt suse af sted.”

”Den fleksibilitet var vigtig for mig, da jeg stoppede min karriere og skulle finde noget andet at lave, for ret hurtigt fandt jeg ud af, at det skulle være noget med fodbold. Det er jo det, jeg brænder for, og det jeg ved noget om.”

”Samtidig er man jo stadig konkurrencemenneske, så man vil også gøre det bedst muligt. Man vil have den bedst mulige forretning, og det får du ved at have de bedste spillere, og samtidig er de bedste spillere jo også de sjoveste at arbejde med. Men for mig er meget af lønnen selve arbejdet.”

”Når jeg står op om morgenen, så tænker jeg jo ikke, at nu skal jeg ud og tjene penge. Jeg tænker, fedt, jeg skal have gjort det her for ham, sørget for det her til ham, få ham her til at spille. Det er det, der virkelig giver mig så meget, for så sidder du efter et forløb med op- og nedture efter et par år på et stadion og ser en spiller, der får comeback efter en skade, er blevet solgt til en ny klub, får debut på landsholdet, efter I har lagt en plan, og man har rådgivet ham rigtigt undervejs. Så sidder man jo der og føler, at man har en aktie i den spillers karriere, og det er fantastisk. Så er man lidt en del af det stadig væk,” siger Niclas Jensen med et grin.

Når flere bolde 
lander samtidig
Den fornemmelse har han tit, for med flere unge spillere i truppen er der masser af erfaringer at dele ud af, når det pludselig går for hurtigt eller for langsomt. Men det sker også med mere etablerede spillere, som for eksempel svenske Oscar Wendt der skiftede fra FC København til Gladbach på en fri transfer for to år siden og strandede på bænken nogle måneder, før han tog det planlagte skridt ind i startopstillingen.

”Det er hans egen indsats 100 procent, der har gjort det, men det er selvfølgelig også noget, vi har snakket om løbende, mens jeg også har haft kontakten til klubben. Nogle gange har han også bare haft behov for at læsse af, få lidt luft ud af ventilen. For han ved, at når vi snakker, så siger jeg de rigtige ting, fordi jeg selv har prøvet det, frem for hvis han spørger træneren, så stopper det ret hurtigt, for det har han sgu ikke tid til at tale halvanden time om, og hvis det er venner eller familie, så har de ikke den inside-viden. Men det har agenten,” siger Niclas Jensen om backen, der sidste sæson fik 21 kampe i Bundesligaen og også havde været på landsholdet i de nylige VM-kvalifikationskampe, hvis ikke en familieforøgelse var stødt til.

Så Oscar Wendt er et eksempel på et forløb, der er gået godt, og det er selvfølgelig flere af dem, Niclas Jensen stræber efter i den sommer, der nu kommer. Sidste år var det Dame N’Doye, der fyldte meget med skiftet til Lokomotiv Moskva, i år kan det blive Atiba Hutchinson ved siden af alle de andre, der også skal plejes og planlægges med. Og nogle gange sker det så, at mange af de bolde, der er i luften, lander samtidig.

”Jeg kan huske for tre år siden, der lavede vi fire handler på den sidste dag, så der skulle man holde tungen lige i munden. Det var noget med dagen før at ryge til højre og venstre rundt i Europa, faxe det ene sted og spekulere på, om det når frem, mens man venter og venter på besked. Jeg var i Skotland med Francis Dickoh, mens Michael var med Kris Stadsgaard i Malaga, samtidig med at han lavede Lars Jacobsen til West Ham, og John var et tredje sted. Men det lykkedes alt sammen til sidst.”

”Sådan er det nogle gange, andre gange er alt på plads tre uger før, så det er bare småting, der mangler, før man ruller i mål. Det er en fin fornemmelse, når det sker, for så har man fået lavet det hele i god tid. Vi må se, hvordan den her sommer forløber. Min forventning er, at vi får løst det, vi skal løse. Får forlænget med dem, der skal forlænges, finder nye ting til dem, der skal have noget nyt. Vi har mange dygtige og interessante spillere, så der er nok at se til, og det er jo fedt,” siger Niclas Jensen, før han bevæger sig tilbage til kontoret, hvor Michael Johansen nu er i gang på dansk i telefonen og med en spillerprofil på skærmen, mens ”Gaxe” er trukket ud på terrassen med mobiltelefonen for øret.

Og om lidt gør Niclas Jensen dem selskab.