Da de fleste troede, at Pione Sisto ville blive præsenteret som FC København-spiller 26. august, gav det voldsomt genlyd, da FC Midtjylland pludselig blandede sig i kampen om den dygtige kantspiller.
Efter lange forhandlinger har FC Midtjylland nu endelig præsenteret Pione Sisto som ny spiller hos de danske mestre.
Tipsbladet lavede tilbage i sommeren 2018 en stor historie om det utrolige fodbold-talent Pione Sisto forud for det daværende VM i Rusland.
Vi genpublicerer her historien i uredigeret form.
Bragt i Tipsbladet 15. juni 2018
-----
Historien om Pione Sisto er historien om et exceptionelt talent med en stor kærlighed til verdens bedste legetøj. Men det er også historien om en træningsnarkoman fra Tjørring, som skulle lære, at fodbold i sidste ende handler om at vinde. Tipsbladet fortæller her historien om Pione Sistos snørklede vej til den største scene af dem alle: VM-slutrunden i Rusland.
Der er 750 meter fra boligområdet Bytoften i udkanten af Herning til boldbanerne i Tjørring Idrætsforening.
De 750 meter kan tilbagelægges på tre minutter på cykel, for man skal bare lige over Tjørring Hovedgade og hen ad Glimosevej; så er man i den lille klub, der bortset fra et par år omkring 2010 aldrig har været i de danske divisioner.
På disse baner kunne man i midten af nullerne ofte se to unge drenge rende rundt med en bold. Drible, sparke, lege. I timevis. " Ofte" er måske en underdrivelse, for det var nærmest hele tiden, de to brødre fra Bytoften var at finde på anlægget.
"Det var stort set lige meget, hvornår man kom ned på stadion; så løb han sammen med sin bror og spillede fodbold. Det var træningstime på træningstime på træningstime. Han havde bare altid en bold med, og de var dernede i sindssygt mange timer, hvor de spillede fodbold. Det var lige meget, hvornår på døgnet man kom ned på træningsanlægget. De var der altid et eller andet sted med en bold," siger Peter Lindholm.
Han er tidligere ungdomsformand i Tjørring IF, og han husker tydeligt den unge Pione Sisto, der som syvårig blev meldt ind i klubben og med det samme faldt i øjnene som et unikt talent.
"Allerede dengang var han helt exceptionel teknisk. Han kunne meget mere, end de spillere han spillede med. Det vidste man allerede i de helt unge år, og uanset hvor man kom hen, kendte de godt ham den mørke fra Tjørring, som kunne lidt mere end de andre. Han kunne noget helt fantastisk med en bold. Han var ikke ret gammel, men det var helt tydeligt, at han nok skulle blive til noget," siger Peter Lindholm.
I dag må man konstatere, at 23-årige Pione Sisto er blevet til noget. Efter fire stormfulde sæsoner i Superligaen blev han solgt til spanske Celta Vigo, hvor han med det samme slog til og blev fast mand i den spanske La Liga.
Nu venter karrierens foreløbige højdepunkt som en vigtig spiller på Åge Hareides danske landshold, der lørdag spiller den første kamp ved VM-slutrunden i Rusland.
Vejen hertil har været lang, hård og snørklet med nogle bump undervejs.
TALENT OG TRÆNINGSNARKOMAN
Pione Sisto har selv fortalt, at han i flere år inden klubtræningen havde spillet masser af fodbold med sin storebror Angelo hjemme hos familien i Bytoften, hvor drengene boede med deres forældre og søskendeflokken på i alt ni.
Det kan lyde hårdt at vokse op som flygtning fra Sydsudan med to lillesøstre, to storesøstre og fire storebrødre, men Familien Sisto har alle dage været kendt som en særdeles velintegreret del af lokalsamfundet i Tjørring, fortæller Peter Lindholm.
"Han var ikke særlig gammel, da han kom til Danmark, så han er altid blevet betragtet som en ganske almindelig Herning-dreng ligesom alle de andre. Han skilte sig ikke ud på anden måde, end at han var skide god til at spille fodbold," siger Peter Lindholm.
I en artikel i Jyllands-Posten fortalte Pione Sistos storebror, mentor og nuværende agent Angelo i 2014, at hårdt arbejde og dedikation er en vigtig værdi i familien.
"Hjemme i Sydsudan levede vores forældre af et lille landbrug, men da de flygtede herop, oplevede de jo en kæmpe forskel. I Danmark har de ældre knoklet for at opbygge velfærdssamfundet og har serveret det hele for de nuværende generationer, der ikke behøver slide så hårdt. I Sydsudan var det ikke sådan, så vores forældre er meget optagede af, at vi gør vores bedste. Når man har mulighederne, skal man også udnytte dem, sådan tænker vi i familien," sagde Angelo Sisto i artiklen fra 2014.
Her kunne man også læse, at søskendeflokken var i fuld gang med at uddanne sig inden for bygningskonstruktion, erhvervsøkonomi, informationsvidenskab og landbrugsøkonomi.
Familiens fodboldspillende medlem forstod imidlertid også, at der med store evner følger et vist ansvar, og Pione Sisto blev tidligt kendt for at tilbringe enorme mængder tid på træningsbanen.
Den totale dedikation fortsatte, da han i sommeren 2010 kom til FC Midtjylland, hvor han blot skulle bruge et par år på akademieet, inden han blev en del af Superliga-truppen under cheftræner Glen Riddersholm.
"Da han kom til Midtjylland, blev det hurtigt klart for os, at vi havde noget ekstraordinært mellem fingrene. Det var noget, man ikke ser ret ofte. Jeg har været fodboldtræner i 33 år, og der går ikke mange Pione Sisto'er på literen. Der går faktisk ikke én. Det var unikt," siger 46-årige Glen Riddersholm i dag.
Han fortæller den samme historie, som Peter Lindholm fra Tjørring: Den klejne knægt fra Sydsudan var en fantastisk dribler, der næsten altid befandt sig på træningsbanen.
"Jeg har oplevet mange spillere, der har trænet meget og været ekstremt målrettede, men jeg har aldrig oplevet en som Pione, der i så tidlig en alder har været så dedikeret omkring sin egen træning. Han fordoblede den træningstid, som de professionelle fodboldspillere havde i FC Midtjylland. Hvis vi skulle træne 18 timer om ugen, trænede Pione 36 timer om ugen," siger Glen Riddersholm, der husker tilbage på tiden i det midtjyske.
Som cheftræner arbejdede han ofte i klubben fra klokken otte om morgenen til klokken otte om aftenen; kun afbrudt af aftensmaden hjemme hos familien.
"Når jeg sent om eftermiddagen lige skulle sørge for at lukke af, inden jeg tog hjem, løb Pione rundt på Bane 1 med kegler og bolde og driblede. Og når jeg kom ned i klubben efter at have været hjemme, så jeg Pione løbe rundt på Bane 1 og selvtrænede. Han var der også, hvis jeg kom forbi anlægget i min ferie."
Læs også:Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub
"Det første år var jeg nødt til at trække ham til side og sige, at han skulle holde ferie. Jeg fortalte ham, at det var dejligt at se hans begejstring for spillet og kærligheden til fodbold, men at hovedet og kroppen også havde brug for at trække vejret," siger Glen Riddersholm.
I FC Midtjylland-truppen blev Pione Sisto kendt som den unge og glade dreng, der altid kom til træning i godt humør - og som altid var klar og klædt på til at spille fodbold.
"Jeg kører på ren glæde, jeg elsker at spille fodbold. Kristian Bak siger, at han er sikker på, jeg sover i mit træningstøj," fortalte Pione Sisto selv med et grin, da han blev interviewet til Tipsbladet i december 2014.
FRUSTRATION OG TRIUMF
Det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt Pione Sisto ville blive en profil på FC Midtjyllands Superliga-hold. Det var mere et spørgsmål om, hvornår han skulle bringes i spil. Glen Riddersholm og resten af trænergruppen var fast besluttet på, at den unge juvel ikke skulle vises for tidligt frem, men i stedet slibes til.
"Hans drible/ finte-egenskaber var unikke, og som helt ung knægt kunne han drive gæk med selv de mest erfarne Superliga-spillere i truppen. Han kunne virkelig bringe frustrationerne i kog. Dengang trænede vi meget enmod-en-spil, og der var ingen, der kunne komme i nærheden af ham. Men han skulle især lære to ting for at tage det afgørende skridt," siger Riddersholm.
"Han var nødt til at lære nogle taktiske holdepunkter omkring den defensive organisation. Der var han mangelfuld. Han kunne ikke indgå i en fodboldkamp på øverste niveau, hvis ikke han fik en større forståelse for, at t der skulle arbejdes begge veje, og hvordan han skulle positionere sig rent defensivt i forskellige spilsituationer," tilføjer han.
Når man bliver professionel fodboldspiller, holder fodbold op med at være noget, man spiller for sjov. Den ubekymrede leg med verdens bedste legetøj bliver erstattet af kravet om tre point næste søndag. En helt grundlæggende læring for Pione Sisto handlede derfor om at forstå, at fodbold på et vist niveau også er alvor. Det handler om at vinde.
"Når vi til træning lavede konkurrencer og spillede til to mål, var Pione slet ikke interesseret," siger Glen Riddersholm, der fortæller, at den unge kantspiller ofte slet ikke vidste, hvad stillingen var i en given kamp til træning.
"Jeg gav ham nogle konsekvensaktioner, når han ikke vidste, hvad stillingen var. Det gav mavebøjninger eller armstrækkere. Jeg var nødt til at lære ham det," siger Riddersholm, der også havde nogle dybere snakke med Sisto for at få vindergenet frem.
"Vi snakkede om Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, som han selvfølgelig så op til. Han troede, at de var gode, fordi de havde det største talent og fordi de trænede meget, men jeg måtte også forklare ham, at der var en forskel på dem og ham udover erfaringen. De vil vinde hver eneste gang, de går på banen, for man kan ikke være med i verdenstoppen i 10-12 år uden at man skeler til, hvad der står på måltavlen.
"Man kan ikke nå så langt uden at ville huskes for at vinde nogle trofæer. Det er en kæmpe drivkraft for de største atleter og fodboldstjerner i verden. De vil vinde. Den egenskab havde Pione ikke. Det var ikke gået op for ham. Det betød ikke noget for ham. Det var ikke noget, han prioriterede," siger Glen Riddersholm.
Af samme årsag ventede træneren længe med at give Pione Sisto en fast plads i startopstillingen hos FC Midtjylland, men selv da han blev en profil i Superligaen, krævede Sistos tilstedeværelse også ekstra fokus fra træneren.
"Jeg skulle også bruge tid på at forberede hans holdkammerater på at spille med ham. Fodboldspillere kan have svært ved at acceptere individualister. Der var spillere, som var utilfredse med, at Pione af og til tabte bolden," siger Riddersholm, der også havde været i FC Midtjylland, hvor flere erfarne spillere havde svært ved at acceptere individualisten Mohammed Zidan.
"Han havde også en anden karakter og personlighed end Pione, men generelt er det vigtigt, at individualisterne føler sig elsket og accepteret. Det gjorde Pione, selvom han også kunne være den, som alle bebrejdelser og frustrationer blev rettet mod," fortæller Glen Riddersholm, der på et tidspunkt tog et møde med klubbens erfarne spillere som Jakob Poulsen, Morten ' Duncan' Rasmussen, Kristian Bak og Petter Andersson.
"Jeg fortalte, at jeg godt kunne forstå deres frustration, men at de måtte indse, at vi i Pione havde en spiller, der kunne være med til at indfri deres drømme. Derfor var deres vigtigste opgave at beskytte Pione og indimellem se igennem fingre med, at han overdrev en dribling eller finte.
"Han havde brug for at finde noget tryghed til at turde at vise sit øverste niveau; derfor skulle de erfarne ikke være efter ham. De måtte gerne skælde ud, når det var på sin plads, men der var en balance mellem hvor meget og hvor lidt. Det var vi nødt til at justere. Derfra fik de erfarne spillere en større forståelse, og de støttede ham mere og mere. Derfor blev det en lykkelig historie med Pione," siger Glen Riddersholm.
I løbet af 2014 kunne han se Pione Sisto tage stormskridt og vokse til en profil i Superligaen.
Selvom FC Midtjylland måtte nøjes med bronzemedaljer i 2014, var der skabt et fundament, der gjorde klubben til suverænt førerhold i Superligaen i løbet af efteråret, hvor Pione Sisto var den helt store stjerne og blandt andet blev kåret til Efterårets Profil i Tipsbladet.
En skade satte ham ud af spillet i en stor del af forårssæsonen, hvor FC Midtjylland kæmpede for at vinde den første titel i den unge klubs historie. Efter et langt forløb kom han endelig på banen i 29. spillerunde med en halv time tilbage af hjemmekampen mod FC København.
Det var hans første tællende kamp i 2015, men for øjnene på fem fortryllende minutter havde han sørget for en assist og et drømmemål, der sikrede en 2-0-sejr til midtjyderne og reelt placerede mesterskabet i Herning.
"Når en ung spiller kommer ind og leverer to så store momenter under sådan et pres, ved man, at det er en ekstraordinær spiller. Det er et meget godt billede på, at det var ved at være slut med Superliga for Pione, fordi han ikke blev stimuleret eller udfordret nok," siger Glen Riddersholm.
Sisto endte imidlertid med at tage endnu en sæson i FC Midtjylland, hvor det både blev til DM-bronze og to store kampe mod Manchester United, men i august 2016 var det slut. Sisto skulle videre.
OP OG NED
I sommeren 2016 solgte Celta Vigo den offensive profil Nolito til Manchester City. Spanieren havde på tre sæsoner scoret 39 mål og havde et fremragende samarbejde med Iago Aspas, så det var store fodboldstøvler, der skulle fyldes ud af danske Pione Sisto, der ankom til Celta Vigo med et prisskilt på syv millioner euro på snørebåndene.
Træner Eduardo Berizzo gav ham tillid fra start, og selvom Celta Vigo tabte de første par kampe af sæsonen, holdt han fast i Sisto som en del af startopstillingen. Og så skete der noget. I løbet af en uge markerede Pione Sisto sig med scoringer i to kampe i træk.
Læs også:Telia stopper som sponsor i næste uge: Parken skal have nyt navn
Og hvilke scoringer: Et vidunderligt mål mod Espanyol på udebane efterfulgt af en kasse mod selveste FC Barcelona i en mindeværdig 4-3-sejr hjemme på Balaídos.
"Hans første mål mod Espanyol var uforglemmeligt, han var en nøglespiller i næsten hver eneste kamp i hans første sæson, hvor han sammen med resten af holdet nåede semifinalen i både Europa League og Copa del Rey," siger den spanske journalist Alfonso Garcia Martin, der dækker Celta Vigo for Radio Marca Vigo.
Reporterens analyse af Pione Sisto er den samme, som har præget fortællingen om dribleren gennem hele livet.
"Hans største kvalitet har uden tvivl hans enestående talent, hans hurtighed, hans afslutningsevne, hans driblinger og hans potentiale. Hans svaghed er de manglende evner til at træffe de rette beslutninger.
Mentalt viser han sig ikke som en stærk spiller, og han har svært ved at håndtere de udfordringer, han møder, og når han skal ofre sig selv i det defensive system," siger reporteren.
Pione Sistos første sæson i Spanien var altså en succes, og de gode takter fortsatte ind i efteråret 2017, hvor han en overgang var blandt de spillere i Europa, der havde leveret flest assists. Men så skete der noget.
Efter ni assists og to mål i efteråret, blev det blot til et enkelt oplæg og to scoringer i et ustabilt forår, hvor han tilmed startede på bænken i flere kampe under den nye træner Juan Carlos Unzué, der havde et større defensivt fokus.
Ifølge Alfonso Garcia Martin handlede Pione Sistos skuffende forår dog også om et klubskifte, der gik i vasken. I januar var der historier fremme om interesse fra Atletico Madrid, men den spanske reporter fortæller, at Sisto kunne været havnet på en endnu større adresse.
Da Ousmane Dembélé i september gik i stykker i en af sine første kampe for FC Barcelona, begyndte topklubbens scouts at holde øje med flere forskellige potentielle afløsere.
Catalanerne fulgte Celta Vigos kampe nøje, og de havde ifølge Tipsbladets oplysninger især øje for den tidligere FC Nordsjællandspiller Stanislav Lobotka - og for Pione Sisto, der spillede et strålende efterår og røg på listen over mulige køb. FC Barcelona kontaktede Celta Vigo og forhørte sig om Sisto, før topholdet valgte at gå efter - og til sidst købte - Philippe Coutinho i Liverpool.
"FC Barcelona viste interesse for ham i december efter Dembélés skade, og inden de hentede Coutinho. Jeg tror også, at det fyldte noget i Sistos hoved, at interessen ikke førte til noget, for efter december så vi i en ukendt og apatisk Sisto uden dedikation, som ikke havde samme drive i den mest afgørende periode i sæsonen, hvor Celta kæmpede for at slutte på de europæiske pladser," siger Alfonso Garcia Martin.
Trods den undervældende forårssæson har Sisto vundet mange hjerter i Spanien, og ifølge reporteren kan han meget vel stå foran et klubskifte denne sommer.
"Blandt fans vil der altid være folk, der støtter ham, og folk, som hader, at han dribler meget og mister mange vigtige bolde. Ligesom i livet vil der altid være folk, som elsker dig, mens andre hader dig. Men han er en unik fyr. Man skal bare se ham, når der er en smule solskin".
"En halv time før træning kan man opleve ham ligge med bare fødder på græsset og nyde naturen. Jeg tror, at han er faldet godt til i byen, men han har ikke været tilfreds med sine præstationer i den forgangne sæson. Hvis han leverer godt ved VM, er jeg sikker på, at Celta vil acceptere et tilbud på ham," siger han.
KRITIK OG KVALITETER
En dygtig dribler, der nogle gange træffer forkerte beslutninger og laver for mange fejl. Det mærkat har klistret til Pione Sisto lige fra Tjørring-tiden til den seneste landskamp mod Mexico, hvor han fik kritik på sociale medier og dumpekarakter i pressen efter sin indsats i den sidste testkamp inden VM.
Glen Riddersholm tvivler imidlertid ikke på Sistos kvaliteter, og han mener, at han har en vigtig rolle at spille for landsholdet.
"Det kan godt være, at han spillede en ikke så god halvleg mod Mexico, men det kræver noget mod at tage den fjerde dribling, når man har tabt bolden tre gange forinden. Der er nogen, der siger, at han skal træffe nogle mere hensigtsmæssige beslutninger, men jeg har stor respekt for det ekstreme mod, han har. Han kan godt fornemme stemninger, men han har så stor tiltro til sig selv. Han har så stor en gave," siger Riddersholm, der mener, at Sisto skal have plads til at folde sig ud - og fejle.
"IDanmark er vi dygtige til at hype spillere, og når vi så er blevet fortrolige med deres kvaliteter, begynder vi at få en fejlfinderkultur, hvor vi finder alle deres fejl. Det giver et ydre pres, som ikke er specielt gavnligt."
"Pione kan godt håndtere kritik, hvilket han har vist i hele sit fodboldliv. Også da han var knægt i Tjørring, og de andre forældre skældte ham ud, når han ikke afleverede bolden. De jublede så også, når han afgjorde kampene for dem. På det punkt er Danmark et specielt land med en speciel kultur i forhold til at give plads til enerne. Det lykkedes vi med på fantastisk vis i FC Midtjylland. Vi gav ham lov til at fejle og gav ham lov til at drible. Han er en ener, og det skal han have lov til at være," siger Riddersholm om sin tidligere elev, der er vokset fra umodent legebarn til en potentiel profil på det danske landshold. +.
SAGT OM PIONE SISTO
"Jeg er fodboldelsker, og han er jo en spiller, der både er interessant at se på, lad os være enige om det, men samtidig er han en effektiv fodboldspiller. Han er en ung fyr, der er god til at iscenesætte sig selv og måske også til at lave den sidste aflevering. Og så laver han mål."
MORTEN OLSEN, DAVÆRENDE LANDSTRÆNER (DR SPORTEN, MAJ 2015).
"En spiller af den kaliber bliver ikke hverdagskost i Superligaen. Jeg har ikke set et større fodboldtalent på et Superliga-stadion i Danmark end ham. Han kan noget, som vi aldrig har set andre kunne."
CLAUS STEINLEIN, DAVÆRENDE SPORTSDIREKTØR I FC MIDTJYLLAND (TIPSBLADET, AUGUST 2015.)
"Da han kom til klubben som syv-årig, var han allerede vanvittig. Man troede, det var løgn, at en syv-årig kunne drible en voksen mand. Ham dér skal vi passe på. Det er en guldklump, tænkte vi.
"KENT KALHØJ, UNGDOMSTRÆNER I TJØRRING IF (BT, MAJ 2015).
SAGT AF PIONE SISTO
" Jeg ved godt, at det er specielt, at jeg træner så meget, for det bliver alle ved med at fortælle mig, men jeg kan bare godt lide at løbe rundt med en bold. Hvis det så er lidt unormalt i forhold til flertallet, må det så være det, for det kan jeg jo ikke leve efter eller ændre noget på grund af." (JYLLANDS-POSTEN, AUGUST 2014) " Der var et kæmpe spring op til at spille voksenfodbold.
Tingene bliver noget mere seriøse, og det skulle jeg vænne mig til. Jeg skulle foran langt flere mennesker, og der var flere, der gik op i det, jeg gjorde. Flere meninger om tingene." (TIPSBLADET, DECEMBER 2014) " Fodbold vil altid være en hobby for mig. Jeg spiller fodbold, fordi jeg elsker det. Men fodbold vil aldrig være hele mit liv. Jeg har andet at give mig til end at sidde og se fodbold, når jeg holder fri. Jeg vil gerne være sammen med min kæreste og min familie." (EKSTRA BLADET, OKTOBER 2017).
Læs også:Avis: Pione Sisto på plads i FC København
Læs også:Avis: Pione Sisto forlanger kassen af FC København
Læs også:Andreas Skov Olsen tæt på ny klub