Video : Tipsbladet
Superliga

Topscorer vil blive i Superligaen

Han har sat ild i topscorerlisten i foråret, og i et interview med Tipsbladet erklærer Mohammed Fuseini sin store glæde ved livet i Danmark og Randers FC.

RANDERS (Tipsbladet): Mohammed Fuseini er blevet et kæmpestort hit i Randers FC og Superligaen, hvor forsvarsspillere og modstandernes cheftrænere lynhurtigt har lært at respektere den ghanesiske forward.

Fredag spiller han sæsonens allersidste Superliga-kamp, når Randers FC er i Parken for at jagte en overraskelse mod FC København, der trods de seneste tre måneders ustabilitet og skuffende tredjeplads stadig er storfavorit til at tage den Conference League-billet, der er på højkant.

Jeg synes selv, det er en af mine bedste beslutninger i karrieren at tage til Randers

Mohammed Fuseini

Men der venter også et andet, stort spørgsmål for Mohammed Fuseini og Randers FC, da deres samarbejde slutter sammen med lejeaftalen efter kampen i København.

Randers FC har helt tydeligt lyst til at forlænge samarbejdet og arbejder på højtryk på at få en aftale, Randers nok allerhelst ville have blev permanent.

Om det så også ender sådan er indtil videre uvist, men Mohammed Fuseini er selv klar til at fortsætte i klubben efter en halvsæson, ghaneseren er enormt glad og stolt over.

- Jeg fokuserer først og fremmest på at få sæsonen spillet færdig, og så skal vi sætte os ned og tale tingene igennem og se, hvordan mulighederne er, siger Mohammed Fuseini til Tipsbladet.

- Jeg synes selv, det er en af mine bedste beslutninger i karrieren at tage til Randers. Den her klub har betydet så meget for min karriere, selvom der ikke er gået så længe siden mit skifte. Jeg føler mig hjemme her i klubben, det føles virkelig godt at være her, og jeg ville elske at fortsætte i Randers, siger Mohammed Fuseini.

Forwarden var reserve i Sturm Graz, da Randers hentede ham i januar-transfervinduet, og både Fuseini og ledelsen i klubben giver assistenttræner Fatah Abdirahman en betydelig del af æren for succesen.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Foto: Alamy

Abdirahman er tidligere træner i Right To Dream, det ghanesiske akademi, der arbejder sammen med FC Nordsjælland, og efter at have arbejdet med Fuseini i Ghana havde den 32-årige Randers-assistent en glohed anbefaling med, da han kom til Randers sidste sommer for at blive del af Rasmus Bertelsens team.

- Det er først og fremmest på grund af Fatah, at jeg er her. Han blev ved med at holde kontakten, også efter han havde været hos Right To Dream. Han smsede tit til mig for at høre, hvordan jeg havde det, også da jeg tog til Østrig. Han er så vigtig for mig, og jeg er godt nok glad for, at jeg lyttede til ham og kom her til Danmark, siger Mohammed Fuseini med et grin.

- Den her klub betyder meget for mig allerede, selv om jeg ikke har været her ret længe. Jeg spillede ikke så meget, som jeg gerne ville i Østrig, men klubben her så potentialet i mig og troede på mig. Jeg har svært ved at udtrykke, hvor meget folk her betyder for mig. Det er som én stor familie, siger Randers-forwarden.

Tipsbladet har tidligere berettet, hvordan Randers har en frikøbsklausul på Fuseini, der ligger relativt tæt på fem millioner kroner.

Med klare signaler fra Sturm Graz om, at man er villig til at sælge forwarden, kan det dog ikke udelukkes, at Randers kan få en billigere aftale.