FC Nordsjælland er i færd med at sælge Ernest Nuamah til den største transfersum nogensinde i Superligaen, og i næste uge kan Kamil Grabara blive den dyreste målmand nogensinde i Danmarks bedste række med tanke på den interesse, der er for den unge og dygtige målvogter fra Polen.
Denne sommer har vi allerede set flere spillere blive solgt for nogle af de største beløb nogensinde fra Superligaen, og Ernest Nuamah sætter uden tvivl en dansk rekord.
Men hvordan er det så gået de spillere, der er sendt ud fra Superligaen, og som er blevet mødt med store forhåbninger på deres nye hold?
Vi har set nærmere på de 15 største spillersalg i Superligaens historie.
Kamaldeen Sulemana
Ghaneseren var overlegen i Superligaen i sæsonen 2020/21, hvor han tog over som FCN's store 'impact'-spiller efter Mohammed Kudus.
I Rennes dukkede der skader op og en langt hårdere kamp om pladserne, men der var stadig så meget gods i den unge landsholdsspiller, at Rasmus Ankersens Southampton tog chancen i slutningen af januar i år i forsøget på at skaffe overlevelse i Premier League.
Det gik ikke, og nu kunne Sulemana meget vel ryge videre op til transferdeadline frem for at tage en sæson i Championship.
Tipsbladets dom: Bestået
Alexander Sørloth
FC Midtjylland fik forhandlet utrolige 45 millioner kroner i hus på to ekstra klausuler hen under transferdeadline i januar 2018, hvor Crystal Palace mærkede nedrykningsfaren og var desperat efter forstærkninger.
Det gik overhovedet ikke i Palace, men det gjorde det til gengæld i 2019 på et lejemål i Trabzonspor, hvor nordmanden bombede så meget, at RB Leipzig slog til troen på, at man havde en ny superstjerne. Det blev nordmanden ikke i Bundesligaen, men til gengæld var han med til at spille Real Sociedad i Champions League og blev i sidste måned solgt til Villarreal.
Tipsbladets dom: Bestået
Hákon Haraldsson
Er lige begyndt i Lille, hvor han har været i startopstillingen i de to første spillerunder i Ligue 1.
Tipsbladets dom: For tidlig at vurdere
Gustav Isaksen
Isaksen debuterede mod Lecce, hvor Lazio skuffende tabte med Isaksen på banen i de sidste 35 minutter af kampen.
I Lazio skal den unge dansker og hans træner balancere kampene mod de store klubber, hvor Isaksens evner som kontraspiller kan blomstre, med de mange kampe især hjemme, hvor Lazio forventes at dominere.
Tipsbladets dom: For tidlig at vurdere
Victor Kristiansen
Ligesom med Crystal Palaces køb af Alexander Sørloth fem år inden for Victor Kristiansen en spiller, der kom til Premier League for at deltage i en overlevelseskamp. Og Leicester fejlede gevaldigt med en defensiv, den purunge dansker ikke alene kunne løfte, så man rykkede ud af bedste række trods 51 scorede mål, hvilket plejer at være nok til at blive.
Victor Kristiansen har naturligvis ikke glemt, hvordan man spiller venstre back, så nu skal han enten spille Leicester tilbage i Premier League eller til en af de klubber, der har luret på ham på transfermarkedet denne sommer.
Tipsbladets dom: For tidlig at vurdere
Mohamed Daramy
Ajax-skiftet gik jo med al tydelighed ikke, som nogen havde håbet, men Mohamed Daramy fandt igen fodfæstet i Superligaen i sidste sæson.
Den københavnske klubledelse håbede, man kunne få Daramy handlet fri af Ajax, men efterspørgslen viste sig at være så stor, at mesterklubben ikke havde en chance. Daramy blev i stedet solgt til Reims og scorede i sin debut i sidste weekend.
Tipsbladets dom: Fiasko i Ajax, ny chance i Reims skal gribes
Jonas Wind
Når vi ser på spillerpriserne denne sommer i Superligaen, forekommer 90 millioner kroner for en landsholdsspiller for 19 måneder siden som et lille røverkøb af VfL Wolfsburg.
13 mål i 39 Bundesliga-kampe, heraf to i seneste spillerunde, er udmærket og kan meget vel blive til mere i de kommende 18 måneder, og Jonas Wind har kurs mod at blive den relativt sjældne succeshistorie på listen over angribere, der skifter direkte fra Superligaen til en af verdens fem største ligaer.
Tipsbladets dom: En foreløbig succes
Denis Vavro
Når han er i topform, er han nok den bedste fysiske forsvarsspiller i Superligaen. Men der er også down-perioder som den, Vavro gennemlever i disse uger, og sådan én gennemlevede slovakken i Rom.
Til stor undren i dansk klubfodbold kunne Lazio end ikke finde pladsen til at give Vavro chancen, og efter en kort lejeaftale i Spanien hos Huesca vendte Vavro sidste år tilbage til FC København.
Slovakken er forståeligt nok en stor favorit blandt FCK's fans og bliver et vigtigt kort for FCK, hvis man kommer i Champions League. Men hans eksempel viser også, hvor langt der kan være fra niveauet og kravene i Superligaen til en forsvarsliga som den italienske.
Tipsbladets dom: Fiasko i Lazio
Mohammed Kudus
Ajax spillede en rædsom sæson i 2022/23, men Mohammed Kudus var en af undtagelserne fra alt det triste i den hollandske storby, hvor nedturen har ført en helt uhørt udrensning med sig og den meget usædvanlige ansættelse af tyske Sven Mislintat som sportsdirektør.
Kudus har hele sommeren været i spil til et skifte væk fra Ajax, vel at mærke med Mislintats velsignelse, da der er brug for dækning af et kommende underskud uden Champions League-fodbold og tiltrængte forstærkninger til førsteholdet. Længe lignede det et skifte til Brighton, men nu peger pilen mod en af de større klubber, muligvis i London, der skal betale i hvert fald 300 millioner kroner for ghaneseren.
Ligesom med tilfældet Jonas Wind får man den tanke, at 75 millioner kroner var overordentlig billigt sluppet for Ajax tilbage i corona-tristessen i 2020.
Tipsbladets dom: Stor succes i Ajax
Robert Skov
Skov var i den grad hot, da han oven på en kanon-sæson i Superligaen kom til Hoffenheim og viste lovende takter i den første sæson.
Trænerskifter og den første større kollektive nedtur i Hoffenheims årti lange optur har også ramt Robert Skov sammen med skadesproblemer, og her med et år tilbage til kontraktudløb og en uges tid til transferdeadline er Skov en spiller, flere tænker på i forhold til en ny transfer.
Tipsbladets dom: På kanten af ikke-bestået
Andreas Schjelderup
I FC Nordsjælland må de sidde og lure lidt på, hvad det var, der hastede så meget for Benfica, at de pinedød skulle købe den norske teenager fri i januar mod FCN's vilje.
Fem kampe på reserveholdet i næstbedste række, dernede hvor FC Midtjyllands nyligt indkøbte feederklub CD Mafra spiller, og et enkelt minut i bedste række og i Super Cup-finalen her i sommer mod FC Porto er et uhyggeligt beskedent output. Men omvendt er det også den normale vej til førsteholdet i Benfica, så supertalentet Schjelderup skal nok snart få en større rolle at spille end at se god fodbold fra bænken.
Tipsbladets dom: For tidlig at vurdere
Frank Onyeka
Efter en langsom start har Onyeka spillet en del for Brentford de seneste 18 måneder, og hvor FC Midtjylland i sommeren sidste år spurgte midtbanespilleren og Brentford, om et lejemål tilbage til Danmark var noget, er der nok nu så mange kampe på CV'et, at landsholdsspilleren ikke vender tilbage til FCM.
Om Onyeka har hurtigheden til at etablere sig i Premier League kan man dog tvivle på, men så er der andre steder, hvor der også spilles god fodbold og er brug for en balancespiller på midten.
Tipsbladets dom: På kanten af ikke-bestået
Emre Mor
Kom til Dortmund cirka samtidig med Alexander Isak, og ingen af de to dygtige spillere formåede Dortmund at forløse.
Mor kom siden til Galatasaray, Olympiakos og Celta Vigo, før karrieren for alvor måtte genstartes med en aftale i den ydmyge Istanbul-klub Fatih Karagümrük. Derfra tog Emre Mor et stort skridt op til Fenerbahce, hvor han spillede flere kampe fra bænken end i idealopstillingen i sidste sæson. Mor er stadig et helt gudsbenådet fodboldtalent, der kan meget af det samme som en Neymar med kuglen – problemet er stadig at vægte de forrygende driblinger med at være effektiv (kedelig) det meste af tiden.
Tipsbladets dom: En fiasko i Dortmund, tumultarisk karriere siden da
Raphael Onyedika
Han nåede kun én sæson i Superligaen, men man kan få tanken, at Onyedika var den spiller, FC Midtjylland savnede allermest på vejen mod en skuffende syvendeplads i seneste sæson, selvom Emiliano Martínez gjorde det flot.
Onyedika trådte straks ind på Club Brugges mandskab, der gjorde det forrygende i Champions League, og nigerianeren var på et kort visit i Danmark denne sommer, da Club Brugge tabte 0-1 i Conference League-kvalifikationen til AGF. 22-årige Onyedika ligner en spiller, der inden for et års tid kan komme til en af Europas fem største ligaer.
Tipsbladets dom: En stor succes i Club Brugge
Evander
Alle mulige storklubber var i spil undervejs, og ved flere lejligheder faldt et klubskifte til jorden i sidste øjeblik. Så det endte med at blive Portland, der fik fingre i Evander, og nu er det så det amerikanske publikum, der nyder godt af Evanders gode afleveringer og en ypperlig sparketeknik. Manglende speed har nok i sidste ende betydet en del for de europæiske klubskifter, der ikke endte med at blive til noget, og med en amerikansk liga i vækst er det ikke sikkert, vi får brasilianeren at se i Europa igen.
Tipsbladets dom: For tidlig at vurdere trods godt udlæg i USA

Vild Superliga-transfer: ‘Det glemmer jeg ikke’

Jakob Michelsen ser FC Midtjylland-angriber an

Arsenal skuffede gevaldigt mod West Ham

Kurs mod Europa-eventyr: Bo H. vandt igen!

United får uafgjort efter vildt drama

Hermansen kogte over af frustration: Et godt tegn

Stærk FCK-trup klar til kæmpe kamp

FCM forlænger med kæmpetalent

Sorry, BIF og AGF: FCK og FCM langt foran jer

Skabte panik før dansk kæmpe-kamp

Lyngby-cheftræner utilfreds med exit

Hvide lamper: AGF har udsolgt i stadion-premiere

Don Ø: FCM er meget klogere end FCK

Kovending – det skulle have været Thomas Frank

Dommer straffes for at bede Messi om autograf

Afsløring: Lang kontrakt til FCM-komet

Bizart: Angriber flået ud efter scoring

– Det er klart, at stemningen ikke er fantastisk

– Det er bare fucking svært!

Guldfugl til Superliga-klub: I kan godt glæde jer!

Amorim beklager: En misforståelse med Eriksen

Mikkel Damsgaard ustoppelig: ‘En magiker’

‘Chido Obi-Martin var usynlig i længere perioder’

Dagens Spilforslag: Griffe kan drille trætte Inter

Damsgaard-show nedlagde Hermansen og co.

– Det er pisseirriterende

– Det vil være super skuffende!

26 minutter i Superligaen: Jeg har en god kontrakt

OB skuffer fælt

Lyngby og Randers i tåget nulløsning

Han må være så frustreret!

Jubler over Jens Stage

Jackpot, Brøndby – nu koster han tæt på 40 mio.

Eksperter har sat kombineret FCK- og FCM-hold

Her er de 12 spillerbudgetter i 1. Division

Sådan endte kampen mellem Lyngby og Randers

Viborg FF – Silkeborg IF

Sådan stiller Lyngby og Randers op

Profil er tilbage i Superligaen: Fik mange tilbud

Jaloux på Thomas Frank: Forbilledligt!

Koncentrationssvigt: Alle kan spille dårlig kamp

Jubler over tilgang af ‘stort talent’ fra FCK

FC København – FC Midtjylland

Kæmpe Superliga-farce: Det er utroligt!

Skræklodtrækning for FC København

Vejle Boldklub – Brøndby IF

Frederik Birk roser konkurrent: ‘Topfyr’

Man Utd får svær modstander i Europa League

Profiler stadig ude – særlige tiltag i Brøndby

FC Nordsjælland – Sønderjyske

Kæmpe brag venter i Champions League

Lodtrækning: Hvem trækker FCK i Conference League?

Vender hjem: Henter tidligere FC København-bomber

AGF – AaB

Set af over 400.000