Video : Tipsbladet
Superliga

Tøffe hylder Silkeborg: Køb I bare ham, Brøndby!

Tipsbladets kommentator Stig Tøfting hylder Superligaens tophold, der bliver ved med at imponere stort under Kent Nielsens ledelse.

Det går udmærket.

Sådan ville de nok selv sige i Søhøjlandet, hvor man er notorisk kendt for ikke at rutte med de store armbevægelser.

Ifølge Stig Tøfting går det decideret fremragende i Silkeborg IF.

Tipsbladets kommentator løfter på kasketten for Silkeborg IF, der i sidste sæson sneg sig med i mesterskabsspillet og vandt pokalturneringen og i denne har bragt sig på førstepladsen i Superligaen efter fem runder. I Europa pressede man den belgiske traditionsklub Gent til det yderste. 

Alt sammen med ét af Superligaens mindste budgetter.

- Det er jo for fanden bare sådan med Silkeborg, at de spiller flot fodbold, konstaterer Stig Tøfting og fortsætter:

- Jeg har spået Silkeborg til at komme i top seks i denne sæson, og den forudsigelse må siges at være kommet godt fra land. De gør det rigtig godt. I går slog de så FC Nordsjælland 4-1 - jeg kan ikke sige andet end, at jeg er imponeret.

Men heller ikke i Søhøjlandet vokser træerne ind i himlen, mener Stig Tøfting, der er sikker på, at Kent Nielsens mandskab trods alt ikke kommer til at spille en rolle i guldkampen.

- Nej, nej, nej. De skal nyde det her moment, for det, det gælder om for Silkeborg, er ikke at have nogen hovedpine, når vi kommer til slutningen af sæsonen, og lige nu er de da på vej til at sikre, at de ikke har noget at bekymre sig om i foråret. Den situation har ikke ændret sig, selv om Silkeborg er kommet flyvende fra start.

Foto: Alamy

"Tonni to-mål"
Én af de store helte i Silkeborg IF i denne sæson har været Tonni Adamsen - eller "Tonni to-mål", som man efterhånden kan døbe angriberen fra Taastrup. Ikke færre end fire gange er 29-årige Adamsen blevet dobbelt målscorer i denne sæson - senest søndag mod FC Nordsjælland.

- Han har et fremragende venstre ben, det må jeg give ham, lyder det fra Stig Tøfting:

- Han spillede ikke altid på sin favoritposition, da Alexander Lind var i klubben, men det gør han nu, og det er helt tydeligt, at han er bedst som 9'er. Tidligere har hans krop ikke helt været til at kunne begå sig i topfodbold, og det er grunden til, at han først er slået igennem i en sen alder. Jeg skal ikke kloge mig på, hvordan han træner, men han kan i hvert fald lave mål, og han virker fit.

Tonni Adamsen kom til Silkeborg IF fra FC Helsingør i sommeren 2022 - han har to år tilbage af aftalen, som ikke er blevet forlænget på noget tidspunkt. Bør Silkeborg overveje at belønne Adamsen med en ny og forbedret aftale?

- Det kan da godt være, han har gjort sig fortjent til det, men det er ikke sådan, jeg kender Silkeborg. Og omvendt skal man jo heller ikke give en spiller mere i løn, bare fordi han gør det godt i en periode. Med den logik kan man jo også argumentere for, om man så skal trække ham i løn, når han ikke har scoret i seks kampe? Sådan fungerer det ikke, fastslår "Tøffe". 

Han formoder, at de mange mål har medført en vis interesse fra andre klubber. 

- Hvis hans krop er i orden, kan jeg ikke se, hvorfor han ikke skulle være aktuel for udenlandske klubber. Men Silkeborg bliver nok svære at forhandle med, for de kan ikke bare sælge alle deres spillere. Men hvis det rigtige tilbud kommer, vil Silkeborg naturligvis være lydhøre, siger Stig Tøfting.

Han mener, at Tonni Adamsen sagtens kunne være et emne i Brøndby IF.

- Jeg synes, Brøndby mangler én som ham. Mathias Kvistgaarden gør det godt, men Brøndby har også brug for noget bredde i truppen. Jeg er ikke sikker på, det matcher strategien i Brøndby at hente en 29-årig angriber, men for min del mener jeg bestemt, at Brøndby sagtens kunne byde en pose penge for Tonni Adamsen. 

Foto: Alamy

Kent Nielsen som landstræner?
Kent NIelsen er hjernen bag Silkeborgs succes, som efterhånden har stået på i nogle år. I DBU er ledelsen med Peter Møller i spidsen som bekendt på udkig efter en ny landstræner, og Silkeborgs succesmager kunne sagtens være et emne, mener Stig Tøfting.

- Selvfølgelig! Jeg tror ikke, det er i tråd med, hvordan DBU tænker, men jeg ville være helt rolig med Kent Nielsen som dansk landstræner, siger Tipsbladets kommentator og tilføjer:

- Jeg synes også, han har den perfekte alder, 62, til at være landstræner. Jeg synes, de yngre trænere skal være ude på fodboldbanen hver dag, og så kan det lidt ældre trænersegment, som Kent Nielsen tilhører, tage et landstrænerjob. Spørgsmålet er selvfølgelig, om Kent Nielsen er enig med mig. Det er jeg ikke sikker på. 

- Og så vil Kent Nielsen have den fantastiske egenskab som landstræner, at han er fuldstændig fløjtende ligeglad med, hvem han udtager. Der er ingen stjerner, der kan vide sig sikre. Han udtager kun de spillere, der har fortjent det. 

Rundens top:
Brøndby led en stor skuffelse i Polen i torsdags, så det er imponerende, som de formår at rejse sig med en flot 4-0-sejr i Aalborg. Jeg har jo sagt hele sæsonen, at jeg synes, Brøndby har spillet god fodbold - de gjorde de så sandelig også mod AaB.

Rundens flop:
FC København smider point hjemme i Parken mod Viborg, og det er rundens flop for mig. For første gang i mine 15 år som klummeskribent har jeg skrevet om den samme klub to uger i træk, og det gjorde jeg med FCK i weekenden. Jeg tror, folk efterhånden er klar over, hvad jeg mener om FC København.