Transfervurderingen er fra Tipsbladet fredag og kommer også de følgende tre fredage. Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet og kan også få det leveret til døren - se mere her.
AGF
3 af 6 bolde
AGF sagde farvel til stamspillerne Mustapha Bundu, Mustafa Amini (der vendte tilbage på en mikrokontrakt for at holde sig i gang) og Jakob Ankersen og købte i stedet Patrick Olsen for adskillige millioner kroner i AaB og hentede Milan Jevtovic, Søren Tengstedt og Kamil Grabara.
Målmanden Grabara har spillet uden helt at nå sit meget høje niveau fra forrige sæsons første lejemål, Patrick Olsen har været habil, uden at han endnu er blevet lige så afgørende, som AGF håber, mens Jevtovic har været indskifter, og Tengstedt har døjet med en skade.
Man kan sagtens se alle fire få betydelig succes i AGF, men de og holdet mangler nogle procent endnu. Som handler rammer de samlet set middelniveau her efter de første 13 runder i sæsonen med en lille risiko for forværring og en lidt større chance for, at vi når op på en højere karakter, når vi igen ser tilbage til sommer.
Vejle
4 af 6 bolde
Raphael Dwamena lignede en vaskeægte forstærkning og scorede et par mål i Vejles stærke sæsonstart. Ærgrelsen var stor, da de hjerteproblemer, der havde ødelagt tiden i Spanien, dukkede op igen, for forwarden var på rekordtid blevet en vellidt og vigtig mand på og uden for banen.
Den defensive midtbanespiller Saied Ezatolahi fra fodboldgale Iran blev hentet på fri transfer i russiske Rostov, og han er en af sæsonens bedre signings i Superligaen som dygtig bølgebryder og boldfordeler i oprykkernes maskinrum.
Allan Sousa er kommet tilbage fra et lejemål i Belgien og har klaret sig betydeligt bedre, end han gjorde på sin første tur i Superligaen med VB, mens Matthew Briggs, Kevin Yamga og Alexander Brunst var hentet til bredden.
Selvom svenske Alexander Milosevic trækker ned og allerede er stoppet igen i klubben, ender VB lige nøjagtig på karakteren fire i stedet for tre, da Ezatolahi og reintegrationen af Sousa giver oprykkerne to meget store plusser i transferbogen.
FC Nordsjælland
4 af 6 bolde
Traditionen tro hentede FC Nordsjælland ikke specielt mange spillere, da der var transfervindue fra august til oktober 2020.
Coronavirussens hærgen i fodbold, fodboldkalenderen og fodboldøkonomien gav FC Nordsjælland en fordel med det fornemme samlebånd af dygtige unge spillere, der kommer fra ungdomsafdelingen, så man kunne nøjes med at give kontrakter til veteranen Johan Djourou og den lejede Martin Vantruba, en 22-årig, håbefuld målmand fra Slavia Prag.
Djourou har spillet en række gode og enkelte mindre gode kampe for FC Nordsjælland, der fortsat er et af ligaens mest offensivt indstillede hold, mens Vantruba er på bænken, så som handler er de to ikke i nærheden af at svinge sig op på mere end en middelkarakter.
Læs også:Ny træner forventer det uventede i test mod Superliga-hold
Læs også:Leder: FCN får voldsomt rig ejer - hvad vil de i Danmark?
Læs også:Lider med FC Nordsjælland-spiller: Vi havde alle tårer i øjnene
Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub
Læs også:Gigantisk formue: Så stenrige er FC Nordsjællands nye ejere