AGF havde inden det nye år bebudet et aktivt transfervindue, og nu kan klubben præsentere endnu en ny spiller. Denne gang er det den tidligere OB’er Frederik Tingager.
For et år siden skiftede Tingager ellers til tyske Eintracht Braunschweig, men han blev i slutningen af december sat fri fra sin kontrakt. Det har AGF altså nu udnyttet.
Frederik Tingager skifter med øjeblikkelig virkning til AGF, hvor han har fået kontrakt frem til sommeren 2021.
- Vi kender Frederik fra hans tid Superligaen, hvor han virkelig brændte igennem for OB og velfortjent fik muligheden i Tyskland. Frederik er en duelstærk spiller og til trods for sin højde er han både mobil og dygtig med bolden. Samtidig er han en hårdtarbejdende spiller, der ikke slår op i banen, når han møder modgang - så han har hele pakken til at være en god forsvarsspiller i AGF.
- Så vi glæder os over, at det er lykkes at få Frederik til AGF og vi ser nu frem til at se ham i den hvide trøje, siger sportschef i AGF, Peter Christiansen.
Det er den anden spiller på samme dag, som bliver præsenteret, efter AGF tidligere offentliggjorde Alexander Munksgaard.
- Det er fantastisk, at vi har sikret os to så dygtige spillere. Det er lidt tilfældigt, at det falder på plads begge spillere så relativt kort tid efter hinanden. Men det er bare godt, så både Alexander og Frederik er klar til at starte med truppen på mandag, siger sportschefen.