Tilfældighed og talent bag Cornelius-succes

FC København har netop solgt guldfuglen ANdreas Cornelius til Premier League-oprykkerne fra Cardiff. Få her historien og en ide om, hvor hurtigt Andreas Cornelius har udviklet sig fra et talent til en eftertragtet vare i en af verdens stærkeste ligaer.

Sådan præsenterede Tipsbladet Andreas Cornelius 7. september 2012:

Kometen Cornelius

Samme dag som Danmark tabte den afgørende EM-kamp til Tyskland i Lviv, scorede Andreas Cornelius et dunder af et frisparksmål på vejen mod et sjældent dansk ungdomsmesterskab for FC København. Nu, knap tre måneder senere, er landsholdet og Cornelius forenet efter en forbløffende hurtig udvikling hos den unge angriber, der nu ikke bare pludselig vågnede op som en smuk svane en morgen, som hans ungdomstræner Brian Riemer beskriver det. Men hvordan blev Cornelius så så god, og hvordan var vejen fra at være en lille venstrekant til en stor og stærk forward med landsholdspotentiale?

”Det er slet ikke aktuelt. Overhovedet ikke. Det er for tidligt.”

Morten Olsen var meget klar i mælet, da han før testkampen mod Slovakiet blev spurgt om muligheden for at se FCK-kometen Andreas Cornelius på landsholdet mod Tjekkiet, men nu er der gået tre uger, og en onsdag formiddag kommer den 193 cm høje Cornelius gående i kondisko henover grønsværen på Helsingør Stadion. Han sætter sig ind i udskiftningsboksen med udsigt til blafrende Dannebrog og UEFA-flag, trækker fodboldstøvlerne på og er klar til sit tredje træningspas med det danske landshold før kampen mod Tjekkiet.

Men hvad er der sket, siden Morten Olsen i den grad har ændret mening?

”For det første kan vi ikke bruge Bendtner, for det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Og for det andet, har han gjort mine ord til skamme, og det glæder mig. Længere er den ikke,” siger landstræneren nu om den 19-årige angriber, der har en travl tid ved banden foran den fremmødte presse.

For han er der i samtlige 20 minutter af mixed zone og går fra kamera til kamera, fra blok til blok, og det selv om han også var i søgelyset både mandag eftermiddag og tirsdag formiddag. Men det kan vanskeligt være anderledes, når man er kommet ud af det blå, eller rettere FC Københavns School of Excellence, og med seks mål i otte Superliga-kampe i denne sæson hurtigt har fyldt en del af hullet efter den dobbelte Superliga-topscorer Dame N’Doye, og nu endda også er blevet udtaget til A-landsholdet med blot et nyligt kvarter på Færøerne for Morten Wieghorsts U/21 som ballast.

Men han tager det roligt og siger de rigtige ting uden at være ligegyldig. Han har et glimt i øjet, og han går gerne lidt ned i knæ, så højden passer med et opstillet tv-kamera, mens alle forsøger at få historien om Andreas Cornelius før den mulige debut i den meget vigtige VM-kvalikationskamp mod Tjekkiet på lørdag i Parken.

”Men han er også en meget sjov historie og en historie, der kan være en inspirationskilde for mange unge, for han er kommet fra baghjul og har taget det skridt for skridt hele vejen igennem,” siger FC Københavns assistenttræner Brian Riemer, som Cornelius selv fremhæver som en nøgleperson i sin udvikling som fodboldspiller.

Med på et afbud
Andreas Cornelius er født på Amager og er vokset op på Islands Brygge. Sin første fodbold spillede han i den lille klub Hekla, men han skiftede hurtigt til de større og bedre faciliteter i Fremad Amager, før han som førsteårs-drengespiller rykkede til KB. Og to år senere kom Brian Riemer så ind i billedet i forbindelse med FC Københavns ungdomssatsning School of Excellence.

”Jeg lærer første gang Andreas at kende, da han er blevet rykket op på U/17-holdet, og jeg følger ham i de to år. Han var fast mand, men han var ikke manden i boksen. Den plads sad Kenneth Zohore på, så Anderas spillede venstre kant. Der var han en fin spiller, men han var ikke en profil på holdet. Han var fysisk stærk, men han var stadig ret ukoordineret i sine bevægelser, og så var han heller ikke helt afklaret omkring de ting, han kunne gøre i forhold til sig selv i sin udvikling og i forhold til holdet.”

”Efter et par år kommer han så op til mig på U/19-holdet, og der bestemmer jeg mig for, at han skal være decideret angriber [på det tidspunkt er den et år yngre Zohore rykket op i seniortruppen under Ståle Solbakken], for han har jo både størrelsen og fysikken, og der går så ikke mere end halvanden måneds tid, før han begynder at levere fast på højt niveau og score masser af mål.”

”Så man tænker, at det her ser rigtig godt ud, og så var det, at jeg snakkede med U/18-landstræneren Per Andersen en dag i oktober 2010. 1993-årgangen har altid været kendt som en af de svagere årgange, og nu var han helt nede, for de havde lige tabt 5-1 og han manglede både en målmand og en angriber. ”Jamen, det har jeg da, Per,” sagde jeg, men han slog det hen. Men så ringede telefonen om aftenen, for han havde tænkt over det og ville gerne have Andreas med til kampen mod Schweiz. De tabte godt nok 2-1, men Andreas leverede varen, og siden da har han spillet alle de U-landskampe, han kunne,” fortæller Brian Riemer.

Mesterskab med mestermål
Med den sene U-landsholdsdebut i bagagen voksede Cornelius bare videre på FCK’s ynglingemandskab.

”Efter juleferien var han en af de bedste hver gang, og så er det jo, at man synes, at det begynder at blive lidt spændende, for han var jo kun førsteårs, så hvad kunne det her ikke blive til. Og det fortsatte året efter, hvor han nok var holdets vigtigste mand, både i kraft af de mange mål men også på grund af sin fysiske udstråling. Han fyldte jo for to på holdet.”

”Han var også dominerende på reserveholdet, og sidste vinter kom han så med førsteholdet til La Manga, hvor han fik en halvleg mod russiske Ansji og igen gjorde det rigtig godt. Jeg kan huske, at CV [sportsdirektør og daværende cheftræner Carsten V. Jensen] sagde, at ”han er fremtidens mand,” og i løbet af foråret fik Andreas også et par indhop i Superligaen i afgørende kampe, selv om der sad mere rutinerede spillere på bænken. Så der begyndte man for alvor at tro på, at det her kunne blive til noget stort,” siger Brian Riemer.

Cornelius debuterede i Superligaen den 9. april med de sidste 10 minutter ude mod AGF i 0-0-opgøret, og klip fra kampen viser en energisk angriber, der så gerne vil, men sjældent får bolden og kroppen med sig i perfekt symbiose. Mest bemærkelsesværdig er faktisk nærkampen med målmand Steffen Rasmussen, der går op for at vippe en høj bold over overliggeren, men ender inde i netmaskerne efter en kropstackling af en ung FCK-angriber.

Fem uger senere fik han 20 minutter mere i Superligaen mod FC Midtjylland, mens han måtte kigge til fra bænken, da FCK tabte mesterskabet til FC Nordsjælland trods sejr i den sidste kamp i Parken mod Silkeborg. Men Cornelius vandt nu et mesterskab alligevel.

Samme dag som hans hold i denne uge skulle spille en afgørende kamp mod Tyskland i ukrainske Lviv rejste FC Københavns U/19-mandskab nemlig til Herning for at spille om det danske mesterskab i en direkte finale mod FC Midtjylland. FCK førte på forhånd tabellen, men med en sejr på tre mål kunne FCM rykke fordi, og der blev også lagt et tungt pres i løbet af 1. halvleg. Men så slog Cornelius til.

Fra 30 meter dunkede han et frispark over muren med vristen på venstrefoden, og bolden dykkede perfekt og Ronaldo-agtigt, så den kilede sig ind helt oppe i trekanten. Så betød det mindre, at FC Midtjylland siden slog kontra og fik scoret et par gange, for FCK var danske mestre for U/19-hold, og det for første gang i otte år.

”Hvis man kigger på Andreas’ sæson fra 1. juli 2011 til finalen mod FC Midtjylland et år efter, så snitter han 0,74 mål pr. 90 minutter. Det er sådan, vi gør det op. Jeg mener, at han scorer 11 mål i U/19-ligaen i 13 kampe, for han var jo ikke med hver gang. Han spillede for reserverne, og han spillede i Superligaen et par gange i foråret. Og hvis man kun kigger på tiden fra nytår, så er han helt oppe at snitte 1,1 mål pr. 90 minutter. Det var ret godt,” siger Brian Riemer.

Læs resten af historien på næste side 
 

Perfekt timing
Der var altså noget stort på vej fra ungdomsafdelingen, og efter 10 dages sommerferie i slutningen af juni var den danske U/19-mester Cornelius nu på træningslejr i Østrig med førsteholdet som oprykket senior med eget trøjenummer.

”Og så er det jo sådan med fodbold og talentudvikling, at timing er et nøglebegreb, og den ramte Andreas helt perfekt. Da vi tog til Østrig i juni, var der ingen tvivl om, at N’Doye var på vej væk, og man var også på udkig efter en afløser. Det havde man været allerede i januar uden at finde en, men nu var der også kommet en ny cheftræner i Ariël, der selvfølgelig gerne ville have en klassespiller ind som erstatning for topscoreren.”

”Men så sker der det, at N’Doye ikke kan spille de første par kampe nede på træningslejren. Han er afsted med Senegal og kommer sent derned, så Cornelius får chancen, og den tager han. For han spiller meget, han spiller godt og så scorer han også mod Vojvodina. Så Ariël tænker, at her er jo en god spiller, og så passede tingene pludselig i forhold til, at der ikke var købt en N’Doye-afløser endnu. Så det var tilfældigheder, der gav Andreas chancen, men så greb han den altså også,” fortæller Brian Riemer.

Og det må man give FC Københavns assistenttræner ret i. Man var nede med 0-2 i sæsonåbningen mod FC Midtjylland, da Ariël Jacobs lavede en dobbelt-udskiftning, der ændrede hele stemningen i sæsonstarten. For ind kom Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius til sin længe drømte debut i Parken, og 20 minutter senere udlignede han til 2-2, da han fra nært hold fik skovlet bolden over stregen. Smukt var det ikke, men det var vigtigt for holdet og for den unge angriber, der også havde en fod med i opspillet til det første mål, senere blev fældet ude i siden af Erik Sviatchenko, så udvisningen af Claudemir blev udlignet, og til sidst spillede ping-pong med Cesar Santin til 3-2 målet, der fik de 10.806 tilskuere til at lette.

En unik angriber
Så starten var perfekt for Andreas Cornelius, og det er bare fortsat uge for uge.

”Andreas er jo en unik angriber, fordi han har det hele. Typisk er en angriber enten stor og stærk, men også langsom og kluntet, eller også er han kreativ og hurtig men uden fysik og power. Men Andreas har det hele. Han er god med bolden, han har en fantastisk fysik, og hans hurtighed er fin, samtidig med at han ikke er bange for at udfordre forsvaret med en dribling.”

”Den evne tror jeg går tilbage til hans helt unge dage, for da han var 12-13 år gammel var han en af de mindste spillere på holdet. Han spillede ude på kanten, og derude skulle han jo udfordre og udfordre, og det har han så taget med sig, selv om han er vokset en del siden dengang. Og så bruger han sin fysik rigtig godt. Han har jo et fysisk mod. Han skyr ingenting, så han kommer både frem til en del, samtidig med at han gør forsvaret træt, for han ryger jo ind i alt. Nede i Lille lagde han for eksempel deres store stopper Chedjou ned i en duel, hvor jeg tænkte ”hold da lige op” ude på bænken,” siger Brian Riemer.

Ligesom Johan Lange før i tiden tog sig særligt at de yngste spillere i truppen, så er det også en af de arbejdsopgaver, som Riemer har overtaget, og den er selvfølgelig ekstra vigtig i disse dage, hvor en 19-årig angriber pludselig bliver interviewet live til Onside i bar mave efter endnu et mål i Parken, og hvor succes afløser succes.

”Men der har han jo en stor, mental styrke. Andreas er meget lige til. Han hopper og danser ikke rundt over sin succes. Han fokuserer på det, han skal, og bliver ikke fanget af de ting, der er rundt omkring. Han spiller bare fodbold, og det er jo en kæmpestyrke at have som 19-årig i FC København.”

”Samtidig prøver vi at skabe en hverdag omkring ham, hvor vi gør, som vi altid har gjort. Han har stadig faste udviklingsssamtaler med mig, hvor vi lige kan sætte nogle ting på plads, hvis der går for meget Lamborghini i den, han bærer stadig kegler frem og tilbage, og han skal lære hver eneste gang, han er til træning. Han skal ikke sole sig i succesen, for han er stadig en af de unge,” fortæller assistenttræneren om den filosofi, der tidligere betød, at centerforsvarer Mathias ”Zanka” Jørgensen først slap ud af knallertklubben med kegler og vandflasker, da han havde spillet fast et par runder eller tre fra start i Champions League-gruppespillet.

Og det lader til at virke, for den unge FCK-angriber arbejder stadig hårdt for fremgangen.

”Sådan har det jo været hele vejen. Hver eneste uge i de sidste par år har han spurgt mig, om vi ikke kunne lave noget ekstratræning, og så har vi stået der og arbejdet med brysttæmninger, indlæg og afslutninger. Og det har hele tiden været på Andreas’ initiativ. Hver uge. Så det er ikke sådan, at han pludselig vågnede op en morgen og var blevet en smuk svane. Han har arbejdet stenhårdt for at nå dertil, hvor han er i dag,” siger Brian Riemer.

Cornelius’ første landsholdsminde
Der hvor Andreas Cornelius er i dag er altså Helsingør, hvor han nok har taget lidt gymnasielektier med til lejrlivet på Hotel Marienlyst, men lige nu spiller smørklat med Christian Eriksen, mens Peter Schmeichel kigger på fra sidelinjen, og Morten Olsen har fortalt om, hvor glad han er for det kuld af unge angribere, der pludselig er dukket op.

”Jeg så Cornelius for U/19 i sommer, da vi var i forberedelse mod EM, og der lignede han ikke en, der ville være her et par måneder senere. Men sådan kan det være med unge spillere. Det kan gå hurtigt, og nu har vi pludselig flere af dem. Det er jo de forhåbninger, vi har hele tiden, men at det lige pludselig går lidt stærkere, det er så fordi, der er nogen hjul, der tager fat i hinanden. Medspillernes kompetencer passer til hinanden, den nye træner kigger med lidt andre øjne end ham, der var der tidligere.”

”Det samme gælder Helenius, som vi havde med på ligalandsholdet, og som vi egentlig ikke havde regnet med at kunne bruge allerede på nuværende tidspunkt. Men så finder Kent Nielsen meget fornuftigt ud af, at der skal spilles lidt anderledes, og så passer de spillere, han er spillet sammen med, pludselig bedre,” siger manden, der har været en del af det danske landshold i efterhånden 31 år, men pudsigt nok ikke var involveret, da den unge Cornelius for første gang opdagede landsholdet.

”Jeg var ikke mere end fem år gammel, men jeg kan tydeligt huske, at vi sad til en familiefødselsdag og så røg hele fødselsdagen pludselig ind foran fjernsynet, fordi der var Danmark-Brasilien. Det var sjovt,” fortæller Cornelius om sit første landsholdsminde.

Sit eget første på banen måtte så altså vente til U/18 en oktoberdag i 2010, men alligevel har det altid været både en drengedrøm og også en realistisk ambition.

”Ja, det synes jeg, det har. Folk har altid kunnet se, at jeg var ret talentfuld, og så sker der så det, at man begynder at vokse lige pludselig. Jeg var jo ikke på U/16 og 17, jeg kom først ind på U/18, men det er jo også først nu, at det begynder at blive vigtigt. Så er det ligegyldigt med alle de andre år,” siger kometen Cornelius og smiler skævt en onsdag formiddag i Helsingør.