Video : Tipsbladet
Superliga

Tilbuddene vælter ind på brandvarm FCK-angriber

Der er bred interesse for Hákon Arnar Haraldsson fra særligt Tyskland.

I fraværet af Andreas Cornelius har Hákon Arnar Haraldsson blomstret i FC Københavns angreb.

Islændingen har været fænomenal den seneste tid, hvor han har scoret i tre Superliga-kampe i streg. Det kastede også to priser af sig i marts, hvor han både blev kåret til månedens unge spiller og månedens spiller i Superligaen.

Den opadgående formkurve kaster også massiv interesse af sig rundt omkring i fodboldeuropa. Ifølge Tipsbladets oplysninger er det særligt fra Bundesligaen, at tilbuddene og henvendelserne kommer fra lige nu.

I FC København forsøger man dog at holde henvendelserne på kontorgangene, da man ikke ønsker at forstyrre Haraldsson og hans udvikling med informationer om de mange bejlere, mens man jagter pokalsucces og et dansk mesterskab.

Allerede i januar var der bud efter Hákon Arnar Haraldsson fra RB Salzburg, som angiveligt kunne beløbe sig i tæt på 100 millioner kroner inklusiv bonusser. Det skrev Ekstra Bladet.

Ifølge Tipsbladets oplysninger har klubber i Bundesligaen med større økonomiske muskler overhalet de østrigske mestre indenom i kampen om den løbestærke islænding, som kan ryge afsted til sommer, hvis det rette tilbud kommer.

Derfor kan man også spekulere i, at de interesserede Bundesliga-klubber trods alt har en anseelig størrelse, hvis de skal kunne have økonomi til at være med omkring det prisleje, som RB Salzburg lagde for land med i januar. Prisen er næppe blevet lavere efter Haraldsson flotte forår.

Hákon Arnar Haraldsson, der i næste uge fylder 20, har fået sit endelig gennembrud i FC København i denne sæson, hvor han er blevet brugt en del som angriber. Han har tidligere spillet ude til højre eller på midtbanen.

Den islandske landsholdsspiller kom til FC København i 2019 fra IA Akranes i hjemlandet og forlængede tilbage i marts sin aftale frem til 2027. Fire mål og tre assister har Haraldsson leveret i Superligaen i denne sæson.