Video : Tipsbladet
Superliga

Regner med skifte: FC København er et godt skridt

FC København lurer på en defensiv midtbanespiller, som ikke har nogen fremtid i Ajax. Ifølge Bart Veenstra, der dækker Ajax tæt, vil FC København være et godt skifte.

I Tipsbladets ugentlige transfershow 'Transfer Talk' fortæller Farzam Abolhosseini, at FC København lurer på Benjamin Tahirovic fra Ajax.

En defensiv midtbanespiller, der ikke har nogen fremtid i Ajax.

Derfor er vejen banet for et skifte kort før transfervinduets lukketid, hvilket klubbens tekniske direktør, Alex Kroes, også har åbnet op for.

Spørgsmålet er så, om det bliver til FC København. Fredag aften meddelte Gianluca Di Marzio dog, at han var meget tæt på at skifte til Monza.

Ifølge Bart Veenstra, der dækker Ajax tæt for Ajax Showtime, vil FC København være en fin destination for Benjamin Tahirovic.

Det fortæller han til Tipsbladet.

- Jeg tror, FC København kan købe ham. FC København er en af de største klubber i Danmark og spiller i Europa. Det er vigtigt for ham, og jeg tror også, det er vigtigt, at han spiller i en klub, der kæmper med om titler, siger han og tilføjer:

- Jeg tror og håber, at han skifter. FC København vil være et godt skridt, men et andet hold vil også gøre ham godt. PAOK i Grækenland vil gerne have ham. Han skal have spilletid, og han er alt for god til at spille for Jong Ajax, men ikke god nok til førsteholdet. Han har brug for erfaring, og hvis det bliver i FC København, så vil det være godt for ham.

Foto: Alamy

21-årige Benjamin Tahirovic kom til Ajax fra AS Roma sidste sommer, men efter et turbulent første år i den detroniserede hollandske storklub med et hav af udskiftninger på ledelsesgangene og trænerposten, bliver der ikke set bosnierens vej.

- Han er helt sikkert til salg. Jeg tror også, at et lån med en købsoption er en mulighed. Han spiller ikke i Ajax og klubbens nye træner (Francesco Farioli, red.) har smidt ham på Jong Ajax. Der er ikke nogen fremtid for ham i Amsterdam lige nu, siger Bart Veenstra.

Skulle FC København gøre alvor af deres beundring af Benjamin Tahirovic, så får de ifølge Bart Veenstra en boldspillende midtbanespiller, der stadig har meget at lære.

- Han er god med bolden, men han skal stadig lære nogle ting uden bolden. Han skal lære, hvor han skal være uden bold. Man kan godt se, at det ikke er hans naturlige position. Måske er han mere 8'er end 6'er, siger Bart Veenstra om Tahirovic, der for få år siden spillede noget længere fremme på banen.

- Tidligere i karrieren spillede han som angriber. Da han var i Sverige, spillede han som angriber, og da han tog til AS Roma, var det også som angriber. Mourinho omskolede ham til defensiv midtbanespiller, og der har han spillet siden.

Benjamin Tahriovic er desuden bosnisk landsholdsspiller, hvor han har noteret sig for otte kampe. Hans kontrakt med Ajax løber frem til 2028.

Få det store overblik over alle sommerens bekræftede handler i Superligaklubberne lige her.

Skal du have det sidste nye fra transfer-verdenen. Så tjek Tipsbladets store liveblog.