Tidligere FCK-spiller kritiserer Johan Lange: Jeg bryder mig ikke om ham
Kris Stadsgaard stoppede i FC København i 2016, da en skade satte en stopper for udfoldelserne på fodboldbanen, og i et interview med podcasten Røverhistorier fra Omklædningsrummet fortæller han om en svær sidste tid i klubben og ikke mindst et dårligt forhold til teknisk direktør Johan Lange.
Det begyndte ifølge Kris Stadsgaard at gå skævt, da han blev hevet ud af førsteholdstruppen og sat til at træne med FC Københavns U19-mandskab.
En unfair behandling, mener den tidligere landsholdsspiller, der følte sig ramt på stoltheden.
- Jeg følte mig frosset ud i FCK. Det var da også lidt pinligt. Det var da pinligt for mig, selvfølgelig var det da det. Jeg var 29 år, jeg havde præsteret i FCK, jeg havde spillet i udlandet, hvorfor skal jeg træne med U19 lige pludselig? De var fine, U19-spillerne. De var pissesøde. Det er slet ikke for at sige noget ondt om dem, men det er da flovt, siger Kris Stadsgaard til Røverhistorier fra Omklædningsrummet og tilføjer:
Læs også:Optakt: FC København - FC Midtjylland
- Hvis jeg havde haft tre år tilbage af min kontrakt, så var jeg smuttet. Men det var det, FCK ikke havde forstået. Jeg havde et halvt år tilbage, og jeg skulle alligevel stoppe. Hvad er pointen med det? Nu fik de bare en dårlig sag på nakken, dårlig historie ud af det og dårlig omtale. Så jeg synes, det er lidt mærkeligt, at en stor klub som FCK ikke tænker mere strategisk i den henseende.
Kris Stadsgaard bebrejder særligt FC Københavns tekniske direktør Johan Lange, og han siger lige ud, at han "ærlig talt ikke bryder sig særligt meget om Johan Lange".
- Det er jeg ligeglad med at sige her. Det tror jeg godt, han ved selv, og han bryder sig heller ikke særlig meget om mig. Han var frontløber på, at jeg skulle ned og træne med U19. Selvfølgelig havde han talt med Ståle, men jeg har det fint med Ståle, ham kan jeg godt lide, og jeg kan også godt lide (Daniel, red.) Rommedahl, (Anders, red.) Storskov og alle de andre inde i FCK. Johan Lange bryder jeg mig ikke om, det ved han også godt selv, og han bryder sig heller ikke om mig. Sådan er det, man kan ikke lide alle mennesker, fortæller Kris Stadsgaard
Den tidligere midtstopper, der spillede 74 kampe for FC København, er især utilfreds med klubbens måde at kommunikere på, da han blev pillet af førsteholdet.
Læs også:FCK-spiller med ild i øjnene: Jeg skal nok vise, at jeg er pengene værd
- Pludselig fik jeg så at vide, at jeg skulle træne med ungdomsholdet. Jeg tror, jeg fik en mail fra FCK - dejligt upersonligt. Og jeg mener, det var Johan Lange, der stod bag, og så kan det godt være Daniel Rommedahl, der sendte den til mig. Ham har jeg det super fint med. Han skal jo bare gøre det, han får besked på. Jeg mener, det var Johan Lange, der stod bag. Det kan også være, jeg tager fejl, og Johan Lange slet ikke har skyld i det, men det mener jeg, han havde, lyder det fra Stadsgaard.
Tipsbladet.dk har foreholdt FC København kritikken fra Kris Stadsgaard, men den danske mesterklub har ikke yderligere kommentarer end, at det alene var Ståle Solbakkens beslutning at lade Stadsgaard træne med U19-holdet.
Kris Stadsgaard er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Læs også:FCK-profil: FC Midtjylland er gode, men vi skal være bedre
Læs også:Priske og Midtjylland vil i europæisk gruppespil: Her er nøglen til succes
Læs også:AaB-sportschef tvivler på FCK: Lucas Andersen skal til en rigtig stor klub