Video : Tipsbladet
Superliga

Tidligere FCK-spiller: Jeg blev udsat for racistiske sange og dødstrussel

Jamil Fearrington måtte engang lægge ører til smædesange og abelyde fra en gruppe Lyngby-fans, og han har modtaget en enkelt dødstrussel, fordi han overvejede et andet landshold end Danmarks.

Jamil Fearringtons far er sort amerikaner, og hans fornavn klinger arabisk. Det har i løbet af hans liv ført til forskellige former for diskrimination, fortæller den nuværende Brønshøj-anfører til Berlingske.

Eksempelvis bruger han nogle gange sit mellemnavn, James, når han søger job, for så får han flere tilbagemeldinger. Dengang han var ung, talentfuld spiller i FC Købbenhavn, mærkede han også en mere direkte form for racisme.

Læs også:Bekymrede Brønshøj-spillere: Ikke forsvarligt på denne måde

- Blandt andet har jeg oplevet en gruppe Lyngby-fans, da jeg spillede i FCK, som sang racistiske sange og lavede abelyde, hver gang jeg havde bolden, fortæller Jamil Fearrington i Berlingske.

- Da Politiken engang skrev en historie om, at jeg overvejede at spille for det amerikanske landshold, fik jeg rigtig ubehagelige beskeder og mails med ting i retningen af: »Skrid af helvede til, din neger, hvis du ikke gider spille for Danmark«. Der var også en enkelt, der truede mig på livet.

Læs også:Flot gestus: Divisionsspillere donerer løn til deres klub

Han har været en aktiv stemme i debatten oven på Black Lives Matter-protesterne i hans fars hjemland, USA, og i Danmark. Han mener ikke, at graden af racisme herhjemme kan sammenlignes med det amerikanske samfund, men det findes og er et problem ifølge Fearrington.

Brønshøj-anføreren er i dag 34 år gammel og har en lang karriere bag sig. Foruden ungdommen og de tidligere seniorår i KB/FCK har han optrådte for en række mindre klubber i Norge og divisionsklubber på Sjælland.

Han har desuden seks kampe for danske U-landshold på cv'et. Han nåede aldrig på det amerikanske landshold.

Læs også:Sviatchenko støtter racisme-protester: Vigtigt at statuere et eksempel

Læs også:FCN og FCM knælede: Vi er begge meget multikulturelle