Tidligere direktør: Et stort tab for FCM
Gennem godt 16 måneder arbejdede Søren Bach tæt sammen med Jens Ørgaard som koncerndirektør for FC Midtjylland. I december sagde han stop, ligesom Jens Ørgaard har gjort det i dag. Ørgaards opsigelse kommer som et stort chok for Søren Bach.
- Jeg hører det først nu, og det overrasker mig virkelig. Det er et chok for mig. Det er et kæmpestort tab for FC Midtjylland, der gennem lang tid har nydt godt af hans talent for at købe og sælge spillere. Jens er en institution i FC Midtjylland, og han har om nogen erfaringen i det her game.
- Jeg har altid haft et godt forhold til Jens, så jeg kan ikke sige andet end positive ting om ham. Vi var ikke altid enige om alting, men vi fik altid snakket os frem til en løsning, og det er noget af det, der kendetegner Jens, siger Søren Bach til tipsbladet.dk.
Akademidirektør Claus Steinlein overtager Jens Ørgaards forpligtelser som sportsdirektør, selv om Ørgaard fortsætter som konsulent frem til 31. august. Søren Bach forudser, at FCM går en svær tid i møde.
- Jeg håber, at Claus har talent for køb og salg af spillere, og det må han bevise nu. FC Midtjylland står overfor en stor udfordring med at finde én, der kan tage over på den lange bane. Det bliver et problem for dem at undvære Jens, og jeg er ked af det på FC Midtjyllands vegne, siger Søren Bach.
Jens Ørgaard har været i FC Midtjylland, siden den blev grundlagt i 1999.