Tidligere analytiker: Data styrede det hele i Brentford, men ikke i FCM
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Tidligere analytiker: Data styrede det hele i Brentford, men ikke i FCM

Data styrede ikke al scouting i FC Midtjylland, men det gør det i Brentford, fortæller en af Matthew Benhams tidligere talknusere. Gustav Wikheim blev dog eksempelvis fundet via data.

Siden sommeren 2014 har Superligaen set til med lige dele fascination og foragt, efter Matthew Benham overtog FC Midtjylland. For englænderens data-doktrin er bestemt ikke for alle, og udtryk som "Table of Justice" hører til blandt ligaens mest forkætrede.

Da Benham gjorde sit indtog i Herning, gjorde klubbens ledere en dyd ud af at understrege, at tallene på skærmen ikke helt skulle overtage scoutingen og analysen af kampe og spillere fuldstændig. Det skulle være et supplement.

Sådan opfattede Ted Knutson også virkeligheden. Han var ansat som head of player analytics og knuste tal for både FC Midtjylland og Brentford, Behnhams engelske klub. Knutson og hans folk havde mere at skulle have sagt i England.

- Vi gav Midtjylland råd, men de havde stadig kontrol over deres egen proces, hvorimod i Brentford gav vi ikke råd; vi gjorde arbejdet. Det var forskellen, siger han til tipsbladet.dk.

Ted Knutson uddyber:

- I Brentford kørte vi rekrutteringen fuldstændig. Vi brugte data til at finde de bedste spillere, og så scoutede vi dem, og så rangerede vi dem, og så købte vi dem. Det var alt sammen en datadrevet proces. Alle spillere, der kom ind, evaluerede vi på den ene eller den anden måde via data.

- I Midtjylland anbefalede vi spillere. Hvis de vidste, at de skulle erstatte nogen, for eksempel Pione Sisto, så gav vi dem en liste over anbefalinger, men i sidste ende havde de selv kontrol over processen, og hvem de hentede.

Knutson fortæller, at sådan blev Gustav Wikheim udpeget som en mulig arvtager for Sisto.

- Gustav Wikheim var en, som vi anbefalede som en potentiel erstatning, og han har gjort det ret godt overordnet set. Vaclav Kadlec så ud til at være ret god, og alle kunne lide ham, men desværre nød han sig bare ikke at være i Herning, så det fungerede ikke, siger Knutson, der i dag driver statistikfirmaet Statsbomb.

Det er ifølge talknuseren et godt eksempel på, at man trods alt ikke kan sætte alt, især ikke mennesker, på formel.

- Man ved aldrig rigtig med spillere. Rekruttering er kompliceret. Jeg synes, Midtjyllands rekruttering har været rigtig god, med eller uden os.