Video : Tipsbladet
Superliga

Thorup med klar plan: Her skal Lerager spille

FCK-træner Jess Torup har en klar vision for Lukas Leragers plads på holdet.

Rygterne har svirret omkring Lukas Leragers skifte til FC København, og nu mandag aften er skiftet faldet på plads.

FC Københavns centrale midtbane rummer i forvejen masser af kvalitet med spillere som Carlos Zeca, Jens Stage og Rasmus Falk.

Men træner Jess Thorup har en klar plan for Lukas Lerager i FCK-trøjen.

- Med Lukas får vi helt sikkert kvalitet ind i truppen. Han er en dygtig boks til boks spiller med en stor løbekapacitet og gode evner som presspiller, og så han er ikke bange for at komme i med feltet.

- Vi har stærke midtbanespillere i forvejen, men vi har brug for, at der er maksimal konkurrence på alle positioner, og der manglede vi noget centralt på midtbanen, hvor jeg både kan se ham spille som 6'er og 8'er, siger Jess Thorup.

Den 27-årige landsholdsspiller kommer hjem på en lejeaftale, der siden kan blive lavet om til en reel transfer med en permanent kontrakt med FCK. Siden skiftet væk fra Danmark i 2016 har Lukas Lerager hentet erfaring med flere end 150 kampe for Zulte Waragem, Bordeaux og senest Genoa, og Jess Thorup glæder sig til at se sin nye mand i aktion.

- Nu skal vi have ham med på træningsbanen, så snart det bliver muligt. Han kender klubben og mange af spillerne i forvejen fra landsholdet, ligesom jeg også selv har arbejdet med ham på U21-landsholdet tidligere, så han skal nok falde til hurtigt, siger Jess Thorup, der i samme moment også slår fast, at hans trup nu rummer den kvalitet, han ønsker.

- Vi har nu den ønskede bredde i truppen, og jeg er optimistisk omkring de kommende måneder, hvor vi skal forsøge at blive forårets hold og se, hvor langt det bringer os. Det vil Lukas helt sikkert bidrage til, siger Jess Thorup.

FC København åbner forårssæsonen ude mod AaB onsdag.