Bayern München og Thomas Tuchel har diskuteret muligheden for at omgøre deres annoncerede brud, men cheftræneren forlader fodboldklubben efter sæsonen.
Det afslører han på et pressemøde fredag før den sidste kamp i sæsonen - ude mod Hoffenheim lørdag.
- Dette er mit sidste pressemøde på Säbener Straße. Aftalen fra februar står ved magt. Der har været diskussioner igen, men vi kunne ikke blive enige, siger Tuchel til klubbens hjemmeside.
Tuchel havde oprindeligt kontraktudløb i sommeren 2025, men i februar annoncerede parterne, at de havde aftalt at skilles til sommer.
Men efter gode resultater i Champions League kom de på andre tanker, afslører Tuchel.
- Det er selvfølgelig hårdt. Resultater som dem i Champions League mod Lazio, Arsenal og Real Madrid skaber sammenhold.
- Feedbacken fra de seneste uger dannede grundlaget for vores diskussion. Men vi kunne ikke blive enige. Jeg vil ikke nævne årsagerne, siger Bayern-træneren.
Bayern missede Champions League-finalen efter 2-2 hjemme og 1-2 ude mod Real Madrid, der scorede to meget sene mål i returkampen.
I Bundesligaen er stadig ubesejrede Bayer Leverkusen for længst løbet med mesterskabet. Vinder Bayern München i Hoffenheim lørdag slutter man som nummer to med 75 point.
Der er fire point mere, end Bayern München vandt mesterskabet med i sidste sæson, det er blot to og tre point mindre, end storklubben vandt mesterskabet med i henholdsvis 2021/22 og 2020/21.
Folk som Ralf Rangnick og Julian Nagelsmann har været i spil som afløser for Tuchel, men valgte at forblive henholdsvis østrigsk og tysk landstræner.
/ritzau/