Video : Tipsbladet
Superliga

Christian Nørgaard ude af landsholdstruppen efter skade

Ifølge Brentford-træner Thomas Frank er Christian Nørgaard skadet og ukampdygtig til Danmarks kommende kampe.

Den centrale midtbanespiller Christian Nørgaard kommer ikke til at spille med i Danmarks kommende landskampe mod blandt andet England.

Det fortæller Brentford-træner Thomas Frank efter søndagens nederlag på 2-4 hjemme til Preston North End.

I den kamp udgik Christian Nørgaard humpende med en ankelskade efter 20 minutter.

- Ja, han er ude af Danmarks trup, siger Thomas Frank til mediet West London Sport.

Dansk Boldspil Union (DBU) har ikke bekræftet skaden eller meldt noget nyt ud om truppen søndag aften.

Nørgaard fik i sidste måned debut i 0-0-kampen hjemme mod England i Nations League.

I de kommende kampe i oktober skal Danmark møde Færøerne, Island og England.

Thomas Frank ærgrer sig over, at Nørgaard blev skadet og udgik af søndagens ligakamp.

- Han er en af vores bedste spillere, men hvis man skal vinde en masse kampe, så skal man være i stand til at spille uden en af de bedste spillere en gang imellem.

- Han er kun 1 ud af 11, og resten er nødt til at vise lidt karakter, siger Thomas Frank.

Nørgaard blev skadet, da Brentford var foran 1-0, og ind i stedet for Nørgaard kom Mathias Jensen.

Derudover var Emiliano Marcondes og Henrik Dalsgaard også på banen for Brentford, som kom foran 2-0 kort inden pausen.

I anden halvleg indkasserede Brentford fire mål og tabte dermed kampen 2-4.

Angriberen Emil Riis, der lige er skiftet fra Randers FC til Preston North End, kom ind efter 78 minutter til sin debut. Der blev dog ikke scoret yderligere i det sidste kvarter af kampen.

Både Brentford og Preston North End har fire point efter fire kampe som nummer 14 og 15 i den næstbedste engelske fodboldrække.

/ritzau/