Danske Thomas Frank, der er manager for Premier League-klubben Brentford, mener, at Phil Foden, der spiller for Manchester City, er den engelske spiller, der med størst sandsynlighed vinder Ballon d'Or i fremtiden.
Det siger Frank ifølge det britiske medie Independent.
- For mig er han det tætteste, som England har på potentielt at have en Ballon d'Or vinder i fremtiden. Jeg mener, at han har det potentiale, det niveau, siger Frank.
23-årige Phil Foden scorede et hattrick, da Manchester City slog Brentford 3-1 tidligere i februar.
Tirsdag aften skal de to hold mødes igen, og denne gang er det på Citys hjemmebane, Etihad Stadium.
Brentford er det hold, der senest har slået de forsvarede Premier League-mestre på deres hjemmebane. Det skete med en 2-1-sejr i november 2022.
Brentford ligger nummer 14 i Premier League.
Manchester City indtager en tredjeplads efter Liverpool og Arsenal, der dog hver har spillet en kamp mere end City.
Ifølge Thomas Frank er Phil Foden en spiller, der kan påvirke en kamp på mange måneder. Foden har ifølge danskeren gode evner med bolden, mens han også "lader til at have en god mentalitet".
Foden havde i hvert fald indflydelse, da Manchester City i sidste uge slog FC København 3-1 i Champions League-ottendedelsfinalen i Parken. Han var nemlig manden bag Citys sidste mål i kampen.
/ritzau/