Teenager debuterede for FCM: Er ikke kommet for at spille ungdomsfodbold
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Teenager debuterede for FCM: Er ikke kommet for at spille ungdomsfodbold

Jens-Lys Cajuste er for nylig fyldt 19 år og kan således stadig optræde på FC Midtjyllands ungdomshold, men det er han ikke interesseret i. Sommerindkøbet har kun førsteholdet for øje.

Søndag var en stor dag for unge Jens-Lys Cajuste. Den 19-årige midtbanespiller fik debut for FC Midtjylland, da han kom ind i slutfasen mod Randers FC, og det glæder selvsagt svenskeren, der skiftede til klubben denne sommer.

Cajuste er ikke blevet udlejet, som andre af klubbens sommerindkøb ellers er blevet, og det kunne indikere, at FC Midtjylland ikke kun ser en fremtid i ham, men også en nutid. Midtbanemanden har da heller ikke tænkt sig at tilbringe en masse tid på ungdomsholdene.

Han er ellers årgang 1999, så han ville eksempelvis godt kunne repræsentere FC Midtjylland UEFA Youth League. Det er bare ikke det, han er skiftet for.

- Jeg er ikke kommet til Danmark for at spille på ungdomsholdene. Det har jeg lagt bag mig. Jeg har kun seniorfodbold i tankerne, siger Jens-Lys Cajuste til Herning Folkeblad.

Det var da også seniorfodbold, Cajuste kom fra i Sverige, inden han skiftede til FC Midtjylland. Han nåede at spille 18 førsteholdskampe for Örgryte i den næstbedste række, Superettan.

Cajuste har foruden Superliga-debuten spillet to reserveholdskampe for de danske mestre, siden han ankom 1. juli. Han fyldte 19 år tidligere i august måned.