Talentkrig: OB undrer sig over ny Brøndby-partner
Foto: Polfoto
Superliga

Talentkrig: OB undrer sig over ny Brøndby-partner

I OB undrer man sig over Næsbys ageren i forbindelse med divisionsklubbens nye samarbejdsaftale med Brøndby. Sportsdirektør Jesper Hansen efterlyser klarhed på talentområdet i Danmark.

Som tipsbladet.dk omtalte mandag er der uro på den danske talentscene. I flere af landets klubber opruster man på talentdelen i den evige jagt på morgendagens stjerner, og senest er Brøndby IF for alvor begyndt at spille med musklerne i forbindelse med oprettelsen af talentsatsningen Brøndby Masterclass. Det betyder nu, at Brøndby er gået ind på Fyn, hvor OB ellers i årevis har domineret.

Brøndby er i lighed med andre klubber begyndt at indgå samarbejdsaftaler med landets øvrige klubber, men vestegnsklubben har nu udvidet sit territorium, så Brøndby også samarbejder med klubber i andre landsdele. I søndags præsenterede Brøndby således et nyt samarbejde med den odenseanske 2. divisionsklub Næsby Boldklub, der ellers har haft et samarbejde med OB i en årrække under det fynske projekt Øens Hold.

Tidligere på sommeren blev samarbejdet mellem OB og Næsby imidlertid opsagt efter fælles overenskomst med henblik på at lave en ny og mere tidssvarende aftale, men efter aftalen mellem Næsby og Brøndby, er de to fynske klubber nu helt færdige med at samarbejde med hinanden.

I OB undrer sportsdirektør Jesper Hansen sig over Næsbys ageren.

- Det er hvilken som helst klubs afgørelse, at de kan samarbejde med andre klubber, hvis de vil det. Jeg har kun respekt for, at man har taget et valg. Det underlige i det her, er måden tingene er foregået på, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.

Næsby træt af at vente – OB undrer sig
Næsby har i forbindelse med Brøndby-aftalen meldt ud, at man har ventet på at få en ny aftale med OB i tre og et halvt år, og at man var træt af, at OB hele tiden udsatte en beslutning om en ny aftale. Næsby-ledelsen har ikke ønsket at uddybe beslutningen om at fravælge et OB-samarbejde til fordel for Brøndby, men OB genkender ikke Næsbys udlægning.

- Nu har jeg ikke været her i tre et halvt år, men jeg har været her i over et år. Vi har haft en god dialog med dem, men sidste efterår havde nok at se til i klubben. Vi havde nogle møder med Næsby i foråret 2014, og op til sommerferien blev det intensiveret, da Næsby rykkede os for en afgørelse, fortæller Jesper Hansen.

Forløbet før sommerferien blev indledt i løbet af foråret. Ifølge tipsbladet.dk’s oplysninger sendte Næsby et forslag til OB om en ny aftale den 21. juni. Da OB ikke kunne forlige sig med flere punkter i forslaget, sendte Superliga-klubben et svar retur to dage senere med kommentarer til Næsbys udkast. Herefter fik OB ikke noget svar fra Næsby i en uge, selvom Jesper Hansen i flere omgang forsøgte at tage kontakt til Næsbys formand Poul Jørgensen. Derfor skrev Jesper Hansen den 30. juni en mail til Næsby-lejren for at sikre sig enighed om, at den foregående aftale skulle opsiges med et halvt år varsel. Herefter svarede Næsby 1. juli, at man bekræftede opsigelsen af den eksisterende aftale, og at man ville vende tilbage med et svar på OB’s udkast.

Men det gjorde Næsby ikke. Først gik Næsby til lokalavisen Fyens Stiftstidende og offentliggjorde, at aftalen med OB var opsagt, og herefter hørte OB ikke fra Næsby. Senere på sommeren modtog OB-lejren så en mail fra Næsby om, at klubben har indgået en samarbejdsaftale med Brøndby.

- Næsby ville gerne have en aftale omkring sommerferien. Da havde vi to møder, hvoraf det sidste handlede om nogle forskellige tanker og drøftelser, der også skulle ned på papir. Da Næsby skulle fremlægge noget for deres bestyrelse, havde de lidt travlt. Derfor sendte de også et udkast til en aftale til os. Det svarede jeg på i forhold til, at der var nogle spændende ting i oplægget, men også ting, der krævede større overvejelser. Endelig var der den økonomiske del af det, der var væsentlig anderledes end de beløb, der er blevet offentliggjort i forbindelse med Næsbys aftale med Brøndby. Det sagde vi også til dem i vores svar; det niveau ville vi ikke nå i OB, siger Jesper Hansen, der ikke ønsker at nævne det beløb, som Næsby krævede af OB i forbindelse med en ny aftale. Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger er der dog tale om et væsentligt større beløb end det, der har været fremme om aftalen mellem Brøndby og Næsby.

I forbindelse med offentliggørelsen af aftalen mellem Næsby og Brøndby, har parterne oplyst, at Brøndby betaler 100.000 kroner til Næsby om året i forbindelse med aftalen. Ifølge OB’s sportsdirektør krævede Næsby et væsentligt større beløb af OB. Derfor har Næsby altså ikke fravalgt OB af økonomiske årsager, men alligevel har Superliga-klubben godt vist, at klubben forhandlede med andre klubber.

- De har siddet og presset os, så vi vidste godt, at de havde dialog med flere klubber. Det brugte de som presbold, og vi vidste godt, at de ville finde en løsning. Men de gjorde klart udtryk for, at de helst ville lave en aftale med OB. Det skuffer mig meget, at Poul Jørgensen (Næsby-formand, red.) ikke selv kontaktede mig og fortalte, at Næsby havde truffet en anden beslutning. Vi hørte ingenting, og så sendte Sebastian Brydegaard (Næsby-talentansvarlig, red.) en mail til Uffe Pedersen (OB-talentchef, red.) og afsluttede det på den måde, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

- Jeg har respekt for, at de har truffet en anden beslutning, der forhåbentlig er det bedste for Næsby, men det er ikke værdigt i forhold til historikken mellem OB og Næsby. Når jeg så ser den økonomi, der er i aftalen mellem Næsby og Brøndby, kan jeg ikke forstå, at de som udgangspunkt har sendt et udkast til en helt anden og væsentligt større økonomi til os, tilføjer han.

Næsby-farvel et tab for OB
Næsbys fravalg af OB skyldes altså tilsyneladende ikke økonomiske årsager, men derimod kunne det se ud som om, at 2. divisionsklubben mener, at talentudviklingen i Brøndby er bedre end i OB. 

- De må have valgt Brøndby af andre årsager end økonomi. Det har jeg respekt for. De skal vælge den klub, som de gerne vil samarbejde med. Der er ikke noget at komme efter. Men jeg undrer mig over det, for jeg synes jo netop, at OB og Næsby har haft et godt samarbejde. Der er kommet mange spillere fra OB til Næsby, og de har haft stor glæde af samarbejdet. Kigger man på deres førstehold, kan man se mange tidligere OB’ere derude. På den måde er det ærgerligt, siger Jesper Hansen, der ikke mener, at OB’s talentudvikling er så skidt endda.

- Jeg har været her i over et år, og jeg synes egentlig, at OB’s strategi om at bruge flere af vores egne spillere og tilføre flere resurser er god. Vi kan gøre det bedre, og det skal vi, men vi har stadig et meget fint talentprogram, siger han og nævner, at OB ved seneste landsholdssamling havde 10 spillere med på diverse unglandshold.

Desuden har OB denne sommer rykket fire spillere fra ungdomsafdelingen op i førsteholdstruppen, ligesom at der foreløbig er truffet aftale med to mere, der kommer til næste sommer.

Jesper Hansen erkender imidlertid, at det er en del af gamet i toppen af dansk fodbold, at der er stor efterspørgsel om landets største talenter – selv i mindre klubber

- Der er rigtig mange kræfter, der arbejder i alle mulige klubber over det hele. Man kan sige, at det tidligere har været sådan, at lokalområderne har været lidt beskyttede. I dag er der stor rift om de unge mennesker i hele landet. Det er selvfølgelig et tab at Næsby træder ud af samarbejdet, for vi vil allerhelst have alle klubber på Fyn med, og vi vil gerne være med til at udvikle talenter på hele Fyn – både til gavn for OB og for klubberne på Fyn, siger Jesper Hansen

- Jeg synes også, at vi sender mange spillere den anden vej efter de har været igennem en god udvikling her. Det vil vi gerne fortsætte med, og når Næsby melder sig ud af det, er der ikke noget at gøre ved det. Det er ligesom, når man sælger en god spiller; så kommer der en ny. Det betyder bare, at Næsby er en klub som alle andre klubber uden for samarbejdet, tilføjer han.

Konkurrence en del af gamet
Han mener ikke, at OB’s talentudvikling og Øens Hold-projekt bliver svækket af Næsbys nye samarbejde med Brøndby.

- Det synes jeg ikke. Vi sender også spillere ud til Næsby, og de spillere, der bliver sorteret fra i OB, skal finde et andet sted at spille. Det her betyder ikke, at vi blacklister Næsby, men vi vil gerne have nogle gode talentmiljøer på Fyn. Næsby har haft DBU’s B-licens, men der kan jo komme andre klubber, som vil satse mere på den del. Men det er klart, at har man et tættere samarbejde, så er der bedre relationer end i det modsatte eksempel, siger Jesper Hansen.

OB’s sportsdirektør medgiver imidlertid, at Næsbys største talenter i fremtiden vil gå til Brøndby frem for OB.

- Det kan man sige. Det handler om tilgængeligheden til spilleren. DBU har et system, der har sikret klubberne deres spillere op til en vis alder. I øjeblikket er det under kraftig beskydning, og det skal også kigges efter i sømmene, om det lever op til de regler og intentioner, som DBU og klubberne har haft. Lige nu er der mange, der gør sig til over for de store talenter i dansk fodbold. I den sidste ende er det den enkelte spiller og hans forældre, der skal tage stilling til det. Vi mener fortsat, at vi har et rigtig godt set-up, og at vi har et godt tag i deres unge mennesker. Vi kan tilbyde, at de kan blive tæt på deres familier, og vi har vist, at vi satser på dem ved at komme op på førsteholdet. OB har tidligere haft en anden strategi, og den er lagt væk nu. Vores trup er omkring 23 år i gennemsnit nu og er en af de yngste i Superligaen, påpeger Jesper Hansen.

- Brøndby giver et tilskud til Næsby, men det er stadig ikke sikkert, at de får de bedste spillere fra Næsby. Det er stadig spilleren og forældrene, der i sidste ende træffer den afgørelse. Det er vigtigt, at man kigger på sig selv og laver det rigtige set-up og tror på det, man sætter i gang. Man skal være om sig for at sikre sig de bedste spillere, tilføjer han.

Dansk krig om talenter
Sagen mellem Næsby, OB og Brøndby er ikke den eneste af sin slags i Danmark. I flere klubber overvejer man kraftigt, hvordan man skal gribe talentudviklingen an, og eftersom klubber som FC Midtjylland og Brøndby satser stort på at hente talenter fra hele landet, er en reel talentkrig under opsejling i Danmark.

- Det kan man godt sige. Der er enormt meget rift om det. Lige nu er der usikkerhed om, hvordan vi tolker reglerne og aftalerne under DBU. Det skal præciseres. Der er uenighed om, hvordan man gør og hvad man må gøre. Jeg forholder mig til, at vi skal have nogle klokkeklare regler, der fortæller, hvad klubberne kan og må. Det betyder også noget i forhold til alle samarbejdsklubberne. Vi skylder dem at fortælle, hvordan det hele hænger sammen, når man ser, hvilke tiltag der er i gang rundt omkring i andre klubber, siger OB’s Jesper Hansen.

- Klubberne slås om de allerstørste talenter, og i forhold til det, er der mange, der skal tilbage i systemet på et tidspunkt. Det kan være, de skal spille 1. division, 2. division eller Danmarksserie i stedet for Superliga. Det er også det, man skal have med. Det er få spillere, der når igennem nåleøjet, og nogle gange tager man store beslutninger i en tidlig alder. Det er stadig et parameter. Når der kommer nogen og træder ind i et område, som vi har haft et godt samarbejde med, giver det også nogle signaler til os om, at vi skal være endnu skarpere på at sikre os de bedste talenter og stå imod udfordringen, uddyber han. 

Spørgsmål: I sidste ende burde OB vel egentlig bare være klubben for alle fynske spillere og klubber. Hvorfor er I ikke det?

- Det tror jeg også, at vi er for rigtig mange, men det skal ikke være en sovepude. Der er en historik med, at OB i mange år satsede anderledes, og det har sat nogle spor, tror jeg. Når FC Midtjylland kan hente en spiller i Svendborg, er det fordi, de spillere kan se den talentudvikling, som Midtjylland har stået for i årevis. Det er ikke sikkert, at FC Midtjyllands talentudvikling er bedre end det, der foregår i OB, men de har bare haft god succes med at få spillere igennem deres eget system, siger Jesper Hansen, der tror på bedre tider for OB. 

- Vi vil gerne have flere fynske talenter ind på OB’s Superliga-hold. Men selvom vi gør det godt, betyder det ikke, at andre gør det dårligt. Vi vil ikke skyde med skarpt mod de andre klubber, men vi skal stå på mål for det, vi gør i vores talentudvikling og det gode samarbejde, vi har med mange fynske klubber. Det vil vi gerne fortsætte med, for vi vil gerne have Fyn repræsenteret i den bedste række, for det er også til gavn for alle de øvrige klubber på Fyn, mener han og nævner, at OB's projekt Øens Hold har været en succes gennem mere end 10 år, hvor over det er vokset til at rummere over 100 fynske klubber.

OB ønsker mange talenter i Superligaen
OB har ikke nogen decideret målsætning om en procentsats af egne spillere på Superliga-holdet, men der er klare ambitioner på Fyn.

- Vi vil gerne have en stor del af egne spillere på Superliga-holdet. Jeg har før sagt, at halvdelen gerne skal komme fra egne rækker; det må gerne være flere, men vi skal have spillere, der er dygtige nok. Vi har allerede nogle spændende unge talenter heroppe, og næste år kommer to mere op. Vi har også flere på vej, og det ser fornuftigt ud, men som konkurrencen er, så har tingene ændret sig, mener Jesper Hansen, der med den replik atter berører sagen med Brøndby og Næsby.

- Tidligere har der været en uskreven aftale om, at vi ikke tager spillere fra hinanden. Den er også ved at blive brudt lidt op. Man har også sagt, at hvis man går ind i hinandens geografiske områder – det har man før været efter hinanden på. Nu er der andre klubber, der siger, at hvis de begrænser sit i forvejen lille område, så begrænser de deres talentudvikling. Det er en ny holdning. På den måde er der flere klubber, der vil have fat i ”Peter i Herlev”, selvom man er i en anden del af landet. Der er forskellige set-ups i klubber og kommuner, men det er vigtigt at have et setup med collage og skolegang for at man er attraktiv, siger Jesper Hansen.

Næsby Boldklub har indtil videre været relativt fåmælte om bruddet med OB, idet man med formand Poul Jørgensens ord ikke har villet kaste med mudder i sagen. I sidste uge lagde klubben imidlertid denne skrivelse op på klubbens Facebook-side:

- Vi kan konstatere, at der eksisterer divergerende opfattelser af forløbet forud for indgåelsen af vores talentsamarbejde med Brøndby. I forlængelse deraf vil vi understrege, at vores beslutning ikke er motiveret af økonomiske incitamenter, da differencen til vores tidligere aftale med OB nærmest er af kosmetisk karakter. Målet med den nye aftale er at styrke og inspirere den kvalitative tilgang til udviklingen af de fynske talenter, og her repræsenterer Brøndby Masterclass i vores optik det mest professionelle og strukturerede setup, der pt. findes i Danmark. Der er intet i aftalen, der tvinger spillere væk fra øen, men tværtimod sikrer alle elementer, at der sker en tilgang af viden og inspiration. 

- Vi ønsker ikke at bidrage yderligere til den negative mudderkastning, men vil i stedet benytte lejligheden til at takke OB for mange års fint samarbejde fokuseret omkring et utal af spilleres skifte imellem de to klubber, hvilket bl.a. har medført udviklingen af "Næsby-drenge" såsom Jacob Rasmussen og Anders K. Jacobsen.