Artiklen er fra Tipsbladet - køb Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet om fredagen.
Jesper Lindstrøm blev Efterårets Profil, kåret af Superliga-trænerne i Tipsbladet.
Morten Frendrup spillede meget (og giver interview om det andetsteds i dette blad), det samme gjorde Jonas Wind og Mohamed Daramy i FC København, og i Århus lærte man pludselig navnet Albert Grønbæk at kende.
Det føles som om, Superliga-klubbernes egne talenter har fået mere plads, efter at de i årevis har snakket om det. Og i år er tallene med dem.
Tipsbladet har opgjort alle spilleres minutter på banen i Superliga-efteråret, og opgørelsen viser en stigning fra Tipsbladets tilsvarende undersøgelse i sidste sæson, som vi lavede i coronapausen efter 24 spillerunder.
For et lille år siden havde klubbernes egne talenter taget 18,9 procent af den samlede spilletid, og det tal er nu steget til lige over 21 procent.
Ud over Brøndby, FC København og AGF bruger også FC Nordsjælland, OB og SønderjyskE deres 'egne' spillere mere. Kun i AaB, hvor Inge André Olsen har taget over, og hvor spanske Marti Cifuentes ved nytår blev cheftræner, er brugen af egenudviklede spillere faldet markant.
Klubtrænede | Vinterpause 20/21 | 19/20 i coronapausen | Ændring procentpoint |
FC Nordsjælland | 33,5 | 24,5 | 9 |
OB | 32 | 29 | 3 |
AaB | 29,9 | 44,9 | -15 |
Brøndby IF | 29,1 | 9,3 | 19,8 |
Lyngby | 28,6 | 31,7 | -3,1 |
FC Midtjylland | 22,1 | 23 | -0,9 |
Randers FC | 20,3 | 22,9 | -2,6 |
FC København | 19,6 | 6,5 | 13,1 |
Vejle | 18,7 | ||
AGF | 14,5 | 4,9 | 9,6 |
SønderjyskE | 6,6 | 6,2 | 0,4 |
AC Horsens | 0 | 0,05 | -0,05 |
Esbjerg fB | 37,7 | ||
Silkeborg IF | 31,9 | ||
Hobro | 0,008 |
Strategi og øjebliksbilleder
Trækker vi AaB og nordjydernes strategiskifte ud af regnskabet, er brugen af egne talenter i Superligaen endnu mere markant.
Og dropper vi også sidste sæsons tre nedrykkere, hvor Silkeborg og Esbjerg trak markant op med mange egenudviklede spillere, samt denne sæsons oprykker Vejle, er brugen af egenudviklede spillere hos de resterende 10 klubber i Superligaen steget med næsten en tredjedel.
Talentudviklingschef i DBU Flemming Berg er forsigtig med at sige, at en udvikling i Superligaen er vendt efter års markant brug af spillere fra udlandet. Men tallene antyder, at der i 2020 kom handling bag års ord om, at talenter var topprioritet blandt mange af Danmarks største klubber.
"Min fornemmelse, og det jeg hører i de fleste af mine samtaler med folk i klubberne, er, at mange klubber tænker i retning af at give mere plads til deres egenudviklede spillere. Flere har forstået, at man skal give de unge plads, og at de er gode nok til i første omgang at tage de pladser i trupperne, hvor man spiller 12-16 kampe per sæson," siger Flemming Berg til Tipsbladet.
"Så er det store spørgsmål, hvad der har udløst den større brug af egne talenter. I AGF fylder Albert Grønbæk jo meget i jeres statistik i Tipsbladet, når AGF plejer at være en af de klubber, der ikke bruger egne talenter så ofte. Det er for tidligt at sige, om det er fordi, spillerne bare er gode nok lige nu, eller om der ligger en strategisk beslutning bag den ekstra spilletid," siger Flemming Berg.
"I Brøndby er jeg sikker på, at det er en strategisk beslutning. Dels er de unge gode nok, men Brøndbys ledelse og trænere har også tydeligvis truffet en beslutning om, at man tror på, de unge er gode nok," siger Flemming Berg.
Landetrænede | Vinterpause 20/21 | 19/20 i coronapausen | Ændring i procentpoint |
AC Horsens | 76,7 | 81 | -4,3 |
Lyngby | 71,4 | 68,3 | 3,1 |
AGF | 59,6 | 55,8 | 3,8 |
SønderjyskE | 56,4 | 48,6 | 7,8 |
OB | 45,1 | 52,8 | -7,7 |
Randers FC | 41,5 | 36,1 | 5,4 |
Vejle | 33,8 | ||
FC København | 28,7 | 25,9 | ´2,8 |
FC Midtjylland | 25,2 | 27,6 | -2,4 |
AaB | 23,2 | 27,7 | -4,5 |
Brøndby IF | 21,1 | 19,1 | 2 |
FC Nordsjælland | 20,2 | 31,4 | -11,2 |
Hobro | 62,1 | ||
Silkeborg IF | 48,2 | ||
Esbjerg fB | 9,5 |
Klubberne skal selv finde deres vej
I FC Midtjylland ligger man lige over Superliga-gennemsnittet for brug af egenudviklede spillere, ikke mindst takket være Erik Sviatchenko og Pione Sisto, der er købt tilbage til FC Midtjylland fra udlandet og trækker markant op både sportsligt og i FC Midtjyllands statistik for brug af egne talenter.
"Jens-Lys Cajuste, Awer Mabil og Frank Onyeka har nu også spillet med på holdet på akademiet, så dem regner vi selv som del af vores talentarbejde," bemærker Claus Steinlein om tre mand, der i DBU og UEFA's regler tæller som udviklet i Örgryte, Adelaide og FC Ebedei.
"Vi er overordnet meget tilfreds med spilletiden set i lyset af vores overordnede målsætning om, at 40 procent af spilletiden skal gå til spillere, vi har haft inde på fodboldakademiet, eller vi har hentet
til som helt unge seniorspillere. For os er udfordringen at få endnu flere regionale spillere på holdet, og det er derfor, vi satser på Guldminen og på at starte talentudviklingen så tidligt som muligt, selvom vi først får en effekt af det på førsteholdet om seks-otte år," siger FCM-direktøren, der var ansvarlig for FC Midtjyllands akademi i adskillige år, fra det blev grundlagt i 2004.
"Vi har Nicolas Madsen og Gustav Isaksen som fremtidens folk i truppen og med forhåbning om, at de kommer til at spille en stor rolle i de kommende år, og så er udlejningerne af folk som Victor Torp og Oliver Sørensen en del af vores strategi om at gøre vores talenter klar til førsteholdet," siger FCM-direktøren.
At der bliver brugt flere egenudviklede spillere i denne sæson, og at flere klubber som Brøndby og FC København giver en markant større portion spilletid til egenudviklede spillere, er FCM-bossen glad for at se, men efter hans mening er egenudviklede spillere ikke den eneste vej frem i Superligaen.
"Det er sindssygt vigtigt, at hver klub finder sin egen vej. I et videnssamfund som Danmark er vi enormt dygtige til at uddanne mennesker, så det giver kun mening, at der er flere end kun et par klubber, der satser på talentudvikling. Men der er altså også andre veje frem. AC Horsens, som vi har et godt og stærkt samarbejde med, er dygtige til at hente spillere med fortid i vores ungdomsafdeling og fra andre Superliga-klubber," siger Claus Steinlein.
"Det nytter ikke, at alle klubber forsøger at blive bedst til talentudvikling. De skal finde deres egen vej til at udvikle de etablerede tophold, ligesom vi overhalede en række større klubber og byer med vores talentakademi i 2004 og årene efter. Og så spørger jeg også mig selv om, om nogle klubber tilpasser strategien til, hvor mange penge de lige nu har i pungen," siger Claus Steinlein.
Belønning for brug af U21-spillere?
Er stigningen i brugen af egenudviklede spillere bare et mindre udsving?
Tendensen gennem de seneste ti år har været, at udenlandske spillere har fyldt mere og mere, hvilket er en nærmest entydig tendens i hele Europa.
Antallet af transfers er steget markant, hvilket over tid betyder langt mere udskiftning i trupperne, også i Danmark.
Pilen kan hurtigt svinge den anden vej, hvis dygtige unge danske spillere bliver solgt til sommer og erstattes med billige udlændinge på et transfermarked, der nok også favoriserer køberne og dem med bare lidt på kistebunden, som Superliga-klubberne i det globale billede er.
Har flere Superliga-klubbers jagt på nye udenlandske ejere spillet ind? Purunge danske seniorspillere er billigere end voksne udlændinge og giver en lidt nemmere fortælling, når man skal lokke en amerikaner eller en stor udenlandsk klub ind i et samarbejde.
Den nuværende Al Jazira-sportsdirektør Mads Davidsen kaldte i Tipsbladet for et lille års tid siden Superligaen for en oplagt udviklingsliga og mente, andelen af spilletid til egenudviklede spillere samlet set er alt for lav i Danmark.
Flemming Berg, der som DBU-talentudviklingschef naturligvis gerne ser så mange danske talenter som muligt på banen, kalder den aktuelle udvikling for positiv, men faste procenter for de egenudvikledes spilletid eller krav om at bruge egne talenter, som eksisterer i en række ligaer, bryder Flemming Berg sig ikke om.
"Jeg vil meget hellere tale om belønning for at bruge de unge spillere, hvad det er i form af midler fra en udviklingspulje eller TV-midlerne. Det kunne give god mening," siger Flemming Berg.
"Da vores U/19-landshold senest spillede kamp, havde ni af 11 mand i startopstillingen også været i startopstillingen i deres Superliga-klub ugen forinden. Det viser, at Superliga-klubberne har forstået, at de unge er gode nok," siger Flemming Berg.
"Manchester Citys akademichef lavede en fantastisk undersøgelse for et år par siden, hvor han så på 10 års spillere, der havde spillet i Champions League-kvartfinalerne. Han fandt ud af, at 83 procent havde fået seniordebut i deres klubber som 17-årige. Det fortæller, at man skal tidligt i gang, hvis man vil helt til tops i fodboldverdenen. Og det tror jeg også, flere og flere Superliga-klubber forstår," siger Flemming Berg.
"De ser det også som en forretningsmodel. De har fundet ud af, at en 18-årig spiller med 50 førsteholdskampe er så uendelig meget mere værd end en 18-årig, der kun har spillet på U/19-holdet. Og Superliga-klubberne har indset, at der bliver solgt mange spillere dyrt i den
alderskategori. Se Horsens og Jeppe Kjær. De havde aldrig fået det beløb for en af deres ældre danske eller udenlandske spillere," siger Flemming Berg med henvisning til Horsens' rekordsalg til Ajax sidste sommer, der indbragte op mod 15 millioner kroner og udsigten til flere millioner, hvis Kjær får sit gennembrud i den hollandske storklub.
Hvor brugen af spillere i Superligaen bevæger sig hen ser Tipsbladet på igen i det sene forår, når turneringen er ved at være ovre, og den udvikling kommer til at give en god indikation af, om Superliga-klubberne vitterligt er slået ind på en ny kurs, eller om rigerne bare fattes penge i en svær og kold coronatid.
Udenlandsk trænede | Vinterpause 20/21 | 19/20 i coronapausen | Ændring i procentpoint |
FC Midtjylland | 52,7 | 49,4 | 3,3 |
FC København | 51,6 | 67,6 | -16 |
Brøndby IF | 49,7 | 71,6 | -21,9 |
Vejle | 47,5 | ||
AaB | 46,9 | 27,4 | 19,5 |
FC Nordsjælland | 46,3 | 44,1 | 2,2 |
Randers FC | 38,3 | 41 | -2,7 |
SønderjyskE | 37 | 45,2 | -8,2 |
AGF | 25,9 | 39,3 | -13,4 |
AC Horsens | 23,3 | 19 | 4,3 |
OB | 22,8 | 18,2 | 4,6 |
Lyngby | 0 | 0 | 0 |
Esbjerg fB | 52,8 | ||
Hobro | 37,9 | ||
Silkeborg IF | 19,9 |
SÅDAN HAR VI UNDERSØGT SUPERLIGAEN
Talentudvikling er et af de hedeste debatemner i dansk fodbold.
Men hvordan finder man ud af, hvem der faktisk bruger spillere, de selv har uddannet?
Den perfekte, komplette målestok findes næppe, for hvordan vægter man den klub, der lærte en otteårig dreng at lave inderside-afleveringer og de første begreber om holdånd, sat overfor den samme spiller som 19-årig i en eliteklub, der lykkes med at få ham transplanteret over i en førsteholdstrup?
I den analyse, der ligger til grund for historierne på disse sider, har vi delt alle spillere i de 12 Superliga-klubber, der har været på banen i efteråret i Superligaen, op i tre kategorier.
Vi har benyttet UEFA og DBU’s kriterier om, hvor en spiller er ’home grown’, eller egenudviklet, fordi disse kriterier styrer, hvilke spillere klubber i Danmark og resten af Europa må registrere i deres førsteholdstrupper til nationale og europæiske klubkampe.
For at være egenudviklet i en klub, skal en spiller have tilbragt mindst 36 måneder der mellem sin 15- og 21-års fødselsdag.
Tiden før og tiden efter de fødselsdage betyder selvfølgelig også noget for en fodboldspillers udvikling og dygtighed, men for at have et fælles kriterium til at måle alle Superliga-spillere og de 12 klubber går vi ud fra denne regel for at gøre vilkårene i undersøgelsen ens for alle.
På et enkelt punkt fraviger vores undersøgelse i Tipsbladet UEFA’s ’Home Grown’-regler en smule. Ifølge reglerne må Superliga-klubberne i denne sæson frit benytte såkaldte B-spillere, som er spillere født i årgang 1999 eller senere.
I Tipsbladets undersøgelse har vi i de tilfælde, hvor en sådan ung spiller allerede har spillet 36 måneder i en klub og dermed i resten af sin karriere vil kvalificere som klubtrænet det pågældende sted, registreret spilleren som udviklet i den klub.
Det betyder for eksempel, at vi har registreret Brøndbys Anis Ben Slimane som klubtrænet i AB, hvor han har tilbragt mere end 36 måneder siden sin 15-års fødselsdag, og fordi Slimane aldrig vil få mulighed for at blive klubtrænet i Brøndby IF. I DBU’s regelsæt tæller Slimane, som født i årgang 2001, dog som B-liste-spiller i denne sæson.
Vi har valgt denne fremgangsmåde, fordi vi i denne historie er interesseret i, hvor spillerne har fået den væsentligste del af deres fodboldopdragelse, ikke om klubberne via B-liste-spillere hentet i andre klubber på kort sigt har mange unge spillere.
Information om spilletiden sæsonen stammer fra statistikmediet danskfodbold.com.
Læs også:Topscorer, mester og skuffelse: Så ringe var vi til at forudsige Superligaen
Læs også:DBU-chef om Brøndby-stjerne: Han tog alle med storm
Læs også:Slimane fremhæver samarbejde med speciel spiller: Rigtig fin relation
Læs også:Leder: Derfor skal BIF, FCK og AGF gå efter FC Midtjyllands guld
Læs også:Transferplanen: Brøndby gør sig overvejelser om forsvaret