Talentchef får større rolle i FC København
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Talentchef får større rolle i FC København

Talentchefen i FC København får en større rolle og bliver klubbens nye udviklingsdirektør.

Sune Smith-Nielsen har i de seneste år arbejdet i FC Københavns talentafdeling, hvor han er talentchef, men nu får han også en større rolle i klubben. Det meddeler FC København på sin hjemmeside.

Fremover skal Sune Smith-Nielsen nu være udviklingsdirektør i klubben.

I den rolle skal han blandt andet sikre, at FC København får det optimale ud af klubbens ressourcer, og at der er sammenhæng mellem talentafdelingen og førsteholdet.

Læs også:Ståle Solbakkens søn meldes tæt på klubskifte

- Han skal være tovholder på de sportslige udviklingsprojekter i klubben og sørge for, at vi stiller de rigtige spørgsmål til alt, hvad vi gør. De spørgsmål skal sikre, at vi får mere ud af det vi har, og at vi hele tiden holder os skarpe og helt fremme i udviklingen inden for fodbold. Når vi vil spille med de bedste i Europa, skal vi hele tiden sikre, at vi får det maksimale ud af vores ressourcer og udnytter alles kompetencer bedst muligt, både på og uden for banen.

- Samtidig sikrer han en endnu bedre sammenhængskraft mellem talentafdelingen og førsteholdet, som bliver helt afgørende for, om vi lykkes med at lave fremtidens Jonas Wind og Mohamed Daramy til førsteholdet, siger William Kvist, midlertidig sportslig leder i FC København, til klubbens hjemmeside.

William Kvist roser samtidig den nyudnævnte udviklingsdirektør.

Læs også:Parken får stor rolle i kampen mod smittespredning

- Vi er meget glade for, at vi har en kapacitet som Sune i klubben, og at han er klar på at udvide sit ansvarsområde på nogle områder, der er vigtige for klubben.

- Han har været en nøgleperson i at løfte vores talentafdeling op på internationalt niveau med sin store faglighed og erfaring. Vi ser derfor ind i en fremtid, hvor vi kontinuerligt vil se egenudviklede spillere tage skridtet op til førsteholdet, siger han.

Sune Smith-Nielsen skal i sin rolle som udviklingsdirektør referere til den sportslige leder, som aktuelt er William Kvist, men senest til april bliver Peter “PC” Christiansen. 

Læs også:Superligaens bedste: Brøndby haler ind på SønderjyskE

Læs også:Ser ind i fremtiden: Sportens minister vil åbne op for flere fans