Video : Tipsbladet
Superliga

Tæt på exit: Nu er han klar på Danmark

Den mangeårige Superliga-målmand Michael Lansing er på jagt efter et nyt sted at spille fodbold

Den tidligere Superliga-målmand Michael Lansing har de seneste år været på kontrakt i norske Aalesunds FK.

Men nu peger pilen i retning af et exit, da amerikaneren med fortid i Vejle, AaB og AC Horsens har kontraktudløb ved årsskiftet. Dialog med Aalesunds sportslige ledelse har der ikke været meget af, og derfor er Michael Lansing nu åben for noget nyt.

Det fortæller han til Tipsbladet.

- På den ene side trækker MLS i mig, da min familie bor i USA, og det sportslige niveau er steget markant i ligaen de seneste år. På den anden side føler jeg mig efterhånden semi-skandinavisk efter tiden i Danmark og Norge, så jeg er meget åben for at fortsætte her.

29-årige Michael Lansing har de seneste år kæmpet med den tidligere OB- og FCK-keeper Sten Grytebust om spilletiden i Aalesund. Nordmanden har også kontraktudløb nu, men Michael Lansing ønsker ikke at stå i skyggen af Grytebust gennem en ny kontraktperiode.

- Efter et godt første år i Aalesund har jeg, siden Sten Grytebust kom hjem til barndomsklubben, siddet meget på bænken, og da jeg vægter spilletid meget højt, er det nok ikke sandsynligt, at både han og jeg fortsætter i klubben, og hverken jeg eller min agent har haft ret megen dialog med Melis (Bjørn Erik Melland, Sportslig leder i Aalesund FK, red.).

Hverken Michael Lansing eller Sten Grytebust fik blomster efter den sidste turneringskamp, hvilket ellers er kutyme at give til spillere med udgående kontrakter. Det fik andre spillere fra Aalesund, men altså ikke de to målmænd.

- Lidt spøjst fik hverken Sten Grytebust eller jeg blomster på trods af, vi begge har udløb, så det tyder på, at Aalesund stadig har mig i tankerne.

Michael Lansing stod fast i sin første sæson i Aalesund, hvor han var med til at rykke klubben op i Elieserien. Siden har spilletiden været sparsom, og fra bænken kunne han i år se sit mandskab rykke ud af den bedste norske række.

Målvogteren står noteret for 14 Superliga-kampe for AC Horsens. Nu er spørgsmålet så, om det bliver til flere, hvis en klub fra Danmarks bedste række skulle få et godt øje til ham.