Han har været sat i forbindelse med flere Superliga-klubber, men IFK Norrköping regner med at holde på cheftræner Jens Gustafsson. Det meddeler klubformand Peter Hunt over for Sportbladet.se.
For nylig kunne Ekstra Bladet ellers meddele, at AaB havde været i dialog med svenskeren, mens B.T. Sport også har nævnt ham som en, OB-sportschef Michael Hemmingsen kigger på som en mulig afløser for Jakob Michelsen.
I IFK Norrköping har den seneste tid også været kaotisk, da en lang række ansatte - heriblandt direktør Jens Magnusson, fankoordinatoren, holdlederen og den fysiske træner - har forladt klubben.
Men formanden forventer ikke, at cheftræner Jens Gustafsson bliver den næste til at forlade skuden.
- Jens og jeg har haft et rigtig godt forhold og har arbejdet sammen i fire og et halvt år. Jeg betragter Jens som en god ven, og Jens har selvfølgelig en stor del af IFKs positive udvikling. Jeg ved ikke i dag, hvor vi ender med vores analysearbejde (efter sæsonen, red.), men vi arbejder hurtigt.
- Jeg kan ikke se, at der skulle ske nogle større personaleforandringer fremover. Jeg sætter pris på det arbejde, der er udført, og det vil jeg gerne påpege, skriver Peter Hunt i et længere brev til Sportbladet.
42-årige Jens Gustafsson har været cheftræner i IFK Norrköping siden sommeren 2016 og har ifølge Transfermarkt kontraktudløb i vinteren 2021.