Han nåede at spille 14 kampe og score to mål for Esbjerg fB i Superligaen i foråret 2015, men Daniel Larsson har ikke mange positive minder fra sin tid i det vestjyske.
Den svenske angriber kom til Esbjerg fB på en lejeaftale fra spanske Granada, men et skifte til Superliga-klubben var slet ikke attraktivt for ham, og det blev i stedet kun til en realitet, da andre forhandlinger faldt sammen. Det afslører Larsson i podcasten ”Lundh” ifølge Fotbollskanalen.
- Det var et meget underligt skifte. Det var ikke noget, jeg ønskede – heller ikke på daværende tidspunkt, siger Daniel Larsson i podcasten og fortsætter:
- Jeg synes, det er meget svært at se, at det hang sådan sammen, at Esbjerg var den eneste mulighed. Men ham, der repræsenterede mig, havde intet andet. Så er det vanskeligt for mig at begynde at ringe rundt mig selv. Der var et par ting, der mislykkedes på målstregen og så lukkede transfervinduerne, og jeg måtte finde et sted at spille. Det blev bare sådan. Det var forbandet kedeligt og hårdt.
Daniel Larsson fortæller endvidere, at han blev lokket til Esbjerg af vennen Erik Friberg, der selv skiftet var til Esbjerg fB fra italienske Bologna i januar 2015.
- Han syntes, jeg skulle komme, og at det ville være cool, og sagde, at det var en meget flot by. Men jeg kom der og indså, at det ikke engang var en by - det var en lille fiskerby. Det var heller ikke engang en topklub i Danmark. Det var panik, der fik mig derhen, og jeg blev narret af en meget god ven. Men jeg har tilgivet ham, og vi har stadig et godt forhold. Det var alligevel min beslutning, selvom han er god til at overbevise en om tingene, siger Daniel Larsson.
Efter det halve år i Esbjerg fB skiftede Larsson til tyrkisk fobdold. I dag spiller den nu 33-årige svensker for Aris Thessaloniki i Grækenland.