Video : Tipsbladet
Superliga

Randers og SønderjyskE er ikke alene: Her er fem skøre disciplinærsager

Det er af og til nogle skæve sager, der lander på bordet hos Fodboldens Disciplinærinstans. Her er fem af de mest usædvanlige sager i dansk fodbold.

Superliga-klubberne skal oplyse den rigtige startopstilling i den rigtige formation senest en time før kampstart, ellers vanker der en bøde. 

Den regel blev mange bekendte med for godt en uge siden, da en sag fra marts pludselig fik omtale. Her indberettede Randers FC modstanderholdet AC Horsens for at have givet urigtige informationer om startopstillingen.

Søndag opstod en lignende situation i Haderslev, hvor FC København ikke stillede op i den formation, de på forhånd havde angivet. Efter kampen fastslog SønderjyskE-træner Glen Riddersholm, at FCK kan se frem til en indberetning.

Regler er regler, og dem skal man følge, men de fleste kan nå til enighed om, at de nævnte sager om urigtige startformationer ikke ligefrem hører til i toppen over de forbrydelser, der kan begås i forbindelse med en fodboldkamp.

I den forbindelse har tipsbladet.dk taget et kig i disciplinærinstansens arkiv og fundet frem til nogle af de mere mærkværdige sager. 

Her er fem eksempler:

Den sure stadionspeaker

En stadionspeakers fornemste opgave er traditionelt at informere tilskuerne om startopstillingerne, om nøglesituationerne i kampen og om prisen på øl og pølser i boden. 

Det gjorde stadionspeakeren også i opgøret mellem Roskilde KFUM og BK Avarta i 2. division den 14. november, men der fulgte en lille analyse med.

Dommeren indberettede således efter kampen, at stadionspeakeren kom med følgende meldinger i højtaleren:

81. minut: "Så kom der endnu en håbløs advarsel"

92. minut: "Så kom der kun én advarsel"

94. minut: "Og så var der den der!"

Roskilde KFUM lagde sig fladt ned, og klubben blev idømt en bøde på 3.000 kroner.

Ikke lys nok på banen

Den 10. september 2018 tørnede Farum BK og BSF sammen i 1. division for kvinder, og opgøret blev spillet på Right to Dream Park, der som bekendt også er hjemmebane for FC Nordsjælland i Superligaen.

Farum BK vandt opgøret 2-0, men BSF krævede efterfølgende kampen spillet om, fordi der ifølge gæsterne "i hele kampen manglede lys i den ene ende af banen".

Det manglende lys skyldtes, at en projektør ikke ville tænde, men kampens dommer skriver i sin redegørelse, at han vurderede, at der var tilstrækkelig lys på banen til at afvikle kampen. 

Fodboldens Disciplinærinstans afviste klagen fra BSF, og resultatet 2-0 til Farum BK stod ved magt.

Et uheldigt Facebook-opslag

Fodboldens Disciplinærinstans tog selv sagen op mod Viborg FF i august 2016.

I forbindelse med en kamp mod FC Midtjylland i Superligaen blev der anvendt pyroteknik fra fans i begge lejre, og det er som bekendt forbudt. 

Alligevel lagde Viborg FF en video på Facebook, hvor klubben takkede for opbakningen, og på videoen kunne man se en masse pyroteknik. Klubben fjernede efterfølgende opslaget, men fælden klappede.

Viborg FF blev idømt en bøde på 10.000 kroner.

En lignende sag ramte i øvrigt FC København for et Twitter-opslag et par måneder senere. Det kostede også en bøde på 10.000 kroner. 

Glemte at skrive kampens bedste spiller på holdkortet

En underholdende kamp mellem Greve og Hillerød i 2. division i maj 2018 sluttede 5-4 til gæsterne, men dramaet fortsatte efter slutfløjtet.

Her opdagede Greve nemlig, at Hillerød i hele kampen havde benyttet en spiller, der ikke var skrevet på holdkortet. Den pågældende spiller var ifølge Greves indberetning "banens bedste spiller", og han lavede to mål for Hillerød. Af indberetningen fremgår det også, at Greves træner, der har mange års divisionserfaring som både spiller og træner, aldrig har oplevet noget lignende.

Fodboldens Disciplinærinstans idømte Hillerød en bøde på 3.000 kroner, men vurderede samtidig, at den administrative fejl ikke gav udeholdet en uretmæssig fordel i forhold til selve spillet på banen. Hillerød fik derfor lov til at beholde de tre point.

Den "usportslige" kommunikationschef

Indberetninger om usportslig opførsel svømmer arkivet over med, og som regel er det spillere eller trænere, der overfuser dommeren. Den 11. november var det dog Vejles kommunikationschef, der blev indberettet.

I forbindelse med Vejles pokalkamp mod Brabrand IF, indberettede dommeren Vejles kommunikationschef for usportslig opførsel. Af indberetningen fremgår det blandt andet, at VB-chefen efter kampen gik ind på banen og med hævet stemme og en finger pegende sagde "Så fik du ham alligevel, hva´?. Det var det, du gik efter".

Vejles kommunikationschef afviste dommerens beskyldninger. Af VB's indberetning fremgår det blandt andet, at kommunikationschefen helt afviser at skulle have sagt, det han er citeret for, og at han hverken hævede stemmen eller løftede fingeren. Han indberetter, at han sagde "så fik du ham vist ud igen" og efterfølgende gik sin vej.

Kommunikationschefen modtog en advarsel fra Fodboldens Disciplinærinstans.

Læs også:Færdig for i år: OB'er har brækket sin tå

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Der er krig om startopstillingerne

Læs også:Vil have Philip Zinckernagel: Det har jeg vidst længe

Læs også:Optakt: Brøndby IF - Lyngby Boldklub

Læs også:Superligaen indfører ny form for coronatest