Afsløring: Superstjerne fortsætter i Superligaen
Foto: Getty Images
Superliga

Afsløring: Superstjerne fortsætter i Superligaen

Den største stjerne i Superligaen sidder på trænerbænken i FC Nordsjælland, og det bliver han ved med.

Rafael van der Vaart, Jack Wilshere og Vagner Love.

Listen af superstjerner, der har betrådt Superligaens græs bliver efterhånden længere og længere, men den største af dem alle sammen frister faktisk en tilværelse uden for kridtstregerne.

Den tidligere Chelsea-stjerne Michael Essien takkede for tre år siden ja til FC Nordsjællands tilbud om en rolle som Player Coach. Aftalen blev et år senere forlænget frem til i dag - den 30. juni 2023.

FC Nordsjælland har ikke meldt noget ud om, hvorvidt Michael Essien i mellemtiden har forlænget sin kontrakt og dermed bliver længere tid i klubben, men det kan Tipsbladet nu fortælle, at den 40-årige verdensstjerne gør.  

Flemming Pedersen, der er teknisk direktør i FC Nordsjælland, bekræfter over for Tipsbladet, at 40-årige Michael Essien fortsætter i Farum-klubben i sin rolle som Player Coach.

Ghaneseren har forlænget frem til sommeren 2025, og dermed ligger fremtiden altså fortsat i Superligaen for Michael Essien, der skal arbejde under cheftræner Johannes Hoff Thorup, der overtog fra Flemming Pedersen i januar.

Michael Essien vil som spiller særligt blive husket for sin tid i Chelsea, hvor han var blandt verdens bedste midtbanespillere. Et Champions League-trofæ, to Premier League-titler og tre pokaltriumfer med Chelsea taler sit tydelige sprog om ghaneserens fortræffeligheder på en fodboldbane. 

Rollen som Player Coach i FC Nordsjælland er ghaneserens første som træner. Her kan han tage hånd om flere af klubbens unge spillere med afrikansk og ghanesisk baggrund som eksempelvis Ernest Nuamah og Ibrahim Osman.