Video : Tipsbladet
Superliga

Superligaens tag-selv-bord: Mange spændende spillere er gratis

Transfervinduet er lukket, men der kan stadig hentes transferfrie spillere, og der er flere interessante navne at plukke.

Opdateret 13. oktober

Sommerens transfervindue er lukket - senere end nogensinde. Det er ikke længere muligt for de danske Superliga-klubber at købe nye spillere. Det er dog stadig muligt at forstærke sig.

I den forbindelse skal klubberne tage for sig i buffeten af transferfrie spillere, og der er også prominente navne at hente i det marked. Mange interessante navne står således uden klub, og de skulle nok kunne friste op til flere i Superligaen.

Tipsbladet.dk lister her ni navne, der kan hentes transferfrit - nogle er selvsagt mere realistiske i en Superliga-sammenhæng end andre.

Dame N'Doye
Angriber
35 år

Det er nok ikke realistisk at se FC København-legenden i andre danske klubber end netop FC København - og der ved vi, at han ikke skal hen. Men hvis tiden går, og Dame N'Doye ikke finder en ny klub, lader han sig måske friste af en klub i et land og en liga, han kender til fingerspidserne. N'Doye er dog et af de mere kuriøse navne på listen.

Danny Amankwaa
Offensivspiller
26 år

Det tidligere FC København-talent har senest været til prøvetræning i både Randers FC og AC Horsens - begge steder blev tommelfingeren vendt ned til 26-årige Amankwaa. Man kan godt have sine tvivl om, hvorvidt Danny Amankwaa har evnerne til at vende tilbage på topplan, men måske er der stadig en klub i Danmark, der tænker, de kan forløse hans potentiale. 

Justin Shaibu
Angriber
22 år

Han var engang et rigtig stort talent i dansk fodbold. Justin Shaibu debuterede allerede som 16-årig for HB Køge, og dermed kan han kalde sig den yngste debutant i fusionsklubbens historie. Senere blev han solgt til Brentford FC, hvor han aldrig fik et gennembrud, og et par udlejninger hjalp ikke på det, men angriberen er kun 22 år, og der er stadig et potentiale i ham.

Frederik Møller
Forsvarsspiller
27 år

Forsvarsspilleren har spillet Superliga-kampe for FC Midtjylland, AC Horsens, AGF og Silkeborg IF, og han er på mange måder et sikkert kort at hente ind. 88 Superliga-kampe er det blevet til for Frederik Møller, der bør kunne finde en ny klub. 

Rurik Gislason
Offensivspiller
32 år

Den 32-årige offensivspiller fra Island har været klubløs, siden han forlod tyske Sandhausen for et par måneder siden, og Rurik Gislasons agent har over for tipsbladet.dk bekræftet, at der har været interesse fra Superligaen. Han er den islænding, der har spillet flest Superliga-kampe - måske har han ikke spillet sin sidste.

Casper Sloth
Midtbanespiller
28 år

Den tidligere AGF-, AaB- og Silkeborg-spiller er på klubjagt igen. Han fik ophævet sin kontrakt med Notts County efter bare halvanden måned i klubben og leder efter kontinuitet efter en række sæsoner uden megen spilletid.

Thomas Juel-Nielsen
Forsvarsspiller
30 år

Danmark, Norge, Sverige, Israel, USA og Rumænien. Juel-Nielsen har vist sig som en mand, der ikke er bange for at gå uvante veje i sin fodboldkarriere. Han har dog også en fortid i AGF og SønderjyskE de seneste år, så Superligaen er ikke fremmed land for ham.

Örjan Nyland
Målmand
30 år

Hvis der pludselig opstår en skade på målmandsposten, eller en Superliga-klub ønsker at skifte det nuværende førstevalg, er Örjan Nyland i høj grad værd at notere. Nordmanden fik ophævet sin kontrakt i Aston Villa mandag, og han er en erfaren målmand med blandt andet 28 landskampe for Noge på CV'et.

Alen Halilovic
Midtbanespiller
24 år

Vi slutter listen af med lidt af et langskud, men Alen Halilovic er måske ikke så uopnåelig for en dansk klub, som man skulle tro. Det engang så store talent fik ophævet sin kontrakt i AC Milan på deadlinedag, og nu leder han efter alt at dømme efter en klub på et lavere niveau. Senest var han udlejet til Heerenveen, og det er en klub, man må gå ud fra, at et par Superliga-klubber godt kan måle sig med. Det sker næppe, at han ender i Danmark, men det tidligere Barcelona-talent er da værd at notere. Og et opkald skader jo aldrig.

Læs også:Ny Randers-profil er én af verdens hurtigste fodboldspillere

Læs også:Avis: Ronnie Schwartz-skifte er faldet til jorden

Læs også:Officielt: Jens Martin Gammelby fra Brøndby til Lyngby

Læs også:Officielt: Lyngby sender højre back til norsk fodbold

Læs også:OB-angribers skifte er ikke gået igennem: Vi kan ikke gøre mere