Superligaens nye brødrepar: Har væddet om, hvem der kommer først i Europa

I 127 Superligakampe havde OB ifølge Superstats brødreparret Michael og Carsten Hemmingsen på banen samtidig. I en periode fra 1994 til 2003 var de to brødre et fint billede på topfodbolden på Fyn. På samme måde var brødrene Martin og Michael Johansen synonym med B 1903 og FCK, da de to spillede på hold sammen i 90'erne, og fra 1995 til 1999 var det brødrene Kenneth og Jimmy Kastrup, der tegnede Herfølge Boldklub med 85 Superliga-kampe  på banen samtidig for klubben.

Så brødrepar har en plads i Superliga-historien, og i øjeblikket er det brødrene Jakob og Peter Ankersen samt brødrene André og Marcel Rømer, der holder den broderlige fane højt i Superligaen. Modsat brødrene Hemmingsen, Kastrup og Johansen spiller de to par dog ikke på samme hold – Ankersen-brødrene gjorde det dog i Esbjerg – og sådan er det faktisk også for Superligaens spritnye brødrepar.

1. januar blev Superligaen nemlig et brødrepar rigere, men hvor der er en chance for, at de to gange Ankersen eller to gange Rømer kommer til at stå over for hinanden i foråret og altså stå på samme bane, er der ingen chance for, at Superligaens nye brødrepar kommer på banen samtidig. Ingen.

 Frans Dhia Putros er højre back og kan også spille i midterforsvaret i Hobro IK. Som alle de tidligere nævnte brødrepar spiller han fodbold, mens bror Sandi Putros er dommer og skal helst undgå at røre bolden. 

Derudover har Sandi Putros i fodboldmæssig sammenhæng slet ikke lyst til at have noget med Frans Dhia Putros at gøre. De to lavede i øvrigt et væddemål om, hvem der ville få debut i Superligaen først, og de har siden indgået et nyt væddemål. 

– Vi har jo fulgtes nogenlunde ad, så det har altid været sådan, at jeg har frabedt mig de hold, han har spillet for. De kampe vil jeg ikke have noget med at gøre, og det har jeg altid været meget åben omkring. Sådan var det, da han spillede for Fredericia, da han var i Silkeborg og nu i Hobro. Inden det blev offentliggjort, at han havde skrevet under med Hobro, havde jeg meddelt det, for jeg ønsker ikke, at der skal være noget der, siger den 30-årige dommer, der fortæller, at han har haft det sådan, siden Frans Dhia Putros spillede U17 i AGF.

Tipsbladet.dk har ikke været i stand til at finde fortilfælde, hvor brødre har været henholdsvis dommer og spiller i Superliga-regi, og det bakkes op af danskfodbold.com, der heller ikke ligger inde med noget. Så det er ret unikt.

Dommertalentet
Sandi Putros måtte tidligt i sine ungdomsår konstatere, at hans talent ikke rakte til en karriere som professionel fodboldspiller, og i stedet faldt han for dommergerningen. Også fordi han elsker fodbold og gerne ville blive i branchen.

Men Sandi Putros kan ikke udelukkende leve af sin dommergerning, og derfor tjener han hovedparten af sin løn på sit civile arbejde som politibetjent. Et job, som kræver både autoritet, handling, god fysisk form samt evnen til at forstå mennesker. Det er i den grad mange af de samme egenskaber, det kræves for at blive en god dommer, og det er måske også en del af forklaringen på, at 30-årige Sandi Putros har haft halvandet overvejende positive år som dommer i dansk fodbolds bedste række.

Dommeren kan meget vel gå en stor fremtid i møde, og det har de også anerkendt hos DBU, hvor man i sommer købte yderligere fem Superliga-dommere fri nogle timer hver uge – en af dem var Sandi Putros.

Ni arbejdstimer om ugen er han således ikke betjent, men arbejder i stedet med dommergerningen. Det kan være sig forberedelse, fysisk træning eller evaluering.

– At være dommer er i princippet lidt som en fodboldsspillers liv – forskellen er bare, at de dedikerer alt deres tid på spillet, vi kan kun dedikere tiden, når vores almindelige arbejde er trukket fra. Det er hårdt langt hen ad vejen, og vi har tests tre gange om året. Der er kurser og samlinger, vi skal deltage i. Fysiske træninger og evalueringer af fodboldkampe.

– Min familie ved godt, at når sæsonen kører, skal de være ude i god tid, hvis jeg skal med til en sammenkomst eller en fødselsdag. Sådan noget skal jeg planlægge mig ud af. Som dommer er jeg i gang næsten hver weekend – er jeg ikke hoveddommer, er jeg 4. dommer. Er der ikke noget i Superligaen, har jeg måske noget i 1. division. Og det bliver jo kun værre med tiden, når de internationale kampe kommer. Så rammer det også hverdagen, siger Sandi Putros, hvis kæreste har været med på lange rejse og derfor forstår, hvad dommerlivet betyder for ham:

– Det overordnede mål er en dag at komme med til en slutrunde – det kunne være fedt at prøve. Mit næste mål er at blive international dommer, og der er fire forskellige trin, inden man for eksempel rammer Champions League. Så det er noget længere ude i fremtiden. Men dommere er også på toppen "sent", hvor spillere normalt kommer frem, når de er 20 år. For dommere i Superligaen er det normalt 30 år, så jeg er måske kun i starten af min udviklingskurve, siger han.

Sandi Putros debuterede som dommer i Superligaen den 24. juli 2016 i 1-1 kampen mellem AC Horsens og SønderjyskE. Foto: Getty Images

Frans Dhia Putros kan også mærke, hvordan storebror Sandi Putros investerer i sin karriere.

– Allerede i divisionerne så det meget naturligt ud for, når han ledede de kampe. Han har bygget meget på i løbet af årene, og det gør han stadig. Han bruger også meget energi på sin karriere. Han har ofret mange ting.

– Det at være dommer er jo ikke bare selve kampene, det er op- og nedtakt også. Og der er privatlivet og den civile karriere også. Men det bliver han også nødt til, hvis han vil ud og dømme i Europa. Ligesom fodboldspillere ofrer ting for at opnå noget, gør dommere det også. Sådan er det i sport, siger Frans Dhia Putros.

Frans Dhia Putros kalder sin storebror for et stort talent, fordi han nu er dommer i Superligaen og timed er blevet udpeget af DBU til at være en af de dommere, som unionen har købt fra af det civile arbejde, så han kan bruge ekstra tid på dommerlivet. Lillebror Putros bekræfter også, at der ikke er gået noget stort spillemæssigt talent tabt i Sandi Putros.

Sandi Putros åbner forårssæsonen med at dømme søndagens opgør mellem OB og FC Helsingør.

Fodboldtalentet
Frans Dhia Putros er beskeden, når han taler om sin egen karriere. Den nu 24-årige højre back, der har spillet en del i midterforsvaret for FC Fredericia, påstår, at han aldrig var det store talent på fodboldbanen, men har måttet slide sig til sin succes. En succes, der i øvrigt har været noget undervejs.

Han kom frem i AGF, fik tre Superliga-kampe for klubben, inden han rykkede videre til Silkeborg IF, hvor det blev til 12 kampe i landets bedste række – den seneste i juni 2015. Siden har han skullet genfinde sig selv i Fredericia, og det har nu sikret ham en plads hos Superligaens nummer fire Hobro IK, hvor han skal kæmpe med Jesper Bøge om spilletid på højre back og måske i midterforsvaret med de store drenge Mads Justesen, Rasmus Minor Petersen og Yaw Amankwah.

De to brødre har altså været i Superligaen hver for sig, men det er nu første gang, at de er samlet.

Ud over at sparre med hinanden motiverer de også hinanden med væddemål, og det første blev afgjort, da Frans Dhia Putros fik Superliga-debut, mens det andet stadig lever i bedste velgående.

– Det var i en periode, hvor jeg tog skridtet op i AGF's førsteholdstrup, og Sandi var dommer i 2. Division. Vi lavede et lille væddemål om, hvem der ville få Superliga-debut først. På en måde var det en helt anden motivation at få, og min bror og jeg kan godt lide at konkurrere. Jeg fik debut i Superligaen først, siger Frans Dhia Putros.

Den 24-årige spiller fortæller, at han nu føler sig langt mere klar til at få et gennembrud i Superligaen. Han har haft en opadgående formkurve i FC Fredericia, hvor han har været en vigtig brik på holdet og tilmed har sparket straffespark for klubben, og så har han hævet bund- og topniveauet stille og roligt. Nu har han altså taget et skridt op, og han kan godt mærke, at niveauet er højere i Hobro.

Frans Dhia Putros nåede i alt tre Superliga-kampe for AGF – han nåede 12 for Silkeborg IF. Nu kan han måske føje mange flere til cv'et med Hobro IK. Foto: Getty Images

Mens Sandi Putros dømmer søndag, spiller Frans først mandag. Det gør han så tilmed mod AGF – den klub, han voksede op i og fik sin professionelle debut.

– Det at spille og bide mig fast er ikke noget, der kommer hen over natten. Der er en god trup i Hobro, konkurrencen er sund, og det har jeg også kunnet mærke i opstarten. Jeg skal arbejde mig til det på træningsbanen, og så må jeg slå til, når jeg får chancen. Jeg vil meget gerne fortsætte den opadgående kurve, som jeg er i nu, siger han.

Sandi Putros har kunnet mærke en lillebror, som ikke altid har haft den næmmeste vej til succes, og som har kæmpet for at få det til at spille. At tage skridtet ned i NordicBet Ligaen for senere at kunne tage springet op i Superligaen igen med et bedre rygstød er ikke altid det, fodboldspillere drømmer om. Det kan være svært. Men det har været vejen for Frans Dhia Putros.

– Jeg kunne se, hvor meget det gik ham på. Vi talte meget om tingene i den periode, og jeg prøvede at hjælpe ham så godt, jeg nu kunne. Han ringer ofte for at høre mit syn på tingene. Det kan være i forhold til kontrakt med Hobro eller Fredericia, så vi taler jævnligt sammen om fodbold – vi vil jo hinanden det bedste, siger Sandi Putros, der mener, at Frans Dhia Putros har et særligt talent for spillet, som han ikke selv har: 

– Statistisk tror jeg, det er sværere at blive spiller en dommer, men forskellen ligger måske i, at det kræver et fodboldtalent for at blive fodboldspiller, mens det at blive dommer mere kræver vilje og hårdt arbejde. Det kræver måske ikke så meget fodboldrelateret talent. Man skal i stedet være menneskekender, kunne sikre, at kampen ikke kommer ud af kontrol. Og så skal man kunne håndtere forskellige mennesker. Men konflikthåndtering og sådan har ikke noget med fodbold at gøre, så det kræver mere talent at ende som fodboldspiller end som dommer, siger han.

Væddemålene
Frans Dhia Putros blev nogle kroner rigere, da han den 16. november 2012 vandt et væddemål med sin storebror om, hvem der først ville få debut i Superligaen. På det tidspunkt var Sandi Putros slet ikke blevet Superliga-dommer.

Men tiderne er på en måde skiftet, og nu er det Sandi, der er etableret i Superligaen, og Frans der er ny.

De to har derfor et nyt væddemål i gang – et væddemål, der har et internationalt fokus.

– Vi har væddet om, hvem der kommer først i Europa, siger Frans Dhia Putros og forklarer:

– Jeg er kommet på landsholdet i Irak, men har ikke fået debut endnu på grund af noget papirarbejde, men jeg tror ikke, der går længe, før jeg får min debut. Det er dog nok mest fair for os begge, hvis væddemålet handler om, hvem der kommer først i Europa. Sandi kan dømme i Europa, og jeg kan spille for en klub i Europa – Hobro eller en anden, det må vi se. Det ved man aldrig. Det er et sjovt væddemål. Du må spørge Sandi, hvad der er på højkant.

– Jeg vil gerne have mine penge igen, og det er jeg sikker på, at jeg nok skal få, griner Sandi Putros og forklarer:

– Jeg bruger det ikke til så meget, men det var super sjovt, da vi lavede det første væddemål. Nu er Europa for mig bare endnu et væddemål, siger han.

I det hele taget nyder de to brødre at have hinanden og kunne bruge hinanden i fodboldverdenen. Sandi Putros er nysgerrig på, hvordan livet som spiller er, og så spørger han også nogle gange sin lillebror, hvorfor man som spiller reagerer på en bestemt måde i en situation.

For Frans Dhia Putros handler det om kærligheden til spillet og sin bror.

– Han er den første, jeg skriver til, når der er et eller anden. Vi er på en måde altid fulgtes ad, siden det tog fart for os hver især.

– Vi kan lide at tale om fodbold og med hinanden. Det handler også om opbakning. Fodbold har ikke ligget til familien, men med tiden blev det mere alvor for os begge. Fodbolden har betydet meget for os, og vi har på vejen hjulpet og støttet hinanden.

– Vi er jo brødre.