RIGHT TO DREAM PARK (Tipsbladet): De har sagt farvel til to af Superligaens absolut bedste offensivspillere i sidste sæson, så på den baggrund kan FC Nordsjællands angreb siges at være markant svækket.
I Farum-klubben har man dog for vane at komme stærkt videre efter salg af profiler, og denne sommer er der flere nye navne, der ser spændende ud. En af dem, der er rigtigt store forventninger til, er nordmanden Sindre Walle Egeli, der lige er fyldt 18 år.
- Jeg synes, at han ser vanvittigt god ud. Det gør han godt nok. Og det synes jeg faktisk, at han har gjort i et halvt års tid. Men sidste år passede det ikke lige, for der var en del flere offensive spillere og skarp konkurrence. Men det ligner, at han begynder at komme mere ind nu, siger Jeppe Tverskov til Tipsbladet og fortsætter:
- Man kan sige, at der er nogle spillere, der er smuttet, så der er åbnet lidt op på nogle pladser. Han har et rigtigt, rigtigt godt spark og et godt drev med bolden. Og når han kommer i gang med at kombinere lidt mere med resten af frontgruppen, så tror jeg, at han bliver rigtig god for os.
Jeg vil sige, at mit idol er Arjen Robben. Jeg kunne rigtigt godt lide ham, da han spillede. Han gik meget ind og afsluttede.
Sindre Walle EgeliKantspiller, FC Nordsjælland
Også Daniel Svensson er særdeles imponeret af den norske teenager:
- Han har faktisk udviklet sig ret meget. Han er et virkeligt stort talent, som har nogle store kvaliteter. Han er god til at drible og afslutte. For ham handler det bare om at blive ved med at lære og arbejde hårdt, og så er jeg sikker på, at han kommer til at nå langt, siger Daniel Svensson om Sindre Walle Egeli.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Smadrede U19-ligaen
Sindre Walle Egelis statistik i U19-ligaen taler da også sit eget tydelige sprog om nordmandens niveau. 25 mål i 25 kampe er det blevet til for kantspilleren, der i fredags fik en lille halv time på banen i FC Nordsjællands 3-0-sejr over AaB i Farum-klubbens første Superliga-kamp i denne sæson.
Selv mener Sindre Walle Egeli da også, at han kan blive det næste talent til at få et gennembrud i FC Nordsjælland, selvom nordmanden samtidig maner til besindighed.
- Selvfølgelig skal man tage et skridt ad gangen, men jeg ved også godt, at tidspunktet er kommet, hvor jeg skal vise mig selv frem og præstere. Jeg ved, at jeg kommer til at få mulighederne, og jeg har allerede fået dem. Jeg ved, at tiden er kommet til, at jeg tager skridtet op. Men jeg ved også godt, at det kan tage lidt tid, siger Sindre Walle Egeli til Tipsbladet.
Det må have været sjovt for dig at spille i U19-ligaen?
- Ja, selvfølgelig. Da jeg først kom hertil, syntes jeg, at U19-ligaen havde et virkeligt højt niveau. Men jeg faldt ret godt til, og vi har hele tiden haft et godt U19-hold, hvilket har hjulpet. Det var selvfølgelig en god tid, siger Sindre Walle Egeli.
Du fik vel tanket en del selvtillid?
- Det gjorde jeg. At score mål er selvfølgelig en stor del af mit spil.
Allerede i foråret blev Sindre Walle Egeli rykket op i FC Nordsjællands Superliga-trup, men forventningen er, at nordmanden kommer til at få en klart større rolle i løbet af efteråret, da Andreas Schjelderup og Ibrahim Osman har sagt farvel. Førstnævnte er en spiller, der har betydet meget for Walle Egeli.
- Jeg talte meget med ‘Schjelde’, da han var her. Han er selvfølgelig en af mine gode venner. Vi savner ham selvfølgelig her i klubben, for han er en rigtig god fyr, som man kan lære meget af, siger Sindre Walle Egeli.
- Han har givet mig mange gode råd, både på banen og udenfor. Han har sagt, at jeg skal være mig selv og at jeg skal tro på mig selv. Vi taler også stadig sammen via de sociale medier, hvor han giver mig tips.
Set udefra er det selvfølgelig nemt at sammenligne dig og Schjelderup, men hvordan ser du selv på den sammenligning?
- Nej, jeg vil sige, at jeg har en lidt anden spillestil. Selvfølgelig er det let at lave sammenligningen, for vi kom begge hertil som 16-årige, og vi er begge fra Norge. Men han er en rigtig god spiller, og jeg kan lære meget af ham, siger Sindre Walle Egeli.
Du er også blevet sammenlignet med Andreas Skov Olsen. Er det en præcis sammenligning?
- Ja, det vil jeg sige. Vi minder om hinanden i forhold til vores spillestil, og i forhold til vores kropsbygning. Vi er begge ret høje og vi er begge venstrebenede. Men han er en topspiller, så jeg kan lære meget af ham.
'TK' har spillet en stor rolle
Sindre Walle Egeli peger på, at han selv foretrækker at spille i højre side, fordi han er venstrebenet. Mod AaB spillede han dog i venstre side, hvilket heller ikke er et problem.
- Det er bedre at spille i venstre side end at sidde på bænken, ikke? lyder det fra Walle Egeli med et glimt i øjet.
Af forbilleder er der særligt to hollændere, som FCN-kometen har et godt øje til.
- Jeg vil sige, at mit idol er Arjen Robben. Jeg kunne rigtigt godt lide ham, da han spillede. Han gik meget ind og afsluttede. Også Robin van Persie, han var en rigtig god afslutter, selvom han spillede for Manchester United og jeg er Liverpool-fan. Af aktive spillere er det selvfølgelig Ødegaard og Haaland, som er mine forbilleder, siger Sindre Walle Egeli.
Jeg synes, at Sindre ser vanvittigt god ud. Det gør han godt nok. Og det synes jeg faktisk, at han har gjort i et halvt års tid.
Jeppe TverskovMidtbanespiller, FC Nordsjælland
Den første tid i Danmark var lidt ensom for Sindre Walle Egeli, der var ramt af en længerevarende skade, men nordmanden har nu fået flere gode venner i FC Nordsjælland.
- Jeg taler selvfølgelig mest med de unge spillere. Jeg tror, at jeg taler mest med Zidan Sertdemir. Vi er meget tætte, vil jeg sige. Også Conrad (Harder, red.), Høgsberg og de andre. Det er nemt at snakke med alle spillerne.
En af dem, der virkelig har hjulpet Sindre Walle Egeli efter skiftet til Danmark, er den tidligere FC København- og FC Nordsjælland-profil Thomas 'TK' Kristensen, der i dag er transitionstræner i FC Nordsjælland.
- Han har hjulpet mig meget. Han har spillet en stor rolle, i forhold til at jeg kunne komme ind på holdet. Selvfølgelig skal man tilpasse sig til tempoet, men de andre på førsteholdet har hjulpet meget.
- Thomas har fortalt mig, hvad jeg skal gøre i forskellige situationer. Jeg skal arbejde både defensivt og offensivt, og han har også hjulpet med, hvordan jeg skal agere uden for banen. Han er en rigtig god fyr og vi har et tæt bånd, lyder det afslutningsvist fra Sindre Walle Egeli.
FC Nordsjælland og Sindre Walle Egeli skal i aktion igen på lørdag klokken 16.00, hvor der venter et Superliga-brag mod mestrene fra FC Midtjylland på Right To Dream Park.