Video : Tipsbladet
Superliga

Superligaens 2022-profiler: Der er vilde udsving

Der er store opture og dybe karrieredale i det seneste år for de spillere, der for et år siden fik stemmer i Tipsbladets kåring af Efterårets Profil 2022.

Ved middagstid torsdag kan Tipsbladet afsløre, hvem der er vinder af Efterårets Profil 2023.

Som vanligt er det Superligaens trænere, der har stemt, og vi kan sige så meget, at der har været tæt løb undervejs, når vi løbende har talt stemmerne fra Superliga-trænerne op.

Der er mange gode spillere at tage i Superligaen, og det var der også, da vi kårede en profil for et år siden.

Men hvad sker der, efter man er blevet anerkendt i Tipsbladet af Superligaens cheftrænere som én af rækkens bedste spillere?

Vi har taget et kig tilbage på de spillere, der fik stemmer for et år siden, og som siden har oplevet både store opture og markante nedture i deres klubkarriere.

Du kan se fordelingen af stemmer i tabellen i bunden af artiklen.

Andreas Schjelderup, FC Nordsjælland
Dom: Dalet efter et tumultarisk 2023
Sikke et år, 'Schjelde' har haft.

Den norske teenager var så svimlende god i efteråret 2022, at Benfica endte med at købe ham fri af FC Nordsjælland i januar, selvom FCN efter eget udsagn var voldsomt ked af at sælge på det tidspunkt.

Mens FCN tydeligvis savnede Schjelderup som modvægt og afledning for dygtige Ernest Nuamah på den modsatte kant, sendte Benfica Schjelderup på reserveholdet. Og planen med nordmanden var åbenbart ikke mere skrid- og driftsikker, end at FCN hentede deres profil tilbage ved transferdeadline for få måneder siden. Efteråret har slet, slet ikke været, som Schjelderup og FCN havde håbet, men at nordmanden er en guddommelig dribler får vi givetvis snart at se igen, enten i foråret eller i en anden klub om ni måneders tid.

Mads Bidstrup, FC Nordsjælland
Dom: På kurs mod det store gennembrud

Han var så vigtig for FCN, og man fornemmer også betydningen her efter et skifte til Red Bull Salzburg. Bidstrup, der var i Salzburgs søsterklub i Leipzig fra januar 2018 til sommeren 2020, spiller fast for førsteholdet i den østrigske provinsby og er dermed godt på vej til en karriere, der vil byde på klubber i betydeligt større ligaer end Danmarks eller Østrigs.

Victor Claesson, FC København
Dom: Ikke så markant som i 2022

Svenskeren har ikke været lige så 'clutch', for nu at bruge et amerikansk udtryk, som han var for et år siden, og er delvist blevet overstrålet i efterårets FC København af andre offensive spillere.

Dermed ikke sagt, at Claesson ikke fortsat er en voldsomt vigtig og skattet spiller som modvægt til de mange unge i offensiven.

Jay-Roy Grot, Viborg FF
Dom: Røg straks videre til store penge i Japan

Hollænderen var en skattet medarbejder i Viborg FF, og de driftige jyder har vel ikke for alvor formået at erstatte angriberen, der blev solgt til Kashiwa Reysol i februar for et solidt millionbeløb.

Grot har bøvlet med skader og konkurrence fra den unge japanske landsholdsbobler Mao Hosoya, der har fået et gennembrud i 2023.

Yann Aurel Bisseck, AGF
Dom: Har givet sig selv en kæmpe udfordring
Nærværende skribent kan stadig undre sig over, at Premier League-klubber ikke gjorde mere for at købe tyskeren af AGF.

Men Inter er også en kæmpestor klub, og Bisseck har spillet sine første kampe hos den italienske fodboldgigant, der stolt bærer det defensive arbejde som klubbens kendetegn.

AGF klarer sig uden Bisseck, men selvfølgelig kunne efteråret have været endnu bedre med den knalddygtige tysker.

Ernest Nuamah, FC Nordsjælland
Dom: Blev endnu bedre i foråret

Ghaneseren viste allerede prøver på evnerne sidste efterår og blev så Forårets Profil i Tipsbladet her i år.

Nuamah røg afsted til Lyon i en meget omtalt og kontroversiel rekordhandel til Lyon via belgiske Molenbeek, og i Frankrig går det rent ud sagt ikke godt for et Lyon-mandskab i kronisk krise anført af en kontroversiel og til tider meget upopulær ejer i John Textor.

Mohamed Daramy, FC København
Dom: Kæmper for det store gennembrud i Frankrig

De drømte om at beholde ham i FC København, men man var ikke i nærheden af at kunne eller være villig til at betale de mange millioner kroner, Reims i Ligue 1 endte med at betale i sommer.

Daramy har spillet en del for Reims i de første måneder, hvor provinsklubben hænger nogenlunde på toppen med en nuværende femteplads.

Nicolai Vallys, Silkeborg IF/Brøndby IF
Dom: Still going strong

Hans gode spil fra Silkeborg var hurtigt kommet Brøndby til gavn, og man kan fundere over, hvor Brøndby ville være uden købet af Vallys, der bare ikke er et talent eller et oplagt storsalg qua sine nu 27 år.

Også i 2023 har Vallys været vigtig for Brøndby, selvom holdet i perioder har haft svært ved at sætte den offensive playmaker i scene.

Gustav Isaksen, FC Midtjylland
Dom: Har sat sig selv på benhård prøve i Rom

Isaksen blev endnu bedre i foråret, og han endte med at blive solgt i en af FC Midtjyllands største handler nogensinde med Lazio som den glade køber i august måned.

I Lazio har Isaksen med det samme oplevet, hvor svært det er at sætte sig igennem i Serie A, hvor Maurizio Sarris hold i det hele taget også har haft en svær sæson efter en meget overraskende og flot andenplads i foråret.

Issam Jebali, OB
Dom: Scorer nu mål og millioner i Japan

Røg til Gamba Osaka i januar og har, når vi ser tilbage, nok været mere savnet, end vi havde forestillet os for et år siden. Har spillet flittigt i Japan.

Sebastian Jørgensen, Silkeborg IF
Dom: Tog et skridt op med mesterskabskamp i Sverige

Der var en del kritik af Silkeborgs mange salg i sommer, hvor Jørgensen røg afsted til Malmö FF.

Jørgensen har spillet en del for MFF og endte med at blive svensk mester på sidste spilledag, hvor man slog Elfsborg 1-0 hjemme og dermed gik forbi selvsamme klub på samme pointtal og bedre målscore.

Jørgensen havde også tidligere høstet pænt med point i profil-kåringer i Tipsbladet.

Kian Hansen, FC Nordsjælland
Dom: Er dalet i takt med holdet

Den tidligere EfB'er og danske mester med FC Midtjylland er stadig styrmand i FCN's forsvar, men han og holdet har ikke ramt samme høje niveau som i 2022, hvor spillet har været mere ujævnt i 2023, og et tæt kampprogram i efteråret med mange opgaver i Europa også har spillet ind.

Jacob Christensen, FC Nordsjælland
Dom: Risikere at fryse på bænken i Tyskland
Midtbanespilleren tog til FC Köln på fri transfer i sommer men har endnu ikke fået lirket døren op til en fast rolle på førsteholdet.

Den fiffige Superliga-klub har undladt at brænde alle noter på den pligtopfyldende og afleveringsstærke midtbanespiller, det kunne være fristende at hente hjem i 2024.

Tosin Kehinde, Randers FC
Dom: Kunne være blevet til endnu mere

Tog til Ferencvaros i sommer.

Man sidder med fornemmelsen af, at det kunne være blevet til endnu mere for kantspilleren, der på sine gode dage var et mareridt at håndtere for modstanderne.

Matej Delac, AC Horsens
Dom: Den tidligere journeyman er loyal mod Horsens

Er med Horsens i 1. Division, hvor de østjyske nedrykkere har det særdeles svært og får en kold vinter lige på stregen mellem Top- og Bund 6 i rækken.

Lasse Berg Johnsen, Randers FC
Dom: Fik en tiltrængt ny udfordring

Blev ligesom Sebastian Jørgensen solgt til Malmö FF i sommer og kan nu kalde sig svensk mester.

Johnsen trives på topholdet i Allsvenskan og har udsigt til at spille Champions League-kvalifikation til sommer.

Lubambo Musonda, AC Horsens
Dom: Har ikke fundet niveauet fra et fint efterår i 2022

Musonda blev lejet til Silkeborg ved Horsens' nedrykning sidste sommer.

Har fortrinsvis været indskifter i efteråret.

Anders Dreyer, FC Midtjylland
Dom: Pilen peger op i topkampen i Belgien

Det blev til et hurtigt farvel igen til FC Midtjylland, da Anderlecht fik opsnuset en for dem overkommelig frikøbsklausul i Dreyers aftale.

Dreyer var udtaget til landsholdet her i november, og man sidder stadig med fornemmelsen, at vi en dag får forwarden at se i en af Top 5-ligaerne efter det tidlige, mislykkede skifte til Brighton.

Nicolas Bürgy, Viborg FF
Dom: Ikke helt så markant efter et sværere 2023 for VFF

Schweizeren er fortsat et vigtigt kort for VFF, der forsøger at mulighederne åbne for at hive og slide sig tilbage i Top 6 i de sidste fem, afgørende runder til februar og marts' grundspils-afslutning.

Bürgy er fortsat en spiller og et navn, man forestiller sig har én til destination i en større liga i sig, før karrieren nok skal slutte hjemme i alpelandet.