Da Superligaen blev til for lidt over 30 år siden,var det dårligt nok til at opdrive en udlænding i de danske klubber i de første år.
Uche Okechukwu og Friday Elahor fra Nigeria spillede for Brøndby, Geoffrey Thomas Gray fra USA spillede nogle få kampe for OB, og B 1909 havde en bosnier ved navn Damir Cerkic.
Kontrasten til i dag er enorm.
Her har Superliga-klubberne de seneste to-tre år givet mere spilletid til spillere udviklet end i udlandet, end de har givet til spillere, der henholdsvis er udviklet i deres nuværende klub eller i en anden dansk klub, og med udvidede klubsamarbejder på vej i FC Midtjylland og FC Nordsjælland er der næppe udsigt til, at andelen falder.
Men hvordan kan det være, at der kommer så mange udenlandske spillere til Superligaen?
I denne temaudgave af Tipsbladet har vi sat os for at undersøge, hvorfor udlændingene kom, hvad de betyder for dansk fodbold, og hvordan nogle af dem ser Danmark og dansk fodbold.
Og hvor nogle faktorer virker tilfældige, mens andre er del af en større udvikling i europæisk fodbold, er der også nogle faktorer, der skiller Danmark og dansk fodbold ud. Det ser vi nærmere på her.
Bosman-dommen
De kilder, vi har talt med, peger samstemmende på Bosman-dommen som den helt store udløser af eksplosionen på transfermarkedet og trafikken af spillere over landegrænser, først i Europa og siden i resten af verden.
I 1995 vandt Jean-Marc Bosman og hans advokater en sag ved EU-domstolen, der gav Bosman og andre fodboldspillere i Europa ret til at forlade deres klubber efter kontraktudløb.
Indtil da havde klubberne med fodboldorganisationernes velsignelse i nogle tilfælde krævet transfers for spillere, selvom spillernes kontrakter var udløbet.
Men den vidtrækkende dom sagde også, at UEFA og ligaerne ikke længere måtte begrænse antallet af udenlandske spillere fra EU-lande, og det har fodboldens parter siden udvidet kraftigt til også at inkludere spillere fra snart sagt hele verden med enkelte restriktioner og ekstra regler i visse lande i Europa.
At regler ændrer sig, betyder ikke nødvendigvis, at en branche følger med. Men det gjorde fodbold.
Jean-Marc Bosman til venstre i billedet.
Klubberne greb det frie marked
I den tyske Bundesliga talte klubberne og forbundet om at lave en slags uformel gentleman-aftale, hvor man ikke ville gå på strandhugst hos hinanden efter gode spillere i den første tid efter Bosman-dommen, men de blev med det samme overhalet af resten af Europa og især de store ligaer, der kastede sig ud i at hente udenlandske spillere på livet løs.
Efter relativt få år blev der også løsnet gradvist for begrænsningerne i antallet af spillere fra lande uden for EU, og i de 10-15 år efter Bosman-dommen steg antallet af både europæiske men også især sydamerikanske og sidenhen afrikanske spillere i europæisk fodbold, og især i de større ligaer.
Dansk fodbold og Superliga-klubberne førte ikke an i den udvikling, men man blev inspireret.
I tallene, som I også kan se her i forbindelse med artiklen, kan man se, at Superligaen 10 år efter Bosman-dommen er gået fra 27 til 80 udlændinge, og går vi helt frem til den seneste håndfuld år, har Superligaen svævet lige omkring 200 udlændinge per sæson.
Globalisering og kommunikation
Det er ikke kun fodboldverdenen, der er blevet mere international, selv om den måske er et af de mest tydelige eksempler på vores planet.
Sammenlignet med for 20 og især 30 år siden handler, køber, sælger og rekrutterer virksomheder i en lang række brancher i andre lande og kontinenter i en grad, der har vendt verdensøkonomien på hovedet.
I Danmark kan vi se det i alt fra ufaglørte jobs for chauffører til højt specialiserede IT-eksperter og læger, og i andre dele af Europa og verden er den udvikling gået endnu hurtigere med et hav af udenlandsk arbejdskraft. Bare se VM-værten Qatar og flere af deres nabolande, hvor størstedelen af arbejdsstyrken nu er udenlandsk, hvilket den absolut ikke var for 30 år siden.
Fodbold er ikke kun blevet globaliseret via spillerhandler, det er også trænere og andre folk til staben, der ofte bliver fundet mange tidszoner eller timers flyvning fra klubben, og især de seneste ti år er det også hele klubber, der er blevet opkøbt af udenlandske investorer.
Det kan måske lyde banalt, men lettere kommunikation med email, mobiltelefoner, alverdens chat-tjenester, videoopkald og stadigt bedre båndbredde gør det også lettere at finde, få aftaler med og holder snor i spillere.
Mobilitet på markedet
I forlængelse eller sammenhæng med globaliseringen er det også rent praktisk blevet langt lettere og ofte billigere at bevæge sig fra land til land og fra et kontinent til et andet.
Billetterne kan man selv bestille, priserne er relativt blevet lavere, veje er blevet bedre, og selv om det måske lyder helt ligegyldigt, er det det altså ikke, når ambitiøse fodboldklubber i praksis skal både spotte, købe og have en hverdag til at fungere med mange udlændinge, der ofte skal hjem på tur med landshold eller på ferie.
Det var ikke nær så let for 20-30 år siden.
Og det spiller også sammen med, at det kulturelt og sprogligt er blevet mere normalt at flytte sig til andre dele af verden og at kunne finde sig til rette.
I dag løfter ingen et øjenbryn over, at der kommer en spiller til Danmark, der måske kun kan portugisisk, spansk eller kroatisk med ringe eller ingen evner til at tale engelsk.
Der er så markant flere i dag, der kan noget mere engelsk end for 20-30 år siden, og danske klubber har ligesom deres kolleger i resten af Europa fundet ud af, hvordan man strømliner modtagelsen af udenlandske spillere. Det er ikke altid nemt eller uden problemer, men erfaringen og ekspertisen er blevet langt større.
Lettere at scoute
Nogle af dem, der kan benytte sig af globaliseringen og den nemmere adgang til andre lande og kontinenter, er klubbers scouts og agenter. Tror I, det er ligegyldigt? Så spørg en erfaren sportsdirektør, hvor nemt eller svært det var at komme til Sydamerika for at se og hente en spiller i halvfemserne.
Men endnu større er landvindingen med video- og datascouting. Har vi på Tipsbladets redaktion lyst, kan vi i morgen formiddag oprette et abonnement på et scouting- og datasystem, og så pløje os igennem kampe i topligaer og U/19-turneringer fra tidligere i denne uge i alt fra det sydlige Argentina til en U/21-liga i Japan eller New Zealand.
Der er virkelig ikke mange forhindringer tilbage for at tjekke interessante spillere, og det gør barrieren for at tage en chance på især en billig spiller langt lavere.
Elias Achouri fra Viborg FF - en af de spillere, som virkelig har fået et gennembrud.
Forskerordningen
I Sverige og Norge har de ordninger, der på nogle områder minder om forskerordningen, men i Nordeuropa er der ikke meget, der kan sammenlignes med det setup, de danske fodboldklubber har.
Forskerordningen blev indført i 1992, og som vores tabel her på siden viser, har den været flittigt brugt af Superliga-klubberne til at hente spillere.
Ideen er, at større danske virksomheder med ordningen kan hente specialiserede ansatte, der ellers er mangel på i Danmark. Satsen for den minimumsløn, der skal til, er steget gennem årene, ligesom længden og skatteprocenten har rykket sig lidt undervejs.
Men grundideen holder: Danske klubber har gennem året fået adskillige profiler lokket til med en langt lavere trækprocent end den ellers meget høje danske.
Tallene viser, at en stor del af Superligaens udlændinge er på forskerordningen, mens dem, der ikke er, som oftest er helt unge spillere hentet til langt væk fra Danmark, eller udlændinge i små klubber.
Ordningen har mødt kritik for mest at være anvendelig for fodboldklubber og store, internationale virksomheder, der i nogle tilfælde betaler endnu større lønninger til deres chefer, end de største fodboldklubber i landet gør til deres stjernespillere.
Økonomien er vokset markant
Det hjælper meget på evnen til at hente udlændinge, at økonomien i så mange danske klubber er på en størrelse, hvor en spiller med en syvcifret løn ikke er noget, der overhovedet ryster verden.
TV, sponsorater og især spillersalg har gjort Superliga-klubberne så store, at mange flere af dem har råd til dyre udlændinge, og de største klubber kan konkurrere på løn med mange af deres konkurrenter i lignende lande i Europa.
For år tilbage var det mest de største klubber i Superligaen, der havde råd til at hente udenlandske spillere til. Nu er det noget for alle, der vil, og det gælder såmænd også klubber i 1. Division og enkelte tilfælde i 2. Division, hvor man også har råd til udlændinge, der før var helt uden for rækkevidde, hvis man ikke spillede med om medaljer og Europa-pladser i Superligaen.
Eksplosionen siden 2014
Transfermarkedet er eksploderet i størrelse de seneste ti år, og spillere er i deres klubber i kortere tid.
Ernest Nuamah er en af Superligaens dygtige udlandske spillere.
Det kan vi også se i Superligaen.
FC Nordsjælland, FC Midtjylland og FC København har solgt udenlandske spillere for store millionbeløb, og det har en række andre Superliga-klubber også.
Omsætningshastigheden og jagten på det næste store salg har også opmuntret til at tage chancer med udenlandske spillere, ud over at klubberne i mange tilfælde føler, at de får mere værdi for pengene ved at hente en udlænding i stedet for at forhandle spillere fri af konkurrenter inden for landets grænser.
Det virker også mindre risikabelt at hente dyrere spillere til, når udlandet tilsyneladende er så villig til at aftage spillerne igen fra Superligaen, hvilket også ofte gælder dem, der ikke bliver lige så store succeser som en Kamaldeen Sulemana eller Denis Vavro.
Også her er Danmark del af en større, international trend.
Tal fra analyseinstituttet CIES Football Observatory viser, at der samlet er kommet langt flere udlandsproffer fra snart sagt alle større og mellemstore fodboldlande i de seneste fem-seks år, og at meget af det er koblet til den høje omsætning af spillere på transfermarkedet.
Nem adgang
Det er såmænd ikke, fordi der er mange flere udenlandske spillere i Superligaen sammenlignet med, hvad der kan findes af udenlandske spillere i de fleste europæiske ligaer.
Her ligger Superligaen, overraskende for nogle, temmelig lavt sammenlignet med snart sagt alle andre europæiske ligaer, der ligger godt til på UEFA's rangering. At miniput-lande og ligaer som San Marino og Gibraltar sandsynligvis ligger lavere siger mest om, at der ikke er nok penge i de mindste fodboldlande til at understøtte en større import af spillere fra udlandet.
Men der er stadig nogle faktorer, der gør, at Superligaen relativt nemt kan få fat i stærke udenlandske spillere.
Forskerordningen er ikke den eneste ting, der lokker udlændinge til.
Udenlandske klubejere er strømmet til Belgien og de seneste år til Danmark og Portugal, og noget af det, der fremhæves, er at man nemt får arbejdstilladelse til spillere fra alle dele af verden i Danmark, uden at der skal en høj løn til.
Det er også attraktivt med et stabilt, roligt samfund, hvor både spillerne selv og deres familie har et bekymringsfrit liv sammenlignet med mange andre fodboldlande, og så er sprogkundskaberne i Danmark også i den internationale top og noget, der gør det lettere at være i Danmark end mange andre steder.
Foto: Getty Images
Artiklen er fra Tipsbladets trykte avis fredag den 23. juni 2023.
