Video : Tipsbladet
Superliga

Stort dansk talent til prøvetræning i Tyskland

Randers FC-talentet Peter Rask får chancen for at vise sig frem i Tyskland. Han skal ifølge Tipsbladets oplysninger til prøvetræning i Hannover 96.

Hans onkel er det velkendte Superliga-navn Mikkel Rask, og nu er han selv godt i gang med at gøre godt opmærksom på sit eget navn i topfodbold.

Randers-talentet Peter Rask fra det danske futurelandshold skal i begyndelsen af april til prøvetræning i den velkendte tyske klub Hannover 96.

Det kan Tipsbladet afsløre.

Peter Rask er til dagligt en del af Randers' U15-hold og fik dette skudsmål med sig i august, da han blev udtaget til det danske futurelandshold.

- Peter er dygtig til at udfordre sin direkte modstander med sit lave tyngdepunkt og tekniske færdigheder. Han har ligeledes et godt blik for sine medspillere og kan sætte medspillerne op med stikninger, chip og indlæg," sagde Randers' U15-træner Søren Emil Overgaard til klubbens hjemmeside og tilføjede:

- Peter skal fortsat udvikle sig uden bold i sin erobringsstyrke samt positionering, når modstanderen har bolden. Peter elsker at spille fodbold, og det lyser ud af ham, når han møder ind til kamp og træning, hvilket er en sand fornøjelse. Derudover har han altid et glimt i øjet.

Det glimt er der endnu mere grund til at have i disse dage, for nu har Hannover 96, der kæmper med i toppen af 2. Bundesligaen om en plads i den bedste tyske række, inviteret ham til prøvetræning hos klubbens ungdomsafdeling.

Onkel Mikkel Rask nåede at spille for klubber som Randers FC, Viborg FF og AGF. Han var også et smut i udlandet, hvor det blev til nogle få kampe for tyrkiske Diyarbakirspor. Han sluttede sin karriere i 2018 som en del af AGF. I alt spillede han 176 kampe i Superligaen.