Superliga-spørgsmål: Stadig ild i øjnene på Jakob Michelsen?
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Superliga-spørgsmål: Stadig ild i øjnene på Jakob Michelsen?

Tipsbladet.dk zoomer ind på den første spillerunde i Superligaen i 2021.

I en tid, hvor Danmark er lukket ned, og det for mange nok er begrænset, hvad der er af højdepunkter at berette om, er der nu en smule lys i mørket.

Superligaen er tilbage! 

I dag vender Danmarks bedste fodboldrække tilbage fra vinterhien, og det sker med to kampe på programmet. Også onsdag og torsdag er der Superliga-fodbold i fjernsynet.

Tipsbladet.dk ser her nærmere på nogle af de mest interessante spørgsmål før 14. runde.

Spændende debutanter i vente?

Transfervinduet lukkede mandag ved midnat, og dermed er de sidste handler foretaget i denne omgang. Som altid bød årets første måned på en række nye ansigter i Superligaen, og derfor kan flere spændende navne stå foran deres officielle debut i den kommende runde.

Et par eksempler: Får Oskar Fallenius debut for Brøndby? Gør Martin Samuelsen for AaB? Bliver der debut til Bård Finne i SønderjyskE? Og hvad med Lukas Lerager i FC København? Find selv på flere spørgsmål. 

Er Vejle Boldklub stadig i elendig form?

Oprykkerne lå nummer et i Superligaen efter seks runder, men derefter væltede korthuset i Nørreskoven, og Vejle tager hul på 2021 som tredjesidst - dog med et solidt forspring til både AC Horsens og Lyngby.

Ud af de seneste seks Superliga-kampe har Vejle tabt de fem og spillet en enkelt uafgjort mod bundproppen fra Lyngby, og det er altså den stime, der har sendt holdet i frit fald ned gennem tabellen. 

Vejle møder AGF tirsdag aften, og det store spørgsmål er naturligvis, om Constantin Galcas tropper har fundet melodien i løbet af vinterpausen. Vejlenserne gik ubesejret igennem tre testkampe i opstarten.

Stadig ild i øjnene på Jakob Michelsen?

Alle ved nu, at Jakob Michelsen ikke skal være cheftræner i OB efter denne sæson, men han står stadig med ansvaret i den fynske klub.

Det har han gjort med stor passion indtil videre, men vil det også være det indtryk, han fortsat efterlader? Og er spillerne villige til at løbe den ekstra meter for en cheftræner, de godt ved snart er væk?

Begge parter er blevet foreholdt spørgsmålene, og svarene har været entydigt ja fra begge sidder. Om det også ser sådan ud, finder vi ud af onsdag aften, når OB møder bundproppen Lyngby på hjemmebane.