Superliga-spørgsmål: Får Randers bugt med rædselsstatistik?
Brøndby IF er efter to runder det eneste hold i Superligaen, der har maksimum point, og det vidner om, at det meget vel kan blive en tæt sæson, hvor alle mere eller mindre kan tage point fra alle.
Nu står tredje runde for døren - formentlig med flere dramaer og tætte kampe.
Vi ser her nærmere på nogle af de spørgsmål, der melder sig før de kommende kampe.
Får Randers FC bugt med rædselsstatistik?
Én statistik bliver ved med at forfølge Randers FC - nu har de muligheden for at slippe af med den.
Kronjyderne er notorisk kendte for ikke at kunne besejre topholdene i dansk fodbold - udover AGF. Mod FC Midtjylland har Randers FC ikke vundet siden 2012. Mod FC København har Randers FC ikke vundet siden 2015. Og mod Brøndby IF har Randers FC ikke vundet siden 2014.
Læs også:FC København jagter spillere til alle kæder i hektisk transfer-slutspurt
Det er blevet et lille mareridt i Kronjylland.
Lørdag møder Thomas Thomasbergs mandskab FC Midtjylland, og mestrene kan nok ikke helt se sig fri for, at næste uges afgørende Champions League-kamp mod Slavia Prag allerede fylder en del i bevidstheden. Chancen for en Randers-sejr er til stede.
Får vi alle klubber på scoringstavlen?
En vigtig mission i starten af en sæson er at få slettet diverse nuller. Både Lyngby og AC Horsens har et rigtig træls nul ud for sig - de har fortsat ikke fundet vej til netmaskerne.
Der er ingen grund til at blæse det op til en større ting, end det er, men de to klubber kommer næppe til at score ret mange mål i sæsonen, så det er med at få gang i målscoringen, inden det bliver noget mentalt og et virkeligt problem.
AC Horsens har hverken scoret eller fået point i denne sæson, så de har ekstra meget brug for en succesoplevelse ude mod Brøndby IF. Lyngby møder naboerne fra FC Nordsjælland mandag aften.
Læs også:Vejle-stopper vender tilbage til italiensk fodbold
Kan Superligaens mest scorende hold drille et rystet FCK-mandskab?
Et hold, der i hvert fald ikke har haft problemer med at score mål, er Vejle Boldklub.
Oprykkerne er med seks fuldtræffere det mest scorende hold i Superligaen efter to runder, og nu skal de forsøge at fortsætte takerne mod FC København, der om nogen savner et clean sheet - og i øvrigt det første point i denne sæson.
Hvis FC København ender med at tabe til en oprykker, stikker krisen efterhånden dybt hos de mangedobbelte mestre.
Læs også:Dansk kæmpesucces i Norge: Chancen for Superliga-skifte er meget lille
Læs også:Analyse: Har FC København overtaget FC Midtjyllands problemer?
Læs også:En af SIF's største profiler har udløb til sommer: Der er god dialog