FCK er favorit men ikke en stensikker af slagsen før derbyet mod Brøndby, mens der er tæt løb før Esbjerg-Hobro og tre andre double-headers i de to nedrykningsspil.
AGF var rundens vinder trods en mulig skade med Mustapha Bundu, og så venter der to morderligt tætte kampe om overlevelse mellem Esbjerg og Hobro, mens FC København er favorit mod et hårdt arbejdende men begrænset Brøndby-hold.
Superliga-powerrankningen er klar igen efter endnu en hektisk spillerunde.
Powerranking 21. runde - Klik her
Powerranking 22. runde - Klik her
Powerranking 23. runde - Klik her
Powerranking 25. runde - Klik her
Powerranking 26. runde - Klik her
Powerranking 27. runde - Klik her
Powerranking 28. runde - Klik her
1: FC København (3)
En såre fortjent sejr med to mål af Mohamed Daramy og klar dominans, især i den første halve time, hvor man kørte AaB over. FCK-holdet har det nødvendige topniveau i sig til at spille lige op med FC Midtjylland, både i enkelte kampe og over en sæson. Det er nok for sent i denne sæson, men københavnerne bør være tilbage som titelfavoritter i næste sæson.
Seneste kamp: FC København-AaB 2-0
Næste kamp: Brøndby IF-FC København
2: FC Midtjylland (1)
De pustede og prustede, og især i det sidste kvarter var FC Midtjyllands fysiske overlegenhed tydelig, mens Brøndby var heldig med, at man ikke indkasserede på de gode mulighed til Drejer og indskifterne Vibe og Schwartz.
Men ind ville bolden ikke, og der blev skabt alt for lidt i den første time med mange svære bolde op mod en formsvag Sory Kaba, så de 11 points forspring blev til ni, hvilket dog ikke bør være anledning til bekymring med otte runder tilbage – så stabilt er det FCK-hold altså ikke. Frank Onyeka og Mikael Anderson har karantæne mod AGF:
Seneste kamp: FC Midtjylland-Brøndby IF 0-0
Næste kamp: FC Midtjylland-AGF (søndag 20.00)
3: AGF (4)
Det er noget æv med Mustapha Bundu, der måtte udgå med det, der lignede en muskelskade i baglåret, og han havde spillet en flot kamp indtil da. Men selv hvis AGF skal undvære Bundu, ligner AGF nu den oplagte bronzevinder.
Man dominerede kampen mod FC Nordsjælland og slog gæsternes spil i stykker, og den anden bronzekandidat Brøndby var i forrige runde lidt heldig med at få point hjemme mod århusianerne. Det her ligner AGF's bronze, selvom hvis Bundu og Backman er ude i flere runder.
Seneste kamp: AGF-FC Nordsjælland 2-1
Næste kamp: FC Midtjylland-AGF (søndag 20.00)
4: FC Nordsjælland (2)
1-2 lyder ikke af så meget, men AGF var markant stærkere i kampen, som i den grad cementerede århusianerne som favorit til bronzen.
Vi troede i sidste rangering, at FC Nordsjælland-mandskabet nu toppede, men kampen i Århus fører til en markant revurdering, for der er tydeligvis langt at falde i niveau for FCN, også når modstanderen ikke er de fysiske pragteksemplarer i FC Midtjylland.
Og det er i øvrigt ikke noget, der skal vække bekymring – det er stadig svært at præstere jævnt over 36 kampe som et af Europas yngste hold.
Seneste kamp: AGF-FC Nordsjælland 2-1
Næste kamp: AaB-FC Nordsjælland (lørdag 18.00)
5: Brøndby IF (5)
Det var godt kæmpet mod et FC Midtjylland-hold, der selv på en lidt skæv dag var Brøndby klart overlegen. Brøndby har holdt nullet to gange i streg mod AGF og FCM, og med Jung og Hermannsson i karantæne fik man også syn for, at der er kød på defensiven, når de to formentlig bliver solgt i transfervinduet til august.
Det er dog ikke meget, Brøndby skaber, så for Tipsbladet at se er BIF stadig underdog i bronzejagten efter AGF og langt mere sprælske og farlige FC Nordsjælland.
Seneste kamp: FC Midtjylland-Brøndby IF 0-0
Næste kamp: Brøndby IF-FC København
6: Randers FC (10)
En opløftende kamp for Randers, der fik gang i spillet og ikke mindst i Emil Riis Jakobsen, der scorede to gange og så stærk ud.
Det kom i denne uge frem, at klubbens medarbejdere, herunder førsteholdstruppen, er get 15 procent ned i løn i de kommende tre måneder, men der var absolut ingen sure miner eller tristhed at spore – tværtimod lignede Randers i denne udgave et hold, der snildt kunne spille i Top 6 i stedet for AaB.
Seneste kamp: Randers FC-Hobro 4-0
Næste kamp: AC Horsens-Randers FC (lørdag 13.00)
7: AC Horsens (6)
Spillerne så trætte ud i opvarmningen, sagde Bo Henriksen, og selvom det selvfølgelig er en Henriksen'sk overdrivelse, er det tydeligt, at Horsens-holdet er slidt efter en meget flot stime med tre sejre over FCK, FCM og Brøndby, fulgt op af to lidt heldige uafgjorte mod Hobro og Esbjerg.
Horsens har overlevet i Superligaen med et enkelt point til eller med et enkelt pointtab til Esbjerg i sidste fire runder. Det er ikke sikkert, Horsens får point mod et Randers-hold, der senest var i hopla mod Hobro og som lige nu er favorit til at slutte øverst i puljen.
Seneste kamp: AC Horsens-Esbjerg fB 2-2
Næste kamp: AC Horsens-Randers FC (lørdag 13.00)
8: OB (13)
Det er fornemt at rejse sig med en god, sammenhængende indsats og en fortjent sejr over SønderjyskE, tre dage efter man blev pulveriseret med 0-6 i Silkeborg. Der var sammenhæng på holdet, og man faldt først tilbage i de sidste 25 minutter, hvor SønderjyskE lagde et lille pres uden for alvor at udfordre OB's defensiv. Det var opløftende.
Seneste kamp: OB-SønderjyskE 2-0
Næste kamp: Lyngby-OB (mandag 19.00)
9: Silkeborg IF (7)
Havde Silkeborg slået Lyngby, havde man faktisk stået med en reel chance for at true SønderjyskE, som man nu møder to gange og kunne være kommet to point efter ved at rydde bordet i de kampe. Men træfsikkerheden forsvandt igen efter opvisningen mod OB tidligere på ugen, og vinder Silkeborg ikke hver kamp herfra, er det slut. Der er noget at arbejde videre med for Silkeborg i 1. division, men får man lov at beholde Mads Emil Madsen? Ham burde være på listen i flere andre Superliga-klubber. Svenn Crone har karantæne på søndag.
Seneste kamp: Lyngby-Silkeborg IF 0-0
Næste kamp: Silkeborg IF-SønderjyskE (søndag 14.00)
10: AaB (9)
Nordjyderne gør ikke meget for at modbevise, at de med en ret klar margin er det sjettebedste hold ud af seks i medaljeslutspillet. Pokalfinalen mod SønderjyskE skal være førsteprioritet, og set fra dette Tipsbladet-kontor ville det da være fornuftigt at passe særdeles godt på Lucas Andersen i de to kommende Superliga-kampe, nu hvor tredjepladsen er 13 point væk og dermed totalt urealistisk for nordjyderne.
Seneste kamp: AaB-FC Midtjylland 0-2
Næste kamp: FC København-AaB (onsdag 20.00)
11: SønderjyskE (8)
Det var et revanche- og stridslystent OB-hold, sønderjyderne mødte, og efter en god start satte SønderjyskE sig selv skak med et klodset straffespark af Stefan Gartenmann. Det er som om, man har set det før – SønderjyskE kan i glimt godt sætte et par gode afleveringer sammen, men virkelig farligt bliver det alt for sjældent. Kun Hobro, Horsens og Lyngby har sværere ved at spille sig frem til chancer end SønderjyskE – de to kommende kampe mod Silkeborg er mere tricky, end man kunne have forestillet sig tidligere på sæsonen. Man må undvære skipper Johan Absalonsen med karantæne på søndag.
Seneste kamp: OB-SønderjyskE 2-0
Næste kamp: Silkeborg IF-SønderjyskE (søndag 14.00)
12: Esbjerg fB (12)
Det kunne faktisk have været tre Esbjerg-point, men en dum fejl af Vito Mannone og Søren Reese, der appellerede for bold ude i stedet for at spille videre og forhindre Michael Lumb i at udligne, var i sidste ende medvirkende til, at det blev en pointdeling. EfB kommer sandsynligvis i en alternativ formation i første af to kampe mod Hobro, da Mohammed Dauda og indskiftede Ante Erceg begge fik gult kort og karantæne. Holdene spillede 1-1 i begge kampe i grundspillet og vandt hver en 2-0-sejr i sidste sæson i de indbyrdes opgør, så det tegner på alle måder jævnbyrdigt.
Seneste kamp: AC Horsens-Esbjerg fB 2-2
Næste kamp: Esbjerg fB-Hobro (søndag 16.00)
13: Lyngby Boldklub (14)
Når modstanderen har 23 afslutninger og i forrige runde vandt 6-0, er det fint at holde nullet, som Lyngby gjorde for første gang siden 23. februar, en 2-0-sejr over Esbjerg. Det er så samtidig også Lyngbys seneste sejr, og det ville lune med mindst én til af disse, før man efter de to kommende kampe mod OB og en Silkeborg-kamp slutter hjemme mod SønderjyskE, der er tre point efter. Rezan Corlu er ude af karantæne til OB-kampen på mandag.
Seneste kamp: Lyngby-Silkeborg IF 0-0
Næste kamp: Lyngby-OB (mandag 19.00)
14: Hobro (11)
”Det var rigtig meget lort samlet i én kamp,” sagde cheftræner Peter Sørensen på tv lige efter slutfløjt, og det var en rammende analyse af Hobros aften i Randers, hvor Hobro i sjælden grad begik tåbelige fejl og ikke hjalp hinanden i hverken presspil eller opbakning, når Randers-spillerne igen og igen drønede mod Jesper Rasks mål. Hobro lever af at være svær at slå og er nødt til at være det igen i de to kommende runder, hvor to points forspring til Esbjerg skal forsvares i to kampe mod selvsamme hold. Hobro har kun vundet tre kampe i hele sæsonen, så det ligner recepten i de to afgørende Esbjerg-kampe, hvilket ser ud til at blive uden karantæneramte Simon Jakobsen, der fik rødt mod Randers.
Seneste kamp: Randers FC-Hobro 4-0
Næste kamp: Esbjerg fB-Hobro (søndag 16.00)
Chanceskaberne
1: Evander Ferreira, FC Midtjylland – 82 (7 mål)
2: Lucas Andersen, AaB – 53 (10 mål)
3: Mikkel Damsgaard, FC Nordsjælland – 49 (8 mål)
4: Casper Høyer, AGF – 49 (1 mål)
5: Mads Emil Madsen, Silkeborg IF – 49 (1 mål)
6: Mikkel Rygaard, FC Nordsjælland – 48 (4 mål)
7: Bror Blume, AGF – 44 (5 mål)
8: Dominik Kaiser, Brøndby IF – 41 (8 mål) *
9: Edgar Babayan, Hobro – 41 (3 mål)
10: Awer Mabil, FC Midtjylland – 40 (7 mål)
* Solgt i vinterpausen til Hannover 96
Skyyyyyyyyyd
1: Patrick Mortensen, AGF – 60 (14 mål)
2: Emil Riis Jakobsen, Randers FC – 58 (8 mål)
3: Evander Ferreira, FC Midtjylland – 57 afslutninger (7 mål)
4: Sory Kaba, FC Midtjylland – 55 (5 mål)
5: Louka Prip, AC Horsens – 52 (5 mål)
6: Ronnie Schwartz, SIF/FCM – 49 (14 mål)
7: Bashkim Kadrii, OB – 48 (10 mål) **
8: Marvin Egho, Randers FC – 47 (7 mål)
9: Mart Lieder, SønderjyskE/OB – 46 (6 mål)
10: Mustapha Bundu, AGF – 45 (8 mål)
** Blev i januar solgt til Al-Fateh i Saudi-Arabien