Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-powerranking: Kan forfølger-trioen røre FC Midtjylland?

FC Midtjylland sendte resten af ligaen på ferie med en påmindelse, hvor stærkt holdet egentligt er med en alt for lille 3-1-sejr over FCN, mens Lyngby fyrede den sygemeldte cheftræner og ligner et hold på vej i 1. division.

FC Midtjylland kan stille noget af et hold, når alle mand er klar. Lad os lige tage dem.

Jesper Hansen. Dion Cools. Erik Sviatchenko. Alexander Scholz. Paulinho. Frank Onyeka. Jens-Lys Cajuste. Evander. Pione Sisto. Anders Dreyer. Ja selv Sory Kaba, der har haft svært ved at score, lukker efteråret med tre scoringer i de sidste tre kampe.

FC Midtjylland var knusende overlegen mandag aften og burde have vundet med mere end 3-1 over FC Nordsjælland.

Det samme FCM-hold har også spillet uafgjort med OB, AaB og AC Horsens, og tabte stort til FC Nordsjælland, fire hold, der overvintrer uden for Top 6.

Ja faktisk er SønderjyskE eneste hold i Top 6, der har taget point fra FC Midtjylland, så nu hvor FC Midtjylland kan bruge al energien på Superligaen og et en-to-tre pokalkampe, ligner midtjyderne en klar titelfavorit.

Læs også:FC Midtjylland-boss afbryder tv-program: Har julegaver med

Brøndby sled lidt mere, end de kunne have ønsket sig mod et ikke spor skræmmende Horsens-hold, og AGF kunne egentlig lige så vel have ligget toer i denne uges rangering efter en stensikker 3-0-sejr over AaB. Nordjyderne er ikke rigtig på vej nogen vegne, og det skal laves om i en vis fart.

Seneste runde
SønderjyskE-Randers FC 0-1
Lyngby-Vejle 0-0
AGF-AaB 3-0
FC København-OB 1-1
AC Horsens-Brøndby IF 1-2
FC Midtjylland-FC Nordsjælland 3-1

OB var ikke just uheldig med 1-1 mod et FC København, der har været stærkere i den sidste måned af efterårssæsonen. Er det virkelig cheftræner Jakob Michelsen, der er problemet i Odense, som de seneste dages historier om en snarlig afsked antyder?

At OB skulle have en trup selvskreven til Top 6, er der altså ikke voldsomt mange, der er enige i uden for Fyn. Skulle SønderjyskE, Randers, AaB og FC Nordsjælland bæve i frygt, når de ser spillerlisten i OB? Måske mangler der et ekstra tjek af varelageret, før man beder Jakob Michelsen blive hjemme i Århus.

Randers vandt en dårlig knoldekamp på en rædsom bane i Haderslev, som Randers FC ganske ironisk, og morsomt, bagefter bemærkede på sociale medier havde tacklet hjemmeholdets Julius Eskesen ved en stor chance ved 0-0. Det røde kort til Haji Wright før pausen ødelagde det hele for SønderjyskE, der havde været bedst og ikke behøver frygte noget, selvom resultaterne ramte en lille bølgedal til sidst i efterårssæsonen.

Læs også:Tilfreds FC Midtjylland-målscorer: Der har vi udviklet os meget

Og så blev Christian Nielsen, fraværende gennem længere tid efter en sygemelding med en hjernerystelse, fyret som cheftræner i Lyngby mandag aften.

Det kommer altid til at virke ekstra hårdt, men selvom der blev talt om en overlevelsesmission i foråret, er det usandsynligt med 11 point op til den livgivende tiendeplads, hvor Vejle ligger. Lyngby burde have vundet over et svagt Vejle-hold i sidste runde, men det skal man altså ikke lade sig snyde af.

Lyngby er tårnhøj nedrykningsfavorit sammen med AC Horsens, fordi alle holdene foran har potentialet til at hente mindst ét point per kamp, som de minimum har gjort i de første 13 runder.

Det lugter af, at Lyngby eller Horsens skal have 28-30 point i 19 forårskampe, 25, hvis et hold virkelig går i stå. Det kan godt lade sig gøre, men det bliver altså svært, når de to klubber til sammen har fået 10 point i 26 efterårskampe.

Statistik

Næste runde
Tirsdag 2. februar, 18.00: Randers FC-AC Horsens
Tirsdag 2. februar, 20.00: Vejle Boldklub-AGF
Onsdag 3. februar, 18.00: OB-Lyngby
Onsdag 3. februar, 20.00: AaB-FC København 
Torsdag 4. februar, 18.00: FC Midtjylland-SønderjyskE
Torsdag 4. februar, 20.00: FC Nordsjælland-Brøndby IF
Der skal tages forbehold for ændrede kamptidspunkter

Læs også:Bedst og værst: Anders Dreyer og co. sluttede året af med manér