Superliga powerranking: Kan BIF, AGF og OB holde sig over FC-klubberne?
Sikke et ringe udlæg af FC Midtjylland og FC København i Superligaen.
FC København lignede et hold på vej på pension i 1. halvleg i Odense, og FC Midtjylland udstillede en lang række af de svage punkter i Haderslev i premieren fredag aften.
Det efterlader plads til nogle overraskende tophold i Superligaens powerranking, men om det varer ved langt ind i grundspillet tvivler vi nu på.
Kamil Wilczek, Issam Jebali og Emil Riis Jakobsen lægger ud med at dele topscorer-værdigheden efter første runde, hvor de hver scorede to mål.
1: AGF
Placering seneste runde: 2
Statistik: 1-0-0
Målscore: 4-2
Seneste kamp: AGF-Vejle 4-2
Næste kamp: Randers FC-AGF (søndag 16.00)
4-2 var for lille en sejr for AGF, der dominerede Vejle totalt den første time men var ved at lukke de godt kæmpende oprykkere ind igen i slutfasen. I de minutter mod slutningen fornemmede man også lidt af den skrøbelighed, der var mod Honka, men det overskygges af, hvor giftig AGF's offensiv er.
Patrick Olsen ligner indtil videre en fuldgod erstatning for Mustafa Amini, der jo er tilbage i klubben på en korttidskontrakt, Milan Jevtovic var igen en god indskifter, og det her lignede et hold, der igen i den nye sæson kan og vil spille med om medaljer. Førstepladsen på denne powerranking skal dog ikke tolkes som en forventning om, at AGF blander sig i en guldkamp.
2: OB
Placering seneste runde: 5
Statistik: 1-0-0
Målscore: 3-2
Seneste kamp: OB-FC København 3-2
Næste kamp: OB-FC Nordsjælland (søndag 14.00)
Overdrevent? Ja, det er det nok. Men sikke da et udlæg af OB, der kunne have scoret seks i stedet for tre mål i sejren over FC København. Issam Jebali og Mads Frøkjær havde en fremragende dag oppe i front, hvor der også var OB-debut til Emmanuel Sabbi. Det er i kampe som den her, man tænker, at metallet ikke er så langt væk i Odense.
3: SønderjyskE
Placering seneste runde: 10
Statistik: 1-0-0
Målscore: 2-0
Seneste kamp: SønderjyskE-FC Midtjylland 2-0
Næste kamp: Vejle-SønderjyskE (søndag 18.00)
Det var heldigt, at SønderjyskE ikke var bagud ved Alexander Bahs føringsmål, men derfra var sønderjyderne klart bedst og frustrerede FCM ved at holde fem mand tilbage og alligevel skabe en række chancer, mens FCM var usammenhængende. På den her måde er SønderjyskE en klar kandidat til Top 6.
4: Brøndby IF
Placering seneste runde: 4
Statistik: 1-0-0
Målscore: 3-2
Seneste kamp: Brøndby IF-FC Nordsjælland 3-2
Næste kamp: FC København-Brøndby IF (søndag 14.00)
Læs også:Optakt: IFK Göteborg - FC København
Det lignede et mareridt men blev himmerige i absolut sidste øjeblik med Sigurd Rosteds sejrsmål i 6. ud af 6 tillægsminutter. Det var vel egentlig en genopførelse af Brøndbys forår - rædsomme perioder bliver fulgt op af flot spil med tegninger til Top 3, eller omvendt. På trods af tre mål mangler man altså en angriber.
Man fristes til at nævne den bænkede Superliga-topscorer Ronnie Schwartz i FC Midtjylland...men det er vel ikke strategien nu, hvor fem af spillerne enten er fra egen ungdomsafdeling eller hentet i en ung alder i andre klubber (Anis Ben Slimane fra AB og Sigurd Rosted fra Gent, begge hentet i sommeren 2019).
5: Randers FC
Placering seneste runde: 9
Statistik: 1-0-0
Målscore: 3-0
Seneste kamp: AC Horsens-Randers FC 0-3
Næste kamp: Randers FC-AGF (søndag 16.00)
Det var strengt taget ikke en 3-0-kamp, men tænker på det nu? Randers fik en perfekt start med tre mål efter dødbolde og, næsten vigtigere, endnu en kamp med pænt mange afslutninger. Randers er manges kandidat til at dumpe ned og blive del af en nedrykningskamp i en svær liga med kun 12 hold, og der mangler da nok også en klassespiller eller to endnu, men den start var jo helt klart ikke noget, der indikerede overlevelseskamp.
6: FC Midtjylland
Placering seneste runde: 1
Statistik: 0-0-1
Målscore: 0-2
Seneste kamp: SønderjyskE-FC Midtjylland 2-0
Næste kamp: FC Midtjylland-Lyngby (lørdag 15.30)
Den kamp kunne FC Midtjylland godt have fået 1 eller 3 point i, men et stolpeskud af Anders Dreyer før pausen og et pres i de første minutter af 2. halvleg fes ud i ingenting efter et sønderjysk føringsmål efter en dødbold. Pione Sisto blev skiftet ind og var tæt på at udligne ved stillingen 0-1. FCM skabte nok til at vinde, men så alligevel; selvom to indkasserede mål ser dumt ud, var det nærmere offensiven, der var i ubalance og usammenhængende med flere anonyme præstationer. Måske venter der markant hårdere modstand i 14-holdsligaen?
7: FC København
Placering seneste runde: 3
Statistik: 0-0-1
Målscore: 2-3
Seneste kamp: OB-FC København 3-2
Næste kamp: FC København-Brøndby IF (søndag 14.00)
Fy for pokker for en første halvleg. Efter et år med for mange dårlige præstationer var den halvleg nærmest det værste, FCK har præsteret i årevis, og man kunne sagtens have været bagud med mere end 0-3 ved pausen. Kudos for at samle sig selv op efter pausen, men det er kampe som disse, der kan få én til at tvivle på FCK som mester. Der bliver skiftet yderligere ud i spillertruppen i de kommende uger, da især efter så rystende en halvleg.
En statistik fra superstats.dk gik mandag småviralt på Twitter: FC København har tabt flere ligakampe, end man har vundet i 2020. Det her er ikke bare et lille dyk i et hav af succes.
8: FC Nordsjælland
Placering seneste runde: 7
Statistik: 0-0-1
Målscore: 2-3
Seneste kamp: Brøndby IF-FC Nordsjælland 3-2
Næste kamp: OB-FC Nordsjælland (søndag 14.00)
Det var jo en typisk FCN-kamp. En flot første halvleg og en række fine aktioner, der fik os til at glemme Mohammed Kudus og Mikkel Damsgaard lidt. Og så blev FCN blæst bagud i 2. halvleg og viste igen, hvordan man tydeligvis ikke er god til at forsvare i eget felt. Der er bid nok i offensiven, men kan de defensive nedture til evig tid forklares med en meget offensiv stil og holdudtagelse?
Konkurrencen om Top 6 bliver altså hård i år bedømt på første spillerunde, ingen (ud over FCK og FCM trods skuffelserne her i åbningsweekenden) er sikre, heller ikke hvis man som FCN har været i fire medaljeslutspil i streg.
9: AaB
Placering seneste runde: 6
Statistik: 0-1-0
Målscore: 0-0
Seneste kamp: Lyngby-AaB 0-0
Næste kamp: AaB-AC Horsens (mandag 19.00)
De dominerede indtil indskiftede Tim Pricas dramatiske røde kort for en voldsomt udseende forseelse på en Lyngby-spiller, der var ved at sætte en farlig kontra op. Af de adskillige nye AaB'ere var det kun norske Daniel Granli og den portugisiske midtbanespiller Pedro Ferreira, der startede inde, men mon ikke der kommer flere. Det er et spændende eksperiment, AaB har gang i.
Læs også:Eksklusiv pris: Se AGF og FC København i Europa League med Dplay
10: Lyngby
Placering seneste runde: 12
Statistik: 0-1-0
Målscore: 0-0
Seneste kamp: Lyngby-AaB 0-0
Næste kamp: FC Midtjylland-Lyngby (lørdag 15.30)
De er udskreget til nedrykningsfavoritter sammen med AC Horsens, og det kunne da også meget vel være end med et nederlag, hvis ikke Tim Prica var blevet udvist. Lyngby skabte en pæn mængde chancer, hvilket er opløftende efter et skidt forår og afskeden med Rezan Corlu. I stedet startede Christian "Greko" Jakobsen, der er hentet i SønderjyskE.
Frederik Gytkjær skylder et mål. Lyngby kommer næppe i nærheden af Top 6, men på papiret har man et rimeligt Superliga-hold, der bør klare sig bedre end i et skuffende forår, hvor mange troede, de ville rykke ned i playoffkampene mod Hobro.
11: Vejle Boldklub
Placering seneste runde: Oprykker
Statistik: 0-0-1
Målscore: 2-4
Seneste kamp: AGF-Vejle 4-2
Næste kamp: Vejle-SønderjyskE (søndag 18.00)
Det var en koldstart, der ville noget, men så er det heller ikke mere alvorligt for VB: AGF er muligvis rækkens bedste hold nu, og om ikke andet nummer ét i denne powerranking.
Det var dybt interessant at se Raphael Dwamena komme fra Levante (eller rettere leje i Zaragoza) for tre uger siden og starte mandagens kamp foran en tydeligt utilfreds Kjartan Finnbogason, som er ude af Vejles idealopstilling og ligner en spiller på vej videre.
Der er bestemt livskraft i Vejle, men det skal selvfølgelig omsættes til point og stabile præstationer, hvis det skal gå anderledes end i forrige sæson.
12: AC Horsens
Placering seneste runde: 8
Statistik: 0-0-1
Målscore: 0-3
Seneste kamp: AC Horsens-Randers FC 0-3
Næste kamp: AaB-AC Horsens (mandag 19.00)
0-3 mod et Randers-hold, mange så som et oplagt bud på en klub, Horsens og Lyngby skal hive ned i en overlevelseskamp. Det var ikke den bedste start for den ny Horsens-træner Jonas Dal. Horsens kunne have været foran, da Randers-showet begyndte 20 minutter før tid. VAR-udvisningen af Bjarke Jacobsen var reglementeret men også en kende hård, og så blev dagen rigtig træls, fordi Emil Riis Jakobsen scorede direkte på det efterfølgende frispark ved at dreje bolden uden om muren.
Og minsandten om ikke Randers scorede efter endnu et hjørnespark til sidst ved Emil Riis. Tre dødboldmål imod - av min arm.
Tipsbladets forhåndsforventninger
Op til Superliga-starten har journalisterne på Tipsbladet og tipsbladet.dk givet deres bud på, hvordan grundspillet ender. Det har vi samlet til ét fælles bud på stillingen efter 22 spillerunder.
Hver journalist har gættet, hvordan de 12 placeringer fordeler sig, og ud fra det har vi regnet det gennemsnitlige bud for hvert hold. FC København har for eksempel fået det laveste - og dermed bedste - gennemsnit på 1,43. Derfor ligger holdet på førstepladsen i vores samlede bud - læs meget mere her.
1: FC København - 1,43
2: FC Midtjylland - 1,57
3: AGF - 3,43
4: Brøndby IF - 4,29
5: OB - 5,57
6: AaB - 6,71
7: FC Nordsjælland - 6,71
8: Randers FC - 7,14
9: SønderjyskE - 8,57
10: Vejle Boldklub - 9,86
11: Lyngby Boldklub - 11,14
12: AC Horsens - 11,57
Læs også:AaB belønner midtbanespiller med ny kontrakt
Læs også:David Nielsen før EL-kamp: Vi har en god idé om, hvordan de vil spille
Læs også:Tre mesterskaber og to Europa-gruppespil: FCM har ramt næste niveau