Det går op og ned i showbusiness: Mest op for F C Midtjylland og AGF, og ned for Brøndby, Lyngby og FC København i denne runde.
Det bliver enormt spændende at se, om AGF holder hele vejen til mål og presser FC København i sølvkampen, og så er der dækket op til fest i Herning torsdag aften, hvor FCM skal vise, man også kan vinde hjemme og dermed sikre det tredje mesterskab på seks sæsoner.
Brøndby rutsjer ned efter en virkelig elendig kamp mod AaB, der afslørede, at man langt fra er i hus med et medaljeaspirerende hold til næste sæson, og så er der hårdt tryk på Lyngby forud for de afgørende overlevelseskampe mod Hobro.
Superliga-powerrankningen er klar igen.
Powerranking 31. runde
Powerranking 30. runde
Powerranking 29. runde
1: FC Midtjylland (1)
Det er kun få uger siden, FC Midtjylland kørte en damptromle over FCN i Farum, men denne søndag var der intet bid og kunne begrænset sammenhæng i det, FCM foretog sig offensivt med Evander ude på grund af sin ankelskade.
Så FC Midtjylland måtte slås for de tre point og stod store dele af kampen på egen banehalvdel. Det var FC Midtjylland til gengæld god til, og man fristes til at sige, at det var en fin forpremiere på det, der skal til for at komme i et europæisk gruppespil. Frank Onyeka så gult-rødt i 95. minut, og anfører Sviatchenko udgik med det, der lod til at være en hjernerystelse. FCM har appelleret Onyekas røde kort i håb om at få ham med i FCK-kampen.
Seneste kamp: FC Nordsjælland-FC Midtjylland 0-1
Næste kamp: FC Midtjylland-FC København (torsdag 20.00)
2: AGF (4)
AGF er en sjov størrelse. Man kan tabe 1-4 hjemme til AaB og så spille lige op med et udmærket FC København-mandskab, og nu går samtalen i Århus på at æde FCK's sølv, hvilket ikke er helt umuligt, hvis århusianerne ellers revancherer sig mod AaB på torsdag og FCK samtidig taber point i Herning.
AGF's succes kommer på kontrafodbold og meget direkte spil med lange, gode bolde til Patrick Mortensen, der er i topform, og ikke kun som målscorer men også som afgørende spilstation. Nu er det næsten sikkert, man får medaljer, og så vil en andenplads være endog meget værd, både i klubkassen her og nu, en bedre indgang til Europa League-kvalifikationen og for klubbens position i lokalområdet såvel som resten af landet.
Seneste kamp: AGF-FC København 1-0
Næste kamp: AaB-AGF (torsdag 18.00)
3: FC København (2)
FC København spillede egentlig en udmærket kamp, men det var ikke voldsomt mange chancer, man spillede sig frem til mod AGF's stærke defensiv før i de sidste minutter, hvor FCK smed alt frem i jagten på en udligning.
Det pyntede at have Dame N'Doye tilbage, Ragnar Sigurdsson viste i midterforsvaret, at han kan spille en rolle i næste sæson, men der venter FC København et meget hårdt år med mindst én europæisk kamp i august mod Istanbul BB, kvalifikationskampe og et transfermarked med stor uvished. Der udstedes ingen garanti for, at man er tilbage og vinder mesterskabet med 15-20 points forspring i næste sæson.
Seneste kamp: AGF-FC København 1-0
Næste kamp: FC Midtjylland-FC København (torsdag 20.00)
4: FC Nordsjælland (5)
Mohammed Kudus ramte stangen, man fik belejret modstanderen i slutfasen, men det er bare langt sværere at møde FCM’s lynhurtige og stærke spillere end alle andre for FCN, der dog var tættere på at få point i kampen, end man har været i de fleste møder i de seneste tre-fire sæsoner.
Tidligere i slutspillet vurderede vi FCN højere, men som cheftræner Flemming Pedersen siger, har man det bare langt sværere mod de store hold som FCM end i grundspillet, hvor modstanden ofte er lettere.
Der er grund til at tro på lidt mere i anden halvdel af slutspillet, hvor FCN kan volde problemer for hold med mindre stærke forsvar end FCM. Man ryger foran Brøndby på grund af BIF's elendige kamp i Aalborg og det fornuftige spil, FCN sådan set leverer. FCN må undvære Kian Hansen med karantæne i næste runde.
Seneste kamp: FC Nordsjælland-FC Midtjylland 0-1
Næste kamp: Brøndby IF-FC Nordsjælland (torsdag 18.00)
5: Brøndby IF (3)
Det var simpelthen tåkrummende ringe af Brøndby i Aalborg, og selvom man kan sige, det var uheldigt at møde et så revanchelystent AaB-mandskab, skinnede et lavt bundniveau tydeligt igennem og tog enhver realistisk medaljechance fra Niels Frederiksens hold.
Skrøbeligheden på holdet understreges af, at der skete et væld af fejl i det defensive arbejde, både individuelt og kollektivt, hvor der ikke var styring men til gengæld blev kigget en masse fodbold. Lige nu handler sæsonafslutningen mere om at holde FCN og AaB bag sig end et attentat på bronzen.
Seneste kamp: AaB-Brøndby IF 2-0
Næste kamp: Brøndby IF-FC Nordsjælland (torsdag 18.00)
6: SønderjyskE (9)
Sikke en uge, det har været i Haderslev.
En fortjent sejr i pokalfinalen over AaB og så overlevelse via en 1-1-kamp, hvor SønderjyskE ganske vist ikke spillede godt men holdt OB nogenlunde fra store chancer før i slutfasen.
SønderjyskE spiller endelig, som både omverdenen og ledelsen håbede i begyndelsen af sæsonen. Med ekstra ferie, nu hvor man trækkes ud af playoffkampene, og en kommende Europa League-playoffkamp er der rigeligt at forberede sig på og tænke over, og hvis man agerer klogt, kan det tvungne exit fra playoffkampene vendes til en fordel i begyndelsen af næste sæson. Victor Mpindi er ude af kampen mod Lyngby med karantæne.
Seneste kamp: SønderjyskE-OB 1-1
Næste kamp: Lyngby-SønderjyskE (onsdag 20.00)
7: AC Horsens (7)
Horsens har ikke tabt i otte kampe, men det var ikke fordi, de ikke prøvede i Esbjerg. Det var tæt på en ringe kamp af AC Horsens, der tillod Esbjerg et væld af afslutninger og ligesom flere gange på det seneste virkede trætte. Nu venter dilemmaet: Skal man give nogle af de trætte spillere en pause forud for playoffkampene, eller vil det bare slå rytmen helt ud af holdet?
Resten af juli kan blive hård for Horsens, der i terien kan ende med en playoffkamp om en Europa League-plads mod AGF, FCK eller Brøndby den 30. juli.
Seneste kamp: Esbjerg fB-AC Horsens 1-2
Næste kamp: AC Horsens-Hobro IK (onsdag 18.00)
8: OB (6)
Mads Frøkjær er spændende, kollektivet fungerer, men der er stadig forskel på at være den største i de smås skolegård og så at skrive sig ind som favorit til at ende i Top 6 i næste sæson, uanset hvor ringe AaB ser ud lige nu og kommer til at være uden Lucas Andersen.
Fynboerne har ikke noget at spille for i sidste kamp i puljespillet ud over en lille klat tv-penge, så det er ikke overraskende, at Jens Jakob Thomasen, Ryan Laursen og Issam Jebali røg i karantæne til Silkeborg-kampen. Disse karantæner trækker OB ned på ottendepladsen i denne uge – billedet vil være et andet til de playoffkampe om Europa, der følger lige straks.
Seneste kamp: SønderjyskE-OB 1-1
Næste kamp: OB-Silkeborg (onsdag 20.00)
9: AaB (8)
At AaB ikke ryger længere op på denne liste skyldes den gennemført forfærdelige pokalfinale og skaden til Lucas Andersen, der er en markant svækkelse. AaB rejste sig flot mod Brøndby, men det skete så sandelig også på en billig baggrund med Brøndbys pinlige indsats in mente.
Patrick Olsen markerede sig flot og kunne sagtens være ved at spille sig aktuel til andre klubber, selvom AaB virkelig kan bruge ham i samme form til næste sæson, der kan blive hård i Nordjylland.
Seneste kamp: AaB-Brøndby IF 2-0
Næste kamp: AaB-AGF (torsdag 18.00)
10: Silkeborg IF (12)
Silkeborg spillede en god kamp mod Lyngby og vandt fuldt fortjent efter at have haft initiativet gennem det meste af kampen, på trods af at Lyngby havde alt at spille for.
Der blev sagt, og klappet, farvel til Mads Emil Madsen i hans sidste hjemmekamp før skiftet til LASK Linz. Man kunne ønske for Silkeborg, at klubben bare kunne holde sammen på holdet og spille videre i 1. division med samme besætning, for så ville man være favorit. Men det er ikke sikkert, klubben er færdig med at afgive spillere.
Seneste kamp: Silkeborg IF-Lyngby 2-0
Næste kamp: OB-Silkeborg (onsdag 20.00)
11: Randers FC (10)
Randers vandt en fortjent sejr over Hobro i en kamp, der ikke betød det helt store ud over, at Randers måske gerne vil være etter i puljen og dermed oversidder i semifinale-runden i Europa-playoffen.
Simon Piesinger fik karantæne, Vito Mistrati-Hammershøy og Tosin Kehinde scorede et par flotte mål, og så handler det ellers om de kommende playoffkampe.
Seneste kamp: Hobro-Randers FC 2-3
Næste kamp: Randers FC-Esbjerg fB (onsdag 18.00)
12: Hobro (11)
Gule kort til Christian Cappis og Jonas Brix-Damborg = Mission Accomplished for Hobro, der bare skulle overstå kampen og stirrer stift på de to overlevelseskampe mod Lyngby nu på søndag og søndag i næste uge. Et kvalificeret gæt er, at Hobro tager den helt med ro i aften mod Horsens.
Seneste kamp: Hobro-Randers FC 2-3
Næste kamp: AC Horsens-Hobro IK (onsdag 18.00)
13: Lyngby Boldklub (13)
Man kan kaste sig ud i en diskussion om nær-chancer, om hvad der var sket, hvis Emil Nielsen havde scoret på sin friløber i den første kamp mod SønderjyskE, men det ville bare være bortforklaringer: Lyngby ligger, som holdet har spillet til i foråret, og det så til tider modløst ud i Silkeborg lørdag, selvom modstanderen for flere uger siden er rykket ned.
Man kan ikke lægge noget i, at Lyngby endelig fik lagt et pres i de sidste minutter om SIF, for alle kan være modige og smide folk foran bolden, når de er bagud i slutfasen. Der skal forandringer til nu; i den nuværende situation er Hobro favorit til at overleve i de to direkte nedrykningskampe, der skal spilles 12. og 19. juli. Kevin Tshiembe står SønderjyskE-kampen over med karantæne.
Seneste kamp: Silkeborg IF-Lyngby 2-0
Næste kamp: Lyngby-SønderjyskE (onsdag 20.00)
14: Esbjerg fB (14)
Esbjerg burde have vundet, men man skal vist arbejde i klubben for at mene, disse kampe har betydning. EfB begynder forfra i næste sæson, og der venter nogle alvorlige beslutninger om truppen, spillersalg, ansættelsen af en ny cheftræner og måske yderligere forandringer i en klub, der har sat sig selv til salg.
Seneste kamp: Esbjerg fB-AC Horsens 1-2
Næste kamp: Randers FC-Esbjerg fB (onsdag 18.00)
Chanceskaberne (Skabte chancer/egne scoringer)
1: Evander Ferreira, FC Midtjylland – 82 (7 mål)
2: Lucas Andersen, AaB – 57 (10 mål)
3: Mikkel Damsgaard, FC Nordsjælland – 55 (10 mål)
4: Casper Høyer, AGF – 52 (1 mål)
5: Mads Emil Madsen, Silkeborg IF – 50 (2 mål)
6: Mikkel Rygaard, FC Nordsjælland – 49 (4 mål)
7: Edgar Babayan, Hobro – 48 (4 mål)
8: Bror Blume, AGF – 47 (5 mål)
9: Awer Mabil, FC Midtjylland – 46 (7 mål)
10: Louka Prip, AC Horsens – 42 (5 mål)
Skyyyyyyyyyd (afslutninger/mål)
1: Emil Riis Jakobsen, Randers FC – 66 (8 mål)
2: Patrick Mortensen, AGF – 66 (14 mål)
3: Sory Kaba, FC Midtjylland – 59 (6 mål)
4: Evander Ferreira, FC Midtjylland – 57 (7 mål)
5: Louka Prip, AC Horsens – 54 (5 mål)
6: Ronnie Schwartz, SIF/FCM – 53 (15 mål)
7: Marvin Egho, Randers FC – 52 (7 mål)
8: Bashkim Kadrii, OB – 48 (10 mål) *
9: Edgar Babayan, Hobro – 47 (4 mål)
10: Mart Lieder, SønderjyskE/OB – 46 (6 mål)
* Blev i januar solgt til Al-Fateh i Saudi-Arabien
Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Åben medaljekamp og kæmpe krise
Læs også:Er lige blevet dansk mester i U19 Ligaen: OB udlejer forsvarsspiller
Læs også:Glad AGF-stopper: Det giver genlyd, når du slår de store hold
Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 31. spillerunde
Læs også:Skov lærte af backrolle: Har en idé om, hvad forsvarsspillere tænker