Superliga powerranking: Derfor bliver Brøndby overhalet af FC Midtjylland
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Superliga powerranking: Derfor bliver Brøndby overhalet af FC Midtjylland

Trods åbningsnederlaget til SønderjyskE viste FC Midtjylland så overlegent spil i den forgangne uge, at holdet stryger op som etter på powerrankingen trods Brøndbys flotte 2-1-sejr i Parken.

Powerrankingen har i denne uge været svær at sætte i en Superliga, der tegner til at blive meget tæt i de første måneder.

Brøndby har åbenlyst været en kandidat efter endnu en sidstesekunds-sejr, OB var uheldig ikke at vinde over FC Nordsjælland, og AGF er jo svær at rive langt ned i hierarkiet, når man spillede 87 minutter i undertal.

Men velvidende, at ikke alle vil være enige, ryger FC Midtjylland hele vejen fra sjette- til førstepladsen som følge af godt spil mod Lyngby men også med en skæven til den suveræne 3-0-sejr over Young Boys, der siger noget om niveauet hos FC Midtjylland, når holdet folder sig ud.

Der kan en 2-1-sejr i Parken, hvor modstanderen FCK havde flest og størst målchancer, ikke helt følge med, så derfor ryger FC Midtjylland øverst i denne uges rangering, tæt forfulgt af et Brøndby IF sprængfyldt med selvtillid efter to sejre sikret i overtiden.

1: FC Midtjylland
Placering seneste runde: 6
Statistik: 1-0-1
Målscore: 1-2
Seneste kamp: FC Midtjylland-Lyngby 1-0
Næste kamp: FC Midtjylland-Randers FC (lørdag 17.00)

Efter en skidt åbningskamp mod SønderjyskE var FCM så tæt på at være sikkerheden selv, som man kan være i en 1-0-sejr. Det var påfaldende, at Superliga-topscorer Ronnie Schwartz og Lasse Vibe igen ikke var i truppen, det vidner både om stor bredde og mulige salg, især for Schwartz’ vedkommende.

2: Brøndby IF
Placering seneste runde: 4
Statistik: 2-0-0
Målscore: 5-3
Seneste kamp: FC København-Brøndby IF 1-2
Næste kamp: Brøndby IF-AC Horsens (søndag 16.00)

Det var ikke en fortjent sejr, Brøndby vandt i Parken, men det er alle blågule selvfølgelig inderligt ligeglade med, og med god grund. For Brøndby frustrerede igen en modstander, der på papiret har langt stærkere og dygtigere individualister, og så var sejrsmålet helt til sidst selvfølgelig ren Hollywood-ending.

Dette Brøndby-hold skal slide for sejrene og vil senere i sæsonen helt sikkert få perioder med dårlige resultater, for bundniveauet er stadig ikke højt (husk 1. halvleg mod FCN!), men der er energi og saft i det her mandskab.

3: AGF
Placering seneste runde: 1
Statistik: 1-1-0
Målscore: 5-3
Seneste kamp: Randers FC-AGF 1-1
Næste kamp: AGF-OB (søndag 14.00)

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 2. spillerunde

En hård uge med et ekstremt skuffende 0-3-nederlag til Mura i Europa League blev lukket på god vis, da Patrick Mortensen udlignede Randers’ sene føringsmål. Det kræver meget at være i stand til det efter at have spillet 87 minutter i undertal efter Sebastian Hausners røde kort. AGF har mangler, men fightervilje er ikke en af dem.

4: OB
Placering seneste runde: 2
Statistik: 1-1-0
Målscore: 4-3
Seneste kamp: OB-FC Nordsjælland 1-1
Næste kamp: AGF-OB (søndag 14.00)

Den skulle OB vel have vundet, og Emmanuel Sabbi ligner en klar gevinst for en allerede spændende offensiv. Spilovervægt skal naturligvis give sejre, ikke mindst når OB det meste af kampen havde styr på FCN's kvikke kombinationer.

5: Randers FC
Placering seneste runde: 5
Statistik: 1-1-0
Målscore: 4-1
Seneste kamp: Randers FC-AGF 1-1
Næste kamp: FC Midtjylland-Randers FC (lørdag 17.00)

Randers pustede og pressede, og de havde da også flest chancer, men 1-1 efter 87 minutters overtal er naturligvis ikke tilfredsstillende. Fun fact: Randers har scoret fire sæsonmål efter dødbolde.

6: AaB
Placering seneste runde: 9
Statistik: 1-1-0
Målscore: 1-0
Seneste kamp: AaB-AC Horsens 1-0
Næste kamp: SønderjyskE-AaB (søndag 14.00)

Der var ikke just fart og schwung over AaB's spil, men nordjyderne var klart overlegne og burde have vundet betydeligt større end 1-0. Kasper Kusk og Tom van Weert brændte løs, og det var ikke meningen, at Horsens til sidst kunne gøre kampen spændende. Der er meget at arbejde med i AaB, for modstanden bliver kun sværere end det, Lyngby og Horsens kunne opbyde.

7: SønderjyskE
Placering seneste runde: 3
Statistik: 1-0-1
Målscore: 3-4
Seneste kamp: Vejle-SønderjyskE 4-1
Næste kamp: SønderjyskE-AaB (søndag 14.00)

Hvis den flotte sejr over FC Midtjylland var topniveauet, var slutfasen og 1-4 mod oprykkeren Vejle eksemplet på, at SønderjyskE ikke kan tage noget for givet i en Superliga med 12 hold. Hvilken af de to versioner vil SønderjyskE være i denne sæson?

8: FC København
Placering seneste runde: 7
Statistik: 0-0-2
Målscore: 3-5
Seneste kamp: FC København-Brøndby IF 1-2
Næste kamp: Vejle-FC København (søndag 18.00)

Læs også:AaB vil hente over 50 millioner: Skal investere i talenter og nye spillere

FC København dominerede lange stræk af kampen mod Brøndby, men hvad nytter det, når fejlprocenten er alt for høj, afslutningerne er forkølede og alt for mange tilløb til chancer bliver spildt på dårlige aktioner i sidste eller næstsidste led?

Før kampen havde vi på Tipsbladet kaldt dette en eksamen for FCK og adskillige af holdets spillere, og selvom det var uheldigt at tabe i stedet for at spille uafgjort, er der flere på kanterne og bag Kamil Wilczek, der vist ikke skal vide sig sikre på pladserne her i de sidste to uger af transfervinduet.

9: FC Nordsjælland
Placering seneste runde: 8
Statistik: 0-1-1
Målscore: 3-4
Seneste kamp: OB-FC Nordsjælland 1-1
Næste kamp: FC Nordsjælland-Lyngby (mandag 19.00)

Mens man kunne ærgre sig over nederlaget i åbningsrunden, fik FCN det maksimale udbytte af turen over Storebæltsbroen. FCN fik et mål annulleret for offside i 1. halvleg og scorede et flot føringsmål ved Isaac Atanga, men dødboldspøgelset dukkede op igen på et OB-hjørnespark et par minutter senere, og FC Nordsjælland var presset den sidste halve time.

10: Vejle Boldklub
Placering seneste runde: 11
Statistik: 1-0-1
Målscore: 6-5
Seneste kamp: Vejle-SønderjyskE 4-1
Næste kamp: Vejle-FC København (søndag 18.00)

Lige så ringe, holdet var den første time mod AGF, lige så forløsende var kampen mod SønderjyskE, især efter naboklubbens udligning kort inde i 2. halvleg. Arbnor Mucolli blev før kampen kåret til årets spiller i 1. Division i sidste sæson, og han strålede med et fantastisk solomål til sidst. Det er sådan her, Vejle skal overleve i Superligaen.

11: Lyngby
Placering seneste runde: 10
Statistik: 0-1-1
Målscore: 0-1
Seneste kamp: FC Midtjylland-Lyngby 1-0
Næste kamp: FC Nordsjælland-Lyngby (mandag 19.00)

Lyngby forsøgte at slå tilbage i Herning, men mestrene var tættere på både 2-0 og 3-0, end Lyngby var på en udligning. Det er ikke mod FC Midtjylland, at Lyngby skal hente pointene, men derfor skal Lyngby alligevel meget snart finde en måde at score og skabe chancer. De 12 mål i 2020 har intet med uheld eller uretfærdighed at gøre - Lyngby skaber bare ikke ret meget.

12: AC Horsens
Placering seneste runde: 12
Statistik: 0-0-2
Målscore: 0-4
Seneste kamp: AaB-AC Horsens 1-0
Næste kamp: Brøndby IF-AC Horsens (søndag 16.00)

Nederlag til Randers og AaB, og to kampe, hvor man har været modstanderen underlegen og ikke fortjente point. Det har AC Horsens før overkommet i de fire sæsoner, hvor der var 14 hold i Superligaen og playoffkampe at redde sig i til sidst. Nu er der 12 hold og to direkte nedrykkere, modstanderne er ude efter at finde et hold at dukke, og selv på et tomt Brøndby Stadion får Horsens en meget svær kamp på søndag.

Læs også:Optakt: Slavia Prag - FC Midtjylland

Læs også:Spotpris: Se FC Københavns jagt på Europa League med Dplay

Læs også:AC Horsens-træner efter AaB-nederlag: Kvaliteterne manglede