Superliga-klubbers vilde jagt: De går ned til 6 år

”For min skyld må de scoute i så mange år, som de vil, hvis det er det, der gør dem sikre, og de gør det diskret og en på en måde, der ikke påvirker miljøerne. Men rekrutteringsdelen, synes jeg, er rykket ned i nogle årgange, hvor det er svært at forsvare.”

”Nogle steder meget langt. Altså, vi snakker børnehaven nogle steder.”

Jesper Jacobsen er teamleder i DBU Børnefodbold, og det kan jo undre, at hans ord optræder i en temaudgave om transfermarkedet. Men virkeligheden er, at danske børn reelt også indgår i det marked. Selvfølgelig på uformel vis, for der er regler på området, men de bliver ofte bøjet eller helt brudt.

Den tidlige rekruttering og selektering af børnespillere fører dog ofte til tilsvarende tidligt fravalg – og dermed frafald. Det er dels problematisk for det enkelte barn eller unge menneske at føle, at det mister det, som hele dets selvforståelse var bygget op omkring, dels har Danmark med sin relativt lille pulje af indbyggere ikke råd til at tabe flere talentfulde spillere på gulvet end allerhøjst nødvendigt.

Alligevel har der de seneste ti år været en række sager, hvor danske klubber er blevet anklaget for at overtræde reglerne for at hente helt unge spillere. Eksempelvis i 2013, da 18 klubber fra Hovedstadsområdet i Politiken beskyldte FC København, Brøndby IF og FC Nordsjælland for at hente 9-11-årige spillere mod reglerne. Allerede dengang sagde DBU, at forbundet fik flere og flere henvendelser om samme problematik, også i Jylland.

Året efter kunne samme avis fortælle, at FCN havde forbrudt sig mod intentionen og ånden i DBU’s etiske retningslinjer, da klubben henvendte sig til en U12-spillers far, få minutter efter Superliga-klubben havde skrevet til drengens klub, at den ville tage fat i familien.

I 2015 fik FC Midtjylland en bøde for at kontakte den seneste Superliga-spiller Jeppe Okkels uden at informere Silkeborg IF, og i 2019 blev både FC Nordsjælland og Brøndby IF straffet for at invitere spillere under U12 til prøvetræninger, men siden frifandt Fodboldens Appelinstans begge klubber.

Samme år berettede 11 klubber i BT, at FC Nordsjælland havde kontaktet børn og/eller forældre på sociale medier eller personligt i strid med DBU’s regler. FCN mente dog ikke, at klubben var hverken værre eller bedre end konkurrenterne.

Det er bare de sager, som er nået offentligheden. De kilder, som Tipsbladet har talt med, tegner et billede af et stort mørketal og mange gråzone-tilfælde.

Jesper Jacobsen får somme tider henvendelser fra frustrerede klubledere, der beretter om mere eller mindre åbenlyse brud på eksempelvis reglen om, at man ikke må henvende sig til spillere under U12. Det kan for eksempel være ved at invitere dem til fodboldcamps uden betaling eller prøvetræninger uden om spillerens hidtidige klub.

”Fodboldcampsene er lidt en kattelem. Alle må gå på camp, og alle må også tage på en camp hos en "privat" udbyder. Det kan så være en stor klub, der udbyder en fodboldskole, men de udbyder den til særligt udvalgte, der ikke skal betale for at være der eller betale meget lidt. Det er jo også en måde at prøvetræne andre klubbers spillere. Eller bruge det som rekrutteringsplatform. Det er nogle af de meldinger, jeg får fra både forældre og afgivende klubber,” siger han.

Metoderne, siger han, er sådan set ikke nye, selv om de i mange tilfælde er på kant med reglerne eller så bevidst uigennemsigtige, at det ligner omgåelser af dem. Det nye er spillernes aldre, der bare de seneste fem år er faldet.

”Det er seks-syv-otte år. Og en enkelt gang imellem en femårig.”

Scouts til U6-kampe
Også Pierre Overgaard, der er tidligere sportschef i KFUM’s Boldklub Roskilde, fortæller om lignende metoder.

”Under U12 er det jo forældrene, der vælger at skifte, efter de tilfældigvis har drukket kaffe med én, som kender én, som kender én. Sådan foregår det. Der er de meget opmærksomme på, at det ikke må være nogen af deres officielle scouts. Der er det noget med, at en scout kender én og siger: ’Kan du ikke snakke med dem der? De har det her telefonnummer’. Det er sådan, det foregår, for det må de jo ikke have noget officielt med at gøre. De må jo ikke hente nogen under 12. Men det gør de. Det ved alle,” siger han.

Jesper Sørensen, der er formand i GVI og en af de klubledere, der rettede kritik af FC Nordsjælland i 2019, oplever faktisk, at de store klubber har rettet nogenlunde ind. De bøjer måske reglerne lidt, men i det store hele oplever han ikke længere de samme problemer med dem, som han gjorde engang. Det gør han til gengæld med de akademier, som er henvendt til børn, der er skudt op de seneste år. Dem kan du læse meget mere om andetsteds på disse siger.

For nylig skrev sportschef i KB Fodbold, Franz Dupont, et indlæg i klubbladet KB’eren. Her fremhævede han Victor Kristiansen som et godt eksempel på en spiller, der først i teenageårene trådte frem som et lysende talent. Han opsummerede samtidig en tendens.

”Fokus er flyttet fra for få år siden at identificere og hente spillere op mod U13, til at der nu står scouts til U6-kampe, og at der laves aggressivt relationsarbejde med forældre til børn i konkurrerende klubber med henblik på så tidligt som muligt at have et talenthold,” skrev han.

Den opfattelse går igen blandt de fleste af de kilder, Tipsbladet har talt med – både de navngivne og de unavngivne – der oplever usunde tilstande i dele af dansk børnefodbold. En af årsagerne, siger de, er et kapløb om at få fat på morgendagens stjerner, som så har presset scoutingen og rekrutteringen af dem ned i alderstrin. Især der, hvor større klubber konkurrerer om de samme samme geografiske områder.

"I de områder, hvor de store klubber ligger tættere, er der nok en konkurrencesituation, der præger dem. Og så er det klart, at der også bare er nogle, der lader sig inspirere af de store klubber,” siger Jesper Jacobsen fra DBU.

En anden del af årsagen er, peger flere på, børnenes forældre.

”Vi skal ikke være blinde for, at der er også en gruppe af forældre, uden at vide præcis hvor stor, som måske ikke går ret meget op i det med foreningstanken. De forbinder det elitære med kvalitet. Det mener jeg ikke altid, man kan. Kvalitet er mange ting. Det er også børnenes trivsel og pædagogisk principper,” siger Jacobsen og bakkes op af Pierre Overgaard.

”Når man nogle gange siger, at det der er ikke i orden, så er det jo forældrene, der skubber én væk. De synes jo, det er ret fedt, faktisk,” siger han.

”De kommer så ikke tilbage fem år efter og siger: 'Satans, vi skulle have lyttet. Vi skulle nok lige have trukket vejret.' Det gør de jo ikke.”

Frafaldsmaskinen
Flere studier peger på, at det er vanskeligt at forudsige, hvilke fodboldbørn der ender med at blive professionelle. Jo yngre, desto sværere. En tysk studie undersøgte eksempelvis, hvor mange spillere fra klubbernes akademier der nåede Bundesligaen. For U10-U11 var andelen 0,3 procent. Altså tre ud af 1.000.

Det betyder, at mange spillere, som tidligt er blevet udpeget som særligt talentfulde, på et senere tidspunkt bliver valgt fra (og at spillere, som måske senere ville vise sig som de mest talentfulde, får en negativ oplevelse ved at blive valgt fra tidligt). Det kan være en bitter pille at sluge. Særligt hvis man, som tilfældet er for mange, bygger sin identitet og omgangskreds op omkring fodbolden.

”Vi har ikke nogen forudsætninger for at forudsige spilleres udvikling. Der er en overhængende sandsynlighed for, at de skal vælges fra igen, og ofte inden for ganske få år,” siger Jesper Jacobsen.

”Så har man altså taget et barn og flyttet det fra kammeraterne og måske oven i købet flyttet det afstandsmæssigt langt for at gå til fodbold. De har svært ved at gå tilbage til de miljøer, som kommer fra, og det er jo et nederlag for barnet, hver gang det bliver fravalgt.”

Lignende erfaringer har Pierre Overgaard gjort sig.

”Det er jo ikke bare det, at de mister omklædningsrummet. Det er jo også det, at de mister selvværd, så de ikke kan fuldføre en uddannelse, eller de tror lige pludselig, at de ikke kan finde ud af noget, for hele deres identitet har været fodbold,” siger han.

”Fodbold er så intenst, også for de helt unge mennesker i dag, så de mister hele deres identitet. Så det er ikke bare det, at de ikke lykkes som fodboldspillere. Det ender med, at mange af dem oplever, at de slet ikke lykkes som menneske.”

Samme bekymring deler Franz Dupont fra KB i førnævnte artikel.

”Alt bliver i hvert fald sat på et bræt, når familie, venner, skole, fritid har fodbolden som omdrejningspunkt. Hvis man efter en årrække bliver fravalgt, vil der ikke være noget sikkerhedsnet eller backup at falde tilbage på,” skriver han.

Dermed er der overhængende risiko for, at de helt stopper med at spille. Også i så ung en alder, at de sagtens kunne nå at udvikle sig til at være blandt de bedste igen; fodboldspilleres udvikling følger ikke nogen lige linje. Jesper Jacobsen kaldte for et par år siden i et interview med Tipsbladet de mekanismer for en ”frafaldsmaskine”.

Det er som nævnt ikke kun en ulykkelig situation for den enkelte. Det er potentielt også et problem for dansk fodbold i det hele taget. Med under 300.000 herrespillere har Danmark et småt rekrutteringsgrundlag internationalt set, så der skal helst gå så få talenter til spilde som muligt.

Nye regler på vej
Som eksemplerne i begyndelsen af artiklen viser, er det muligt at indbringe sager for DBU, hvis andre klubber bryder reglerne. Det kræver dog netop, at én klub klager over en anden. Forbundet kan ikke selv tage sager op og har ikke ressourcer til at ”agere politi”, som Teddy Pedersen, formand for DBU herreeliteungdomsgruppe, sagde til BT i 2019.

”Det er en ressourcediskussion. Den opgave ville vi aldrig kunne løfte i DBU med de ressourcer, vi har lige nu.”

Den proces kan dog være anstrengende, sagde førnævnte Jesper Sørensen fra GVI til samme medie:

”Alle siger ‘anmeld det nu – ellers kommer vi det aldrig til livs.’ Det er bare rigtig tungt at gøre, for DBU er en supertanker.”

Den indvending kender Jesper Jacobsen, teamleder for DBU Børnefodbold, udmærket. Han oplever en mathed hos de mindre klubber, der ikke altid orker tage kampen, selv om de føler sig dårligt behandlet.

”Det kan også være, det er en samarbejdsklub eller en klub i nærområdet, som hjælper dem på den ene eller anden måde med noget andet. Så er man varsom med at gøre sig uvenner med dem.

Det kan også bare helt grundlæggende være, at det er frivillige, som sidder ude i en breddeklub og oplever, at nogle går på rov på et U7-hold. Hvor mange kræfter har man til det, når man bare vil bruge sin energi på at lave god børnetræning? Så det er sikkert også et ressourcespørgsmål. Men jeg tror også, at det er et spørgsmål om, at tilliden til, at man kan gøre noget ved det, er begrænset. Det er klart, det er et problem,” siger han.

Det kan nemlig være svært at bevise, at en klub har fisket en spiller. Det kræver eksempelvis, at man skal bevise, at det var klubben, der tog kontakten og ikke bare forældrene, der på vegnet af barnet selv ønskede at skifte klub. For det er selvsagt helt legitimt.

Jacobsen fortæller dog, at der er nye regler for klubskifter blandt børn på vej.

”I øjeblikket arbejder vi på at finde fodslag for de nye regler, som der blev lagt op til med Børnestrategien fra 2021. De er ikke vedtaget endnu, så jeg kan ikke løfte sløret så meget for indholdet, men det oplæg, der ligger, ville udgøre en markant forbedring,” siger teamlederen for DBU Børnefodbold.

Pierre Overgaard, den tidligere sportschef i KFUM, har et forslag, der måske ikke løser problemets rod, men gerne skulle være en hjælp for de børn og unge, som bliver sorteret fra.

”Der er ingen, der taler om, hvordan man laver en exitplan med alle de drenge, der ikke får forlænget deres kontrakter og så bare falder fuldstændig ud af fællesskabet og ender med at ikke kunne fuldføre en uddannelse. Klubber som Nordsjælland, Brøndby og FCK burde med deres budget have råd til at have en fuldtidsansat vejleder, der ikke laver andet.,” siger han.

”Der var en DBU-mand, der på et møde rejste sig op og foreslog, at Superliga-klubberne som udgangspunkt skulle tage noget ansvar for det der. Man skulle lave nogle exitplaner for at hjælpe dem til at få en læreplads eller et eller andet. Når de var så forholdsvis billige for klubberne, så kunne man godt bruge de penge på at ansætte en vejleder til at hjælpe. Det, syntes vi alle sammen, var en pissegod idé. Her syv-otte år er der bare ikke blevet vedtaget noget, der bare minder om.”

Overgaard fortæller også, at den sidste samarbejdsaftale med en større klub, han var med til at lave i KFUM, var med HB Køge. Her aftalte parterne, at når spillere, der kom fra KFUM, begyndte at blive skubbet ud på de yderste mandater i U15-, U17- og U19-trupperne, så skulle Pierre Overgaard og co. have det at vide.

”Så kunne vi begynde at kontakte dem og sige, hvordan går det, for at prøve at få dem tilbage i netværket. Da jeg præsenterede det for Per Rud, så syntes han, det var en pissegod idé, men han sagde også – og han sidder altså i bestyrelsen i Divisionsforeningen – at det var fuldstændig nyt. Det var der ikke nogen, der gjorde.”

Endnu sværere er det formentlig at gøre noget for at ændre den kutyme, der er vokset frem ad åre. Både hvad angår klubber og forældre. Som Pierre Overgaard opsummerer:

”Det er jo en holdningsændring, og det er det lange, lange, lange, seje træk.”