Martin Spelmann fik tidligere på ugen ophævet sin kontrakt med Strømsgodset, og dermed er han på jagt efter en ny arbejdsgiver, og interesserede klubber kan hente midtbanespilleren kvit og frit. Det gælder dog langt fra alle klubber.
32-årige Spelmann har spillet lige under 300 kampe i Superligaen, og da meldingen om danskerens status som arbejdsløs tikkede ind, har mange fans af Superliga-klubber utvivlsomt forestillet sig et muligt scenarie med Spelmann i deres klubfarver og som en mulig frelser på bagkant af transfervinduet.
Men det kan de godt glemme.
- Det er ikke en mulighed for danske klubber at skrive kontrakt med ham. Martin Spelmanns kontrakt blev ophævet efter 31. januar, hvor transfervinduet lukkede i Danmark, og så kan han ikke skifte til en dansk klub. Jo, hvis han vil spille som amatør, og det tror jeg ikke, han er interesseret i. Reglerne er meget klare, så den dør er lukket, siger Peter Ebbesen, der er turneringschef i Divisionsforeningen, til tipsbladet.dk.
Er det muligt at give en dispensation?
- Nej. Det er helt udelukket, fastslår Peter Ebbesen.
Dermed skal Martin Spelmann efter alt at dømme gå efter at finde en ny klub i enten Sverige eller Norge, hvor transfervinduet fortsat er åbent, og han af samme årsag ikke er spærret. Hvis midtbanespilleren gerne vil hjem til Danmark, kan det tidligst ske, når transfervinduet åbner til sommer.
Martin Spelmann har tørnet ud for Brøndby IF, AC Horsens, OB og AGF i Danmark.
Læs også:Martin Spelmann jagter ny klub: Jeg er helt ekstremt sulten
Læs også:Martin Spelmann ophæver kontrakten i Strømsgodset
Læs også:Avis: Vejle henter stor profil på lang aftale
Læs også:FCK-spiller var Alex Fergusons sidste indkøb: Specielt at tænke på
Læs også:Gammelby erkender: Det har kort sagt været en speciel tid i Brøndby