Video : Tipsbladet
Superliga

Afviser Alexander Lind-historie: Har intet på sig!

Silkeborg IF's direktør afviser, at klubben skulle have sat et prisskilt på hele 60 millioner kroner på Alexander Lind.

Silkeborg IF kræver 60 millioner kroner for Alexander Lind.

Eller hvad?

Det voldsomme prisskilt kunne B.T. Sport berette om onsdag eftermiddag, mens både AZ Alkmaar og Brøndby IF blev nævnt som klubber, der har haft følehornene ude efter Superliga-bomberen. 

Men historien om prisskiltet vækker mildest talt undren i Silkeborg IF. Det fastslår direktør i SIF, Kent Madsen, over for Tipsbladet. Midtjyllands Avis var først med historien onsdag.

- Det har ikke noget på sig, fastslår Kent Madsen til Tipsbladet og tilføjer:

- Vi har ingen forhandlinger haft omkring Alexander Lind. Så enkelt er det. Og når vi ikke har haft nogle forhandlinger, har vi jo heller ikke sat en pris.

Der har heller ikke været nogen, der har ringet og spurgt, og så er den pris blevet nævnt?

- Næ, siger Madsen og fortsætter:

- Der har været nogle følere, men der har ikke været bud, og vi har ikke sat nogen pris.

Har I en intern aftale om, hvad han skal koste?

- Jeg ved ikke, om vi har en intern aftale, men vi har selvfølgelig en holdning til, hvad han skal koste, hvis situationen måtte opstå. Men det har ikke været noget tema, at der skal ske noget med Alexander Lind. Han er jo ung og på vej frem og topscorer i Superligaen, og vi har et vigtigt forår, så det har ikke været et tema.

Foto: Imago

Stille deadline-dag i vente
Silkeborg IF har allerede været aktive på transfermarkedet. Klubben har sagt farvel til tre spillere, mens der er blevet hentet fire nye til.

Meget mere bliver det dog efter alt at dømme ikke til.

- Jeg tror ikke, at der sker mere i Silkeborg i det her vindue. Det ville jeg være overrasket over. Så skal der dukke noget op i løbet af i dag, som vi på nuværende tidspunkt ikke kender noget til, siger Kent Madsen.

Skal der noget ud, før der skal noget ind i så fald?

- Det er jo hypotetisk, for jeg tror som sagt ikke, at der sker yderligere, men det er jo klart, at hvis der kommer en henvendelse i dag, som er så attraktiv, at vi må kigge på den, så gør vi det. Det kan gå begge veje. Men jeg forventer det ikke.

- Efter Silkeborg-forhold har der jo også været ganske stor aktivitet, siger han.

SIF har ellers haft flere spillere, der har været interesse for. Der er førnævnte Alexander Lind, mens også Stefan Teitur Thordarson, Alexander Busch og Oliver Sonne har været rygtet til forskellige klubber. 

- Der har været interesse for en række af vores spiller, og der har også været bud, men intet har gjort, at vi har tænkt, at vi skulle handle på det udover det, vi har gjort. Der har klart været mere interesse end i tidligere vinduer, og det tager jeg som udtryk for, at noget af det, vi gør, er nogenlunde, lyder det fra direktøren.

Silkeborg IF overvintrer på sjettepladsen i Superligaen med syv point ned til syvendepladsen.