Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-chef lærte af PC og Thomasberg

Hvordan bliver man egentlig sportschef i Superligaen? Viborg FF's Mads Agesen fortæller om et attraktivt, sjovt og drønhamrende hårdt job, hvor han har fået vigtig inspiration undervejs fra folk, der i dag er rivaler.

VIBORG (Tipsbladet): Det begyndte for alvor, da en holdkammerat i slutningen af Mads Agesens karriere kom med en kæk bemærkning.

- Han sagde: 'Mads, du er sgu altid så klog, måske skulle du selv være sportschef en dag.' Sagt sådan lidt henkastet. Det fik mig til at tænke videre over det. Jeg talte med min rådgiver og med andre kontakter i branchen om, hvorvidt det mon var en vej, de troede på, at jeg kunne gå.

Mads Agesen har spillet 162 Superliga-kampe for AC Horsens og Randers FC og et væld af divisionskampe i Fredericia, Aarhus Fremad og Thisted, der først som 27-årig flyttede op i bedste række.

Der kommer ikke en stille periode, og håber man på det, er man naiv.

Mads Agesen
Sportschef i Viborg FF

På den måde dikterede karrieren ikke, at Mads Agesen en dag skulle være sportschef i Superligaen, men til gengæld blev han salgselev i Salling Group før den første professionelle kontrakt i Fredericia og læste siden international handel og markering på Erhvervsakademiet i Århus sideløbende med kontrakten i Randers FC.

Så selv om det at spille i midterforsvaret i Superligaen er en fuldtidsbeskæftigelse, det kræver energi, vilje og hårdt slid, var der også noget ved siden af selve spillet i de 90 minutter på banen, der trak, hvilket Mads Agesen her fortæller om i et interview i Tipsbladets serie om Superligaens sportschefer og sportsdirektører.

- Da jeg nærmede mig udløbsdatoen i min spillerkarriere, havde jeg efterhånden mange gange haft holdninger til, hvordan vi gjorde tingene, hvilke typer spillere der fungerede godt i fællesskabet, og hvem der fyldte negativt.

- Jeg vidste, det var én af de sværeste veje at gå at blive sportschef, fordi der er så få stillinger. Men dem, jeg talte med, syntes, at jeg havde nogle interessante betragtninger omkring rollen, og jeg havde jo allerede uddannet mig i en retning i forhold til den økonomiske forståelse, siger Mads Agesen.

- Så jeg vidste, at det efter min fodboldkarriere kunne være interessant at arbejde videre i fodboldbranchen, og at en stilling som den her ville være mit langsigtede mål. Men hvor lang tid det ville tage, det var jeg ikke selv herre over, siger Mads Agesen.

Talent og interesse
Den nuværende VFF-sportschef stoppede som Superliga-spiller i Randers efter 2017/18-sæsonen og arbejdede derefter et år hos Aros Forsikring i Århus, før han i 2019 vendte tilbage til Randers FC som projekter i klubbens jobakademi.

- Der ville jeg gerne prøve karrieren uden for fodbold først, og så måtte vi se, hvad der ville ske med en karriere i fodbold. Men fodbold trak så meget i mig, at jeg heldigvis fik chancen for at komme tilbage til Randers, hvor jeg fik forskellige opgaver. Jeg endte i chefscout-stillingen, hvor jeg hjalp Søren med rekruttering og andre opgaver. Der kunne jeg mærke, at det var virkelig spændende. Vi ramte noget, hvor hobby, interesser, faglighed og arbejde smeltede sammen og blev sat i scene.


SPORTSCHEFERNE
NAVN: MADS AGESEN
TITEL: SPORTSCHEF
KLUB: VIBORG FF
ANSAT: MARTS 2023
ANSLÅET SPILLERBUDGET: 34 MIO. KR. (7.-10. i Superligaen)
I SUPERLIGAEN SIDEN: 2021
SANDSYNLIG SLUTPLACERING: Mellem 5 og 10


Så da Jesper Fredberg midtvejs i sæsonen 2022/23 sagde farvel til Viborg FF for at tage til storklubben Anderlecht i Belgien, følte Mads Agesen sig klar til at tage et skridt op på stigen og fik jobbet.

- Jeg manglede det med at lede en større organisation og har blandt andet været på lederkursus. Jeg har fundet ud af, at det er mindst lige så interessant som fodbolddelen, det at udvikle vores medarbejdere. Til at sørge for, de har mål, de kan opnå. Og det er faktisk kommet lidt bag på mig, hvor interessant jeg synes, den del er, siger Mads Agesen.

- Jeg føler, jeg har talent for det her. Og så har jeg en masse at lære. Jeg skal vejledes, jeg skal lave nogle fejl, og jeg skal have gode mennesker omkring mig. Og jeg har et absurd stort pres inden i mig til at blive så god som overhovedet muligt. Jeg behøver ikke at have Morten [Jensen, direktør] til at sige, at vi skal det ene og andet. Det vokser bare hele tiden i mig.

24/7
Der skal købes spillere, andre skal sælges, trænerne får sparring, og talentarbejdet i Viborg skal have yderligere en spand kul, hvilket Mads Agesen også spiller en central rolle i.

Der er budgetter, der skal overholdes, en fodbolbranche og konkurrence-situation i rivende udvikling, så det, der var godt nok sidste år, er det ikke nødvendigvis i år.

Alt det er Mads Agesen som en af Superligaens yngste sportschefer i gang med at lære, samtidig med at alle planer i klubben går på fremgang på og uden for banen i de kommende år.

Foto: Alamy

Agesen er fyr og flamme, når han taler om mulighederne for VFF, samtidig med at han bevidst om det ansvar, der ligger på hans skuldre.

- I de ferier, jeg nogle gange skal forestille at have, har jeg næsten ikke lavet andet end arbejde. Hvis man har det job her, så tror jeg, det er præmissen. Og folk er gode til at sige, jamen husk nu at få holdt noget ferie, husk nu at få slappet lidt af. Jeg tror bare, at det ligger i jobbet, at man hele tiden er på arbejde. Da jeg sidste sommer skulle holde ferie med familien, skulle vi hente Ementa ind. Det tog rigtig meget tid. Det samme gjorde det at få en ny dødboldskoordinator.

- Så nåede jeg at holde en uges ferie i Gran Canaria i slutningen af september. Der ringede Jacob Friis til mig og sagde, at han gerne ville noget nyt. Så var planen, at jeg skulle holde noget ferie i december. Men der skulle vi finde Jacob Friis' efterfølger. Så det er et 24-7-job, og jeg trives heldigvis i det. Og der er nogle gange mulighed for at holde fri på skæve tidspunkter, hvor andre er på arbejde.

- Der kommer ikke en stille periode, og håber man på det, er man naiv. Og noget af det, vi øver os på internt, og hvor jeg bliver udfordret, er, om jeg har nok ressourcer til at hjælpe mig? For jeg skal også have tid til at udvikle klubben, og hvis alt fra morgen til aften er fyldt med drift, hvem udvikler så klubben? Det ser vi aktivt på, og det kan godt være, vi skal have ekstra ressourcer hentet til, så vi kan tage de næste skridt, siger Mads Agesen.

Inspiration
Mads Agesen har prøvet meget som fodboldspiller på landets største arenaer og ydmyge baner i 2. Division, hvor betingelserne er milevidt fra den privilegerede verden, Superligaen er.

Det ser Agesen i dag som et klart plus i det job, han lige nu udfører for VFF, og så har han mødt et hav af mennesker på vejen.

Vi kan ikke i denne tekst nå at runde alle dem, der i Agesens bog fortjener det, men to i fodboldverdenen skiller sig på hver deres måde ud som nogen, der har klædt Mads Agesen på til de opgaver, han i dag skal løse godt for at få skubbet Viborg op i tabellen og fodboldhierarkiet.

- Da Randers FC var ved at blive overtaget af Right To Dream, der så endte i FC Nordsjælland i stedet, kom jeg tæt på via 'PC', der var sportschef dengang. Jeg var del af en anførergruppe, hvor vi diskuterede tingene med 'PC', og hvor han fortalte meget åbent og ærligt om faresignalerne, om det, der var under opsejling, og hvad fordelene også kunne være.

- Jeg lærte meget i den periode. Hans måde at håndtere det og hans fremtoning i det hele taget kan virke meget direkte, hård og kynisk. Men i dagligdagen er 'PC' en varm og humoristisk fyr. Han har bare brug for at være en anden, når han bevæger sig ovre i den kyniske del af den her verden og den her rolle som sportschef.

- Og det har jeg ladet mig inspirere af. For der er rigtig mange interessenter i fodbold, der mener alt muligt om situationer og emner i en klub. Der er det vigtigt, at man står fast og holder fast i sig selv, og at man ved, hvordan man håndterer rollen, siger Mads Agesen.

Med de mange sæsoner som fodboldspiller har Mads Agesen også oplevet, hvordan det fra spillerside fungerer med cheftrænere og sportschefer, der skal sætte holdet, forlænge kontrakter og sige farvel til dem, klubben har valgt fra.

Og i bevægelsen fra at være spiller til siden af blive chefscout i Randers så den nuværende Viborg-chef, hvordan en af landets mest rutinerede toptrænere håndterer de komplekse dynamikker, der opstår, når spillere vælges til og fra.

- Jeg har et rigtig godt samarbejde med Morten Jensen her i Viborg. Og så er der én som Thomas Thomasberg fra tiden i Randers. Han var enormt resultatorienteret, hvilket nogle gange var lidt i modstrid med at udvikle. Men han var enormt optaget af dynamikkerne på et hold, og hvordan man vælger nogen fra og til. Det er ikke bare sådan lige at sætte en spiller af igen, selv om han ikke er den bedste, især hvis holdet lige har vundet.

- Jeg havde ham som cheftræner en måneds tid i Fredericia, før jeg tog til Horsens. Dengang fik jeg et andet indtryk, som om han var lidt kold, da han fortalte mig, at det ikke var sikkert, han ville vælge mig som anfører, selv om jeg havde været det indtil da. Så ville skæbnen, vi røg sammen igen i Randers i 2013. Der havde jeg et ok forhold til ham, og så blev det rigtig, rigtig godt, da jeg stoppede som spiller og kom til at arbejde sammen med ham og sidde på kontor med ham. Han lærte mig så meget om dynamikker og om at være leder, siger Mads Agesen.

Følg med på Tipsbladet i de kommende dage, hvordan du kan lære flere sportsdirektører og sportchefen i Superligaen at kende.

Læs også om Viborgs store ambitioner for de spillere, man vil hente ind denne sommer og de kommende transfervinduer.

Tipsbladet og Viborg FF har samme ejer – læs her, hvordan vi håndterer det.