Hvis der er kommet noget godt ud af, at en gruppe OB-fans i går råbte homofobiske tilråb mod Viktor Fischer, må det være, at emnet har fået fornyet fokus. Og måske fører det også egentlig handling fra sportens magthavere med sig.
Claus Thomsen, der er direktør for Superligaen A/S og Divisionsforeningen, slår fast, at dansk fodbold allerede har ført kampagner mod netop homofobi, men at det kan være, tiden er inde til at genoptage det arbejde.
- Vi har en række indsatser i forvejen, men vi vil da kigge på, om der skal oplyses mere om fodboldens værdier. Vi har jo allerede regler og sanktioner, så det handler om at få fortalt, at det her ikke er i overensstemmelse med fodboldens værdier, siger Claus Thomsen til DR.
Det ser dog ikke umiddelbart ud til, at dem, der råbte efter Viktor Fischer i går, bliver straffet. OB's kommercielle chef, Jack Jørgensen, sagde tidligere på dagen:
- Vi kigger fremad. Det løb er kørt. Det vigtigste for mig er at appellere til deres sunde fornuft. Vi skal have folk til at tænke sig og reflektere over konsekvensen af deres gerninger. Og at det både kan få konsekvenser for dem selv og for klubben. Vi glæder os over, at der var så mange på stadion, og så er det brandærgerligt, at så lille en gruppe skal løbe med opmærksomheden. Det er vi ikke tjent med.
Både OB, FC København, holdenes fanklubber og DBU har i løbet af søndag og mandag offentligt fordømt homofobi.