Video : Tipsbladet
Superliga-angriber åbner op om fire års nedtur: Det er gået ad helvede til
- Nu skal du se der. Nu kommer jeg altså løbende.
Mads Hvilsom griner. Som om han selv synes, hans løbestil med god luft mellem torso og arme ser fjollet ud. Han læner sig forover i stolen for at se, hvad der sker på den lille iPhone-skærm, hvor hans tidligere jeg er på vej i fuld galop ned mod Silkeborg IF’s mål.
Først en skudfinte, som Jens Martin Gammelby falder for, og så et spark fra 30 meter. Bang. Op i hjørnet. Et gu-de-mål, som kommentatoren siger.
Der går fem-seks sekunder, mens Mads Hvilsom bare sidder og kigger på skærmen, hvor 2015-udgaven af ham selv ligger på græsset og overfaldes af holdkammerater. Der er stille i stuen, bortset fra lyden af kommentatoren, der stadig nærmest råber sin forbløffelse ud.
Så bryder Hvilsom stilheden.
- Det ville jeg aldrig kunne gøre i dag jo. Der har jeg 100 procent været inde i et eller andet.
Med det mener han en form for trance. Sådan føltes det, da han scorede 37 mål på to sæsoner for Hobro IK. I den trance kunne intet røre ham, intet kunne stække hans tro på, at han ville lave mål. Hver gang han scorede, blev trancen stærkere.
- Det er megamærkeligt, at man bare kommer ind i sådan en boble, når det kører. Man tænker ikke så meget, det kører bare. Det kommer af at lave mål. Det er den eneste måde, det kommer på, og det er den sværeste zone at komme ind i, siger Mads Hvilsom.
- Det er det, alle drømmer om; at ramme det der, hvor det hele bare kører.
Da han siger ordet ‘drømmer’, ser han direkte op som for at søge svarene til himmels. Men hvis der er nogle deroppe, har de ikke besvaret Mads Hvilsoms bønner i fire år. Han har ellers prøvet i Eintracht Braunschweig, Brann i Bergen, Esbjerg fB og SønderjyskE, men for det meste er det bare gået ad helvede til, som han selv siger.
Nu har hans søgen ledt ham hjem til Hobro, hvor han håber at finde noget, han efterlod på DS Arena, dengang fodboldverdenen lå for hans fødder. Men han ved, at det aldrig bliver det samme igen.
Se målet mod Silkeborg.
At planlægge et mord
Kalenderen siger sommer, men det har den glemt at fortælle til vejret. Skyerne er lige så grå som fortovet. Det eneste, der giver farve til gaden, er de træer, der står langs den, og det grønne og hvide “til salg”-skilt, der dasker i vinden fra Mads Hvilsoms lejlighed på første sal. Et vidnesbyrd om, at han, hans kommende hustru, Line, og lille Nora er på vej videre. På ny.
Det har de været for ofte de seneste år. Først seks måneder i Tyskland, så ditto i Norge, ét år i Esbjerg og nu to i Århus, mens Hvilsom har spillet i SønderjyskE. Nu håber de på mere stabilitet, i hjemmet såvel som i hans fodboldkarriere.
Familien flyttede første gang i 2015, kort efter gu-de-målet mod Silkeborg, da Mads Hvilsom var dybest inde i sin trance. 16 mål i Superligaen for Hobros deltidsproffer imponerede ikke bare i Danmark, og Eintracht Braunschweig gjorde ham til Hobros største salg nogensinde. Det er han stadig.
Kontrasten kunne ikke være større. Hvilsom var vant til, at hans holdkammerater havde job eller uddannelse ved siden af, at de tog på overlevelsestur med cheftræner og superhumanist Jonas Dal, og at de “sad og kløede hinanden på ryggen.” Sådan foregik det ikke i den tyske 2. Bundesliga.
Spillernes løn afhang af, hvor meget de spillede, så når der kom en ung grønskolling fra Danmark, skulle han kanøfles. Hvilsom gjorde sig hurtigt en vigtig erfaring:
- De kommer ikke til at se dig som en ven, dem der, genfortæller han.
Hvilsom mente, han kunne se, at holdkammeraterne sad og aftalte, hvem af ham og Emil Berggreen, som var skiftet fra Hobro et halvt år tidligere, de skulle skære over med en benbrækkertackling næste gang. Men mens Berggreen hurtigt tog ved lære, var Hvilsom for langsom. Han fik ellers en tidlig lektion.
- Jeg havde været dernede et par dage og forstod ikke tysk. Så var der lavet et mødetidspunkt om, som var blevet skrevet nede på en tavle, men jeg vidste det ikke, og jeg var ikke med i nogen WhatsApp-gruppe. Jeg havde været sammen med alle de andre til træning, men ingen af dem havde fortalt mig noget. Så jeg kom bare vadende ned i god tid, troede jeg, og så sad de alle sammen og var helt færdige af grin. Så fik jeg en bøde på 1.000 euro for at komme 10 minutter for sent, fortæller Mads Hvilsom.
- Der kunne jeg se, at de alle sammen godt vidste, at jeg ikke fattede noget, og det gjorde så, at jeg ikke var i truppen i to kampe.
I Mads Hvilsoms femte og sidste ligakamp for Eintracht Braunschweig lagde han op til målet i en 1-0-sejr over VfB Bochum. Foto: Getty Images
Samtidig gik det sportsligt dårligt. Hvilsom fik to korte indhop i sæsonens tre første runder, men spillede bare yderligere tre gange det efterår. Mål scorede han ingen af.
Bedre gik det for Emil Berggreen, der scorede 5 mål i 13 ligakampe, og som, bogstavelig talt, tilkæmpede sig holdkammeraternes respekt. Ifølge Mads Hvilsom var han jævnligt oppe at toppes til træning. Især én episode sidder i erindringen.
- Han havnede i en duel med en, der hedder Hendrick Zuck, som var en af profilerne. Så tog Emil bare fat i ham og havde hans hoved herinde, siger Hvilsom og imiterer et halsgreb.
- Jeg kan ikke huske, hvordan det opstod, men det var i hvert fald noget med, at han skulle spille i stedet for en anden.
Hvis Mads Hvilsom kunne spole tiden tilbage, ville han også have været benhård over for de tyske plageånder. Det var det, Berggreen var. Hvilsom kalder ham “verdens sødeste dreng”, men han tilpassede sig hurtigt den nye verden. Måske, ræsonnerer Hvilsom, fordi han ikke var fedtet ind i Hobro-hyggen. Han nåede kun at være i klubben i et halvt år, så måske sad det ikke så dybt i ham, som det gjorde i Hvilsom.
- Ikke fordi jeg føler mig som en tøsedreng, men det var bare ikke mig det der med at gå ud og flæske en. Bare ødelægge ham. Altså, det kan jeg ikke. Jeg kan selvfølgelig godt finde på det, når det hele kører, og adrenalinen pumper, men det er ikke en del af mig bare at ødelægge folk på kommando. Planlægge et mord.
Men selv om holdkammeraterne var nogle idioter, selv om spilletiden nærmest helt udeblev, og selv om træneren var en hidsigprop, skulle Mads Hvilsom aldrig have forladt Tyskland efter et halvt år, tænker han i dag. Han og Line havde det godt i byen, han gjorde det godt på andetholdet og var med på bænken for førsteholdet. Desuden var Braunschweig nok det højeste, han kunne nå med sit talent.
Men dengang tænkte han, at han måtte holde sin målform i gang og sit navn varmt. Begge dele kunne han kun, hvis han spillede. Så i vinteren 2016 skiftede han til Brann i Bergen på en lejeaftale. Men da var det for sent. Boblen brast. Og han kom aldrig til at spille for Eintracht Braunschweig igen.
De mange brannte chancer
Mads Hvilsom begik en stor fejl, da han skrev kontrakt med Brann.
22 havde altid været hans nummer; han bar det, da han bombede i Hobro, og siden har han søgt det, så da det var ledigt i Norge, tog han det. Måske kunne det bringe lidt af Hobro-magien tilbage. Han vidste bare ikke, hvem der havde båret det senest. Det gjorde klubbens ledere, så de begyndte at le.
Thorstein Helstad spillede med nummer 22 på ryggen og scorede 22 mål, da Brann vandt klubbens seneste mesterskab i 2007. Siden havde nummeret været fredet.
Klubben havde hentet Hvilsom ind fra Tyskland, og det lokale dagblad Bergenavisen kaldte ham Helstads arvtager. Det forpligtede. Som forgængeren selv sagde:
- Der er mange gode spillere, som har spillet med trøjenummer 22. Den lugter lidt af mål, den trøje, så det trøjenummer giver forventninger.
Dem opfyldte Mads Hvilsom aldrig. Han havde ellers trænerens tillid, startede inde til at begynde med og følte selv, han fik lang snor. Det fungerede bare ikke. Overhovedet.
- Det var en fed klub, og menneskene deroppe var helt super, og jeg fik masser af chancer, men jeg var bare ikke dér, hvor jeg skulle være, siger Mads Hvilsom.
- Der troede jeg dårligt nok, at jeg eksisterede. Min selvtillid var på absolut nul. Jeg var bare megadårlig. Hold kæft, hvor var jeg ringe i de kampe, jeg spillede.
Forventningerne var store, da Mads Hvilsom kom til Brann.
Han ville ellers så gerne være den angriber, de håbede, han var, og han fornemmede, at de ville det bedste for ham. Cheftræneren og assistenten forsøgte eksempelvis at genantænde ilden fra jubelårene i Danmark. De indkaldte Hvilsom til et møde, det var vist nok før en kamp mod Rosenborg, danskerens fjerde for Brann, og han var begyndt at mærke presset.
Trænerteamet hev en laptop frem og afspillede videoer fra hans tid i Hobro. “Hvis du bare lige gør, sådan som du gjorde dengang. Tag de der dybe løb,” sagde de til ham. Mads Hvilsom vifter med den ene arm for at imitere et dybdeløb. Det virker, som om frustrationerne fra dengang kommer op i ham igen.
Brann-trænerne havde de bedste intentioner, og det samme havde Lars “Lungi” Sørensen i Esbjerg og Claus Nørgaard i SønderjyskE. Alle har de vist Mads Hvilsom klip med hans mål for Hobro, men hvis de var så nemme at kopiere, havde han jo gjort det for længst.
- Nu er det for mig blevet en lidt irritabel ting, fordi det kan man jo ikke. Jeg kunne også sige til Claus: "Kan du huske, dengang du vandt en masse kampe i streg? Kan du ikke bare gøre sådan?" Det er lidt det samme, siger Hvilsom.
De samme mekanismer, som havde gjort ham urørlig i Hobro - for hvert mål voksede hans selvtillid - modarbejdede ham nu. For hver kamp uden mål svandt troen på sig selv ind. Intet lykkedes.
- Det var, som om al den der ild, der var rundt om mig, den var bare væk. Jeg var tilbage til at være 20 år og usikker på det hele. Det er lidt der, jeg har været siden. Jeg er jo ikke usikker på det hele, men det kørte bare ikke for mig. Når jeg spillede…, siger Hvilsom, holder en kort pause og sænker tonelejet.
- Ja, så gik det bare ikke godt.
Det, der skulle have været 18 måneder i Norge, endte med at blive et halvt år. Men Mads Hvilsom vendte ikke tilbage til Tyskland. Han vendte hjem til Superligaen, hvor han kunne spille under sin gamle mentor fra Hobro igen.
En forfærdelig følelse i maven
Væggene og dørene i Mads Hvilsoms lejlighed er hvide, gulvet er lyst træ, vinduerne talrige. Mørket har ingen steder at gemme sig. Familien har også god grund til at vise hjemmet frem, for alt er nyt. Badeværelset er fire år gammelt, altanen et år yngre, køkkenet er fra 2017, og i fjor skiftede de gulv. Én ting har til gengæld en aura af fortid over sig.
På børneværelset, bag døren, så man næsten ikke kan se det, når døren er åbnet, hænger et billede af en yngre udgave af Mads Hvilsom. Han står stille med et publikum i baggrunden, formentlig fra en lineup før en kamp. Fotografen tog det i Hobros første sæson i Superligaen.
Billedet har fulgt Mads Hvilsom rundt, siden han forlod klubben i 2015, og han har sørget for at passe på det. Han fik det af en familie, da han skiftede til Braunschweig, fordi familien var glad for ham. Forældrene og de to små børn kom tit og ville snakke efter kampe, og på et tidspunkt inviterede de ham med til en børnefødselsdag. Der sad han så og spiste boller og drak kakao.
Sådan var det i Hobro dengang. Familiært. Både mellem holdet og fansene og internt i truppen. En klub skabt i sportschef Jens Hammer Sørensen og cheftræner Jonas Dals billede. Så da Dal efter Hvilsoms fiasko i Brann stod klar med en kontrakt i Esbjerg fB, virkede det som det oplagte valg. Hvilsoms karriere var gået i stå efter nul mål i ti kampe for Brann, så nu fik han muligheden for at genstarte den under den træner, han havde, da han kickstartede karrieren i første omgang.
Jonas Dal vidste, hvad Hvilsom kunne og ikke kunne. Og Hvilsom vidste, at han fik tillid fra sin træner, så nu skulle han hjem til Superligaen, skrive en treårig aftale og få ro på. Han håbede, det var løsningen.
Men efter to dage tikkede en besked ind i spillernes WhatsApp-gruppe (som han var kommet med i denne gang) og tog livet af det håb. Der var indkaldt til spillermøde: “Jonas skal fyres.”
- Så tænkte jeg: “Det er fandeme løgn, det her.” Det var det sidste, jeg havde brug for, siger Hvilsom.
Genforenet. For en stund.
Fyringen af Jonas Dal var dog kun et symptom hos den syge patient, Esbjerg fB var. Klubben var godt i gang med at formøble både de mange millioner, den havde tjent på at spille Europa League, og den stærke trup, der havde før den rundt på kontinentet. Bestyrelsesmedlemmer, direktører og cheftrænere stod i kø for at forlade klubben, enten ved egen drift eller efter fyringer.
Det var ikke det miljø, der ville bringe Mads Hvilsom tilbage i trancen. Han scorede tre gange i 31 kampe i den sæson. Kaosset var for omfattende til at gå i detaljer med her, men også for omfattende til at overleve i Superligaen. Så Esbjerg rykkede ned. Og Hvilsom nåede et nyt lavpunkt.
Især én episode satte sig i Mads Hvilsom. Dagen efter holdet havde tabt den afgørende kamp i Horsens, mødte spillerne ind i klubben, og som han husker det, sagde Jesper Jørgensen eller en af de andre ledere på holdet, at det mindste, spillerne kunne gøre, var at beklage over de andre ansatte. Flere af dem havde allerede mistet deres job, fordi klubben skulle spare.
Så hele truppen gik op på kontoret på første sal på Blue Water Arena, og der linede de op, nærmest som før en kamp, for at trykke de fyrede kollegaer i hånden. Gik rundt og hyggesnakkede. Prøve at finde ord og en grimasse, der kunne passe. Det var svært. Det blev mest til almindeligheder som “Tak for denne gang” og “Det er vi sgu kede af”.
- Jeg kan huske, at den følelse, jeg havde i maven der, var forfærdelig, siger Hvilsom.
- At der var nogle andre, der havde mistet deres job, fordi jeg ikke kunne score i weekenden; det, syntes jeg, var helt godnat. Det var helt normale mennesker, der lige så godt kunne have siddet på et kontor nede i byen.
Mads Hvilsom mistede på sin vis også sit job, i hvert fald det i Esbjerg. Nedrykningen var kun et par dage gammel, da sportsdirektør Ted van Leeuwen ringede og sagde, at han godt kunne finde sig en anden klub. Han havde ikke brug for ham.
Forskellen var selvfølgelig, at Hvilsom stadig havde krav på to års løn og i princippet bare kunne blive, hvis han virkelig ville. Det kunne dem på kontoret ikke. Men det ville han nu heller ikke. Så efter én sæson måtte han på klubjagt. Igen.
Ligeglade Lieder
Mads Hvilsom sidder tilbagelænet i sin stol ved spisebordet og udstøder et halvhjertet grin. Det gør han, fordi han er i gang med at se tilbage på sine to år som lejesvend i SønderjyskE og konkluderer, at den seneste halvsæson har været den ringeste, siden han blev professionel. Han spillede bare 19 minutter i foråret.
- Det kan kun gå fremad nu. Det kan næsten ikke blive dårligere, så det er da en positiv ting, siger han.
Han troede ellers igen, at han ramte plet med sit skifte. Sportschef Hans Jørgen Haysen kaldte ham en ønskespiller for SønderjyskE, og Hvilsom betegner i dag klubben som det perfekte match. En Hobro XL. Hvor spillerne er tætte med hinanden, og hvor det er vigtigere at kunne knokle end drible. Perfekt til spilleren og personen Mads Hvilsom.
Men bortset fra en kort periode i foråret 2018 fandt han heller ikke tilbage i sin urørlige tilstand her. Facit: 36 kampe og 10 mål på to sæsoner.
- Én ting, der virkelig skuffede mig i SønderjyskE, var, at jeg gjorde det virkelig dårligt, da jeg kom til. Sådan at jeg tænkte: "Det kan du simpelthen ikke være bekendt”, siger Mads Hvilsom.
Han synes også, der var tider, hvor trænerne kunne have givet ham mere tillid. For eksempel når først Mikael Uhre og siden Mart Lieder ikke scorede ret meget. De lavede henholdvis fem og syv mål i de to seneste sæsoner. Men i sidste ende kan Hvilsom ikke brokke sig. Han fik chancerne. I fire forskellige klubber. På bundlinjen står, at han ikke selv har gjort det godt nok.
Han har prøvet og prøvet, men ingen vegne har han kunnet genskabe følelsen af at være urørlig.
- Nu har jeg spillet med Mart Lieder det sidste års tid, og han har bare den der: “Jeg bestemmer her, jeg er den bedste her.” Det er en god måde for ham, for han beskytter sig helt vildt. Det gør, at man ikke kommer ind i hovedet på ham. Lige meget hvor meget fansene buhede ad ham, det ramte ham slet ikke, siger Mads Hvilsom.
- Der kunne jeg nogle gange godt kigge på ham og tænke: “Det må sgu være fedt at have det sådan der.” Nogle gange, når jeg spillede derinde, og der var en, der råbte: "Hold kæft, hvor er du dårlig, mand," tænkte jeg bare: “Er jeg så dårlig?” Hvor jeg bare kunne se på ham der (Lieder, red.), at han var sgu ligeglad. Det kunne jeg godt ønske, at jeg havde.
Mads Hvilsoms forår i billedform. Foto: Getty Images
Mads Hvilsom er fanget i et dilemma. På den ene side hader han, når fodboldspillere uretmæssigt skyder skylden væk fra sig selv, men på den anden ville det måske have gavnet hans karriere, hvis han selv havde været bedre til det.
- Jeg tror, at dem, der kommer længst, er dem, der kan det der med bare at lukke fuldstændig af. Det gode kan man suge til sig, og resten holder man bare ude, siger Hvilsom.
Men fodboldspillere er nogle forfængelige skabninger. Også nogle gange mere, end de vil være ved.
- Der er også mange, der har det sådan, at brænder man en kæmpe chance, så skal man ind og se den igen på TV3 Sport. “Var den så stor?” Jeg tror, jeg ligger lidt imellem. Jeg føler også, jeg kan være dumt svin, når vi spiller. Jeg kan sagtens spidse albuerne, men jeg tror også, der foregår meget oppe i hovedet nogle gange, som man ikke selv er herre over. Lige meget hvor meget jeg gerne vil prøve at lukke det hele ude, er det nogle gange svært.
Til gengæld mener Mads Hvilsom ikke, at han får bedre forudsætninger for at finde ind i den boble, hvor han netop kunne lukke alt ude, end i Hobro IK. Han kender dem, de kender ham, og de har ikke samme forventninger, som de havde i Braunschweig, Brann, Esbjerg og SønderjyskE, ræsonnerer han. Og nu kan trænerne i hvert fald ikke sige: “Du skal bare gøre, som om du var i Hobro,” for der er han allerede.
På mandag kan han efter fire magre år få comeback for klubben, hvor han skabte sig et navn og en karriere, når AGF kommer på besøg. Han siger selv, at det måske er hans sidste chance på topniveau. Om det er nok til at fremkalde trancen, hvor selv en spiller som ham kan score gu-de-mål fra 30 meter, kan kun fremtiden vise. Men Hvilsom håber.
- Det er sjovt at se, hvad der sker oppe i hovedet. Også fordi jeg selv har prøvet det og så måske er tilbage nu, hvor man tænker: "Hvor ville jeg drømme om, at det kunne ske for mig. Igen."
