Stort interview: Ghaneser forelskede sig i Danmark

Razak Pimpong skulle vænne sig til mange ting, da han kom til Danmark. Sproget, kulturen, vejret ikke mindst. Men de lavpraktiske gøremål, som enhver dansker udfører hver dag uden at tænke over det, og som ikke gav sig selv for en ghanesisk teenager, der lige så godt kunne være landet på en anden planet.

Han var for eksempel ikke vant til supermarkeder hjemme i Accra. Når han hjalp med at købe ind, gik han på det store marked i nærheden af familiens hjem sammen med sin mor. Sådan nogle var der ikke mange af i Ikast i år 2000, så Pimpong måtte lære at begå sig på ny.

”Jeg kan tydeligt huske, at mine plejeforældre, som hedder Jette og Bent, tog mig ud at handle og viste, hvordan man gør. Køber man mælk, ser man på datoen. Hvis den er overskredet, så skal du ikke drikke mere af det,” fortæller den tidligere FC Midtjylland-, og FC København- og Viborg FF-spiller.

Pimpong kom til Danmark som 17-årig, med sportstasken fuld af drømme og en forestilling om, at det kolde land langt mod nord skulle være et springbræt til en større liga med større penge. Men 23 år senere er han her stadig. Med en dansk kone, en dansk-ghanesisk søn og et job på en efterskole. Spørgsmålet er, hvad der fik den udadvendte, danseglade ghanesiske teenager til at blive hængende i det land, der skulle have været en trædesten videre ud i den vide fodboldverden.

For kontrasten mellem det, han kom fra, og det, han kom til, kunne ikke have været større. Razak Pimpong voksede op i bydelen – eller rettere: slumområdet – Jamestown i Ghanas hovedstad, Accra, hvor livet levedes på gaden. På godt og ondt. Godt, fordi der altid var liv og nogle at være sammen med. Ondt, fordi Jamestown var præget af fattigdom og kriminalitet.

”Det er et meget hårdt område. Og det er ikke så mange muligheder, man får. Det gælder ligesom om at overleve. Man står op om morgenen, og hvad skal der ske?”

”Min far, som var politimand, prøvede at beskytte mig mod at komme i de hårdeste områder. Men fodbolden lå i et hårdt kvarter, så det var der, jeg altid var, og han ville ikke have det. Så der var lidt kamp mellem mig og ham om, at jeg skulle holde mig væk fra det. Men jeg var der altid,” siger Razak Pimpong.

”Grunden til, at han ville have mig væk fra det, var, at der var mange misbrugere, nogle røg hash, og nogle var kriminelle, og han var bange for, at jeg blev til en af dem.”

Pimpongs far ville have, at sønnike skulle fokusere på at tage en uddannelse, men han havde kun én ting i hovedet. Han ville spille fodbold, og hans talent skulle være hans billet ud af Jamestown.

”Så det var lidt hårdt for ham, men jeg vidste, hvad jeg ville. Så selvom han var hård ved mig, blev jeg ved med at gå derovre,” fortæller Razak Pimpong.

”På den tid var der ikke så mange familier, der lod deres barn spille fodbold. Fordi vi var 20 millioner, så de vidste godt, at mulighederne ikke var så store. De ville hellere have, at man fik noget uddannelse. Så det har de altid blokeret. Men det var det, jeg vil gerne ville. Det var min vej.”

Det bedste og det værste
Kunstgræsbanen på Hald Ege Fri- og Efterskole lidt uden for Viborg er omgivet af træer på tre sider, så når pedellernes værktøjer ikke overdøver de lokale fugle, kan man høre dem kvidre om kap med tilråbene fra banen.

”Er det ikke nogle dejlige omgivelser?” spørger Razak Pimpong.

Han arbejder på skolens fodboldlinje, som den mangeårige Superliga-træner Erik Rasmussen er leder for. Pimpong hilser på en af de andre trænere, Christian Sivebæk, som også har en fortid som spiller på topniveau i Danmark. Da Pimpong introducerer Tipsbladets udsendte, kan Sivebæk ikke lade være med at stikke til sin kollega:

”Nå, er det derfor, du har taget merchandise på i dag?” driller han.

Pimpong er klædt i cardigan og kasket med en gul cirkel rundt om et hvidt P: logoet for Pimpongs Talentskole, hvor lokale børn kan komme og blive trænet af den tidligere Superliga-spiller. Razak Pimpong svarer med dagens første men langt fra sidste grin.

Han har arbejdet på skolen i snart ti år, stort set siden han stoppede karrieren, men vejen fra Jamestown til Hald Ege har været ulige.

Razak Pimpong havde, modsat de fleste andre af Ghanas dengang 20 millioner indbyggere, talent nok for fodbold til at være blandt de bedste i sin aldersgruppe. Han kom på U16-landsholdet, og selv om han ikke vidste det dengang, blev han spottet allerede i 1998 af Ove Pedersen. Den daværende Herning Fremad-træner så ham i en venskabskamp, og året efter var han på plads igen, da Ghana og Pimpong spillede U17-VM i New Zealand.

Alle spillerne, inklusiv Razak Pimpong, håbede, at det blev deres store udstillingsvindue. Desværre for Pimpong blev han syg og fik ikke den hovedrolle, som han var tiltænkt. Heldigvis for Ove Pedersen og det ny-fusionerede FC Midtjylland, som han var den første cheftræner for, betød det, at større klubber ikke fik øjnene lige så meget op for den lille, tætpakkede hurtigløber. Dermed var vejen banet for Ove Pedersen, der kendte Pimpongs agent og dermed kunne udtrykke interesse.

Da de kom tilbage til Ghana, kaldte trænerne omkring U17-landsholdet Razak Pimpong ind på deres hotelværelse. Mødet kom til at ændre hans liv. På to måder. For før trænerne kunne overbringe den glædelige nyhed om interessen fra Europa, havde de en tragisk besked: Razak Pimpong mor var død.

Still got it
”Det tog hårdt på mig. Hun havde fået en blodprop seks måneder tidligere og var lam, så jeg vidste, at hun havde været meget igennem. Så tænkte jeg, at det var det bedste, at det skulle være sådan her. At hun havde fået fred,” siger Pimpong.

”Efter det sagde de, at de [FC Midtjylland] gerne ville invitere mig til Danmark.”

I løbet af få minutter havde Razak Pimpong fået den værst tænkelige besked for en ung knægt – og den bedst tænkelige besked for en dreng, der er vokset op i Accras hårde kvarterer. Han havde fået opfyldt sin største drøm og selve målet med sin tilværelse, en vej ud af Jamestown, en bedre fremtid, men det blev uden støtten fra hans mor.

Razak Pimpong bruger halvdelen af sin arbejdstid på at undervise fri- og efterskoleelever i fodbold, og den anden halvdel er dedikeret til hans talentskole og individuelle træninger med ung spillere. Normalt er der 64 elever på fodboldlinjen på efterskolen, men denne torsdag er der ikke så mange.

Nogle er på tur, andre forbereder sig til eksamen, og nogle er vist nok faldet for fristelsen af en formiddag med benene i vejret, når nu sæsonen er forbi, og skoleåret går på hæld.

Der titter grå stænk frem i fuldskægget, og issen er kronraget under kasketten, men ellers ligner Razak Pimpong sig selv. Han er stadig tæt bygget, stadig fuld af humør. Og har stadig teknikken i orden.

Mens der er et ophold i træningen, sparker en elev en bold højt op i luften som udfordring. En slags nonverbal udfordring: Hvor godt er dit touch? Ret godt, skal det vise sig. Pimpong lægger bolden stendød under sin skosål i første forsøg. Still got it.

Mens spillerne sveder i den lumre sommervarme, sætter Razak Pimpong musik på en stor bærbar højtaler. Ud af den strømmer tidens hiphop- og dancehall-hits. Der skal være humør på, når Pimpong er på banen, og han bidrager gerne selv.

Det er eksempelvis ham, der agerer spillestation i en skudøvelse, som de fleste, der har spillet børne- og breddefodbold, nok vil genkende: Eleverne står i kø og skiftes til at aflevere til Pimpong, der lægger bolden af, så de kan løbe hen og hakke på kassen. Da en af dem krøller bolden over i det lange hjørne fra kanten af feltet, smider Pimpong sin kasket og går ned på knæ som for at tilbede den eleven. ”Det er sådan, man skal gøre. For satan da!” råber han

At danse uden alkohol
Der bor 5,5 millioner mennesker i stor-Accra. I Ikast bor der 16.000. Razak Pimpong var vant til en storby fyldt med mennesker og liv, så da han kom til Danmark, fik han et kulturchok.

”Jeg kom i februar, og det var sne over det hele. Det var meget anderledes, for det var meget koldt. Man får ikke meget sne i Accra. Og når det var klokken 16, så var der stille. Man så ikke mange mennesker. Alle var hjemme. Så det var lidt hårdt,” husker han.

Klokken 16 i februar er solen også gået ned.

”Ja, det var jo helt mørkt,” siger Razak Pimpong med et grin.

Det var ensomt at være væk fra familien, der talte syv søskende. Samtidig måtte han omstille sig til et liv, der dårligt kunne ligne det, han havde levet hjemme i Ghana, mindre. Men Pimpong var ikke kommet for at få en kulturel oplevelse; han havde et mål, og det skulle omvæltningerne ikke stå i vejen for.

”Jeg havde en helt anden motivation, da jeg kom, fordi jeg skulle bare lykkes med fodbold. Så selvom omgivelserne var meget anderledes, havde jeg stadigvæk bare mit fokus på fodbold,” siger han.

Men selv om det ikke var derfor, Razak Pimpong havde forladt sit fædrene hjem, begyndte hans integration i Danmark allerede fra første færd i Ikast. Udover introduktionen til supermarkedet fik han eksempelvis danskundervisning. Læremesteren var den nuværende akademichef i FC Midtjylland, Flemming Broe. Han underviste Pimpong og landsmanden Baba Musa, der kom til klubben på samme tid.

”Mellem træningerne, når de andre sov til middag, sad vi der og skulle lære dansk. Så sidder man der…” siger Razak Pimpong og lukker øjnene og nikker med hovedet for at imitere sit søvnige teenage-jeg.

Men han var og er en snakkesalig fyr, så han brugte det danske meget. Han var heller ikke så bange for at dumme sig eller komme til at se fjollet. Mens danskerne godt kunne være tilbageholdende, havde han i det hele taget ikke de store hæmninger.

”Jeg kom fra Ghana, vi kan godt danse, vi kan godt hygge os, uden vi drikker. Men her ser jeg mennesker, som skal drikke, før de kan danse. Det forstår jeg ikke!”

Razak Pimpong slår en stor latter op.

”Jeg kan huske, at hvis jeg spillede musik og spurgte: ’Hey, skal vi danse?’ Så kiggede folk på mig, som om ’Hvaaae?’ Men hvis det er fredag eller lørdag, og man er fuld, så er det noget helt andet.”

Pimpong griner igen.

”Man holder sig lidt tilbage og ser, hvad der sker, før man gør noget. Hvor jeg kommer fra, er vi bare åbne og går bare til den.”

Kulturforskellene var dog ikke så store, at Razak Pimpong ikke kunne overvinde dem. Det hjalp selvfølgelig, at han kort før sit skifte til FC København i januar 2006 mødte kvinden, der siden blev hans hustru, men Danmark og danskerne var også begyndt at krybe under huden på ham. Faktisk så meget, at han vendte tilbage, selv om han tilbragte to år i Norge og Egypten fra 2007 og frem.

”Når man kommer til Danmark som fodboldspiller, siger de fleste til én, at man får et godt springbræt. Her tjener man ikke så mange penge, så man vil bare gerne videre med det samme. Jeg havde samme tanke, men mens jeg var her, lærte jeg det danske sprog. Jeg lærte, hvordan det danske samfund er,” siger Pimpong.

”Samtidig begyndte jeg at tænke på, at det kunne være mit andet hjem. Uanset at jeg skiftede fra FCK til Viking og til Egypten, vidste jeg, at det her var vores base. Den ærlighed, der er i det danske samfund, passer mig godt. Så jeg havde det sådan, at det var det her sted, jeg gerne ville bo.”

”Det der med ærlighed og så det der med, at man får, hvad man giver. Det kan jeg godt lide, sådan noget. Samfundet er bygget sådan, at man har alle muligheder. Hvis man vil. Hvis man vil ikke, så får man ikke mulighederne.”

”Hvis man tager Ghana: Mulighederne er der. Men det er få, de har mulighederne. Og det er det, jeg kan godt lide ved det danske samfund.”

Razak Pimpong var blandt andet med Ghana til VM i 2006.

Døråbneren
Razak Pimpong afbryder sig selv igen. Han råber hej og vinker til endnu en kollega eller elev, der kommer gående i baggrunden, mens han giver interview. Det er nemt at se, hvorfor efterskolelivet passer den sociale og åbne Pimpong godt. Her er altid nogen at snakke med – og det gør Pimpong så, når muligheden byder sig. Stopper op, udveksler et par ord og går videre. Som regel med et grin som afskedssalut.

”Jeg giver meget af mig selv her på skolen, og jeg nyder friheden til at kombinere det med de andre ting, jeg går og laver. Jeg elsker at give noget til de her unge mennesker og lære dem noget, som de kan tage med videre,” siger Razak Pimpong.

Det bliver på mange måder heller ikke mere dansk end en efterskole med dens fokus på fællesskab og dannelse. Det er måske det ultimative eksempel på, at han har taget Danmark og danske værdier til sig.

Hvis man spørger Razak Pimpong, har han også det bedste fra to verdener med sig, for han glemmer ikke, hvad der bragte ham så langt i livet. I Jamestown lærte han, at man skal arbejde for tingene. Ellers kommer man ingen vegne. Man skal også være åben og ikke så genert.

”På en eller anden måde føler jeg, at jeg har begge dele i ryggen, som hjælper mig. Så jeg kan heller ikke sige, at jeg er helt dansk, eller at jeg er helt Afrika. Jeg har bare begge værdier,” siger han.

Dem forsøger han at give videre til sin 15-årige søn, Malik, der spiller på FC Midtjyllands akademi ligesom sin far. Han er også angriber. Ligesom sin far. Han er til gengæld høj.

Ulig sin far.

”Han er sateme høj, det er helt vildt,” som Razak Pimpong siger med endnu et grin.

Han forsøger også at give sine erfaringer videre til andre afrikanske spillere i Danmark, når han giver dem nogle uformelle råd med på vejen. Husk nu at lære sproget, siger han blandt til dem. Også selv om de allerede har næste karriereskridt planlagt.

Razak Pimpong var sammen med førnævnte Baba Musa de første afrikanske spillere, der kom til FC Midtjyllands akademi. Pimpongs agent ejede en klub i Ghana, som FCM siden købte sig ind i, inden klubben senere satsede på Nigeria og samarbejdsklubben FC Ebedei.

Pimpong spillede 124 Superliga-kampe for FC Midtjylland og scorede 22 mål. Han er stadig klubbens yngste målscorer og en spiller, som de fleste fans, der er gamle nok til at huske starten og midten af 00’erne, husker med glæde.

På den måde var Pimpong med til at åbne en dør, som nogle af FC Midtjyllands bedste spillere siden er gået gennem: Sylvester Igboun, Izunna Uzochukwu, Oluwafemi Ajilore, Paul Onuachu, Frank Onyeka og Raphael Onyedika.

”Efter vi kom, og jeg slog igennem i Midtjylland, gjorde det også, at de kunne se, at der var en vej, som de kunne arbejde med. Så jeg har altid set mig selv som en, som har åbnet lidt vejen for de andre,” siger han.

Paul Onuachu er en af de nigerianere, der er slået igennem i FCM. I baggrunden kan man se en anden, Frank Onyeka.

Sjov og alvor
Mens Razak Pimpong er gået med i en opvarmningsøvelse med sine efterskoleelever, kommer en af de andre trænere hen og snakker. Det gode ved Pimpong, siger han, er, at han er god til at bruge sin baggrund konstruktivt, når han er sammen med eleverne. Dels med musik og dans, dels når de unge mennesker opfører sig lige lovlig forkælet.

”Hvis en af dem brokker sig over, at en bold mangler fem gram luft, så kan Razak samle den op og sige: ’Der, hvor jeg kommer fra, rullede vi alt muligt sammen, så det kunne blive nogenlunde rundt. Den her bold er god nok!’,” fortæller han.

Det er ikke bare noget, Pimpong finder på i situationen. Han bruger aktivt sin baggrund som et pædagogisk værktøj, når de privilegerede efterskoleelever har brug for at få sat tilværelsen i perspektiv.

”Nogle kan blive kede af det, fordi de har fået dårlige karakterer. Det kan også være, de kommer og siger: ’Åh, maden, jeg kan ikke spise det her.’ Så kan jeg sige: ’Husk nu, at der er nogle, der ikke har noget mad.’ Jeg siger det på en måde, som er sjov, men alligevel giver dem et budskab. Man skal være glad for, hvad man har.”

”Eller hvis der er en, der har det svært og ikke synes, tingene fungerer, så kan jeg komme ind og fortælle dem om min opvækst, og hvor jeg kommer fra. Vi havde ikke noget, vi havde masser af udfordringer. Men man skal holde fast. Det skal nok lykkes. Det skal nok blive godt igen,” siger han.

Dermed berører Razak Pimpong noget af det, der er vigtigt for at forstå, hvordan han slap gennem nåleøjet og kom til Europa, hvor han etablerede sig og blandt andet spillede sig i Ghanas trup til VM 2006. Det var ikke ligetil at være ung ghanesisk fodboldspiller i et fremmed land langt væk hjemmefra, så man skal ikke lade sig snyde af, at Pimpong griner, joker og pjatter det meste af tiden.

For selv om mange nok vil kende ham for hans smittende humør og lattermilde facon, gemmer der sig en beslutsomhed og en evne til at bide tænderne sammen bag.
”Hold fast i det, og så er det det, du kæmper for,” siger han om sin filosofi.

”Man kan godt have det sjovt, men stadig have øjnene på, hvad man vil.”

Det alvorlige og det sjove. En passende sammenkogning af Razak Pimpong og hans tid i Danmark.

CV
Navn:
Razak Pimpong
Født:
30. december 1982 i Accra, Ghana
Klubber:
2000-06:
FC Midtjylland – 124 ligakampe, 22 mål
2006-07:
FC København – 21 ligakampe, 0 mål
2007-09:
Viking – 16 ligakampe, 2 mål
2008:
Aalesund (leje) – 8 ligakampe, 0 mål
2009:
Al Masry – 10 ligakampe, 0 mål
2009-13:
Viborg FF – 98 ligakampe, 6 mål
2013-14:
Ringkøbing IF
Meritter:
Dansk mester med FCK i 2006 og 2007
Bronzemedaljer med FCM i 2002 og 2005
Landsholdet:
10 landskampe for Ghana, 1 mål
– spillede alle tre gruppekampe ved VM 2006
– spillede alle tre gruppekampe ved OL 2004

Fotos: Getty Images

Artiklen er fra Tipsbladets trykte avis fredag den 23. juni 2023.